De schweiziske arkitekter Herzog og de Meuron, som bl.a. har tegnet Tate Modern i London, er også mestrene bag det mageløse, nye Vitra Design House ved den tysk-schweiziske grænse.

14.06.2010 tekst: Jo Remy-Jensen

VIP-arkitekter skaber bolig til design-giganter

DesignTo af verdens designgiganter, Verner Panton og Charles Eames, havde den internationale møbelvirksomhed Vitra i ryggen da de afprøvede deres visioner og skabte de klassikere, som vi i dag er vilde med.

De to designere får da også prominent plads i det nye Vitra House, som virksomheden har bekostet.

Det enestående koncept har gjort stedet til et af verdens mest besøgte designskuer 



Det spektakulære designhus er tegnet af den prisbelønnede, schweiziske arkitektduo Herzog og de Meuron.

Pleasure.dk bringer et første kig i det mageløse hus.

Vitra House er den foreløbig seneste af foreløbig ti værker af verdenskendte arkitekter og kunstnere, der har sat deres præg på virksomhedens enorme grund uden for Weil am Rhein ved den tysk-schweiziske grænse.

De tolv stablede huse er forsynet med glasgavle og panoramavinduer som åbner for udsigten mod både Vitra parken med de mange arkitektur- og kunstværker, og mod den schweiziske by Basel, som ligger på den anden side af grænsen.

Verner Panton boede selv i Basel, på den schweiziske side, men pendlede tit mellem sit hjem og Vitra-fabrikken for at følge med i fremstillingsprocesserne.

Læs også
Møbel-bagmand: At tjene penge er en pligt
Danske arkitekter bag nyt svensk palads
Ugens Bolig: Fabrik blev til rigmands-silo

Vitragrunden har ændret sig betydeligt siden Pantons tid. Området er nu forvandlet til en park og går under navnet Vitra Campus. Det enestående koncept har gjort stedet til et af verdens mest besøgte designskuer, som byder på værker af bl.a. Frank Gehry, Tadao Ando og Zaha Hadid (se faktaboks).

Krøllede genier

Det ligner en genistreg at lægge duoen Herzog og de Meuron til listen over arkitektoniske VIPs, der har boltret sig på Vitragrunden. Der skal nemlig ikke en, men to godt krøllede hjerner til at tage konkurrencen op med alle designfreaks darling, Vitra Design Museum.

Frækt og spektakulært. Sådan tager det nye Vitra House sig fra indgangen til det berømte designskue, Vitra Campus, som designelskere fra hele verden valfarter til.

Museet, som ligger kun en kort gang fra det nyopførte Vitra House, er nemlig tegnet af Frank Gehry, hvis kaos-arkitektur har det med at få alle omkringliggende bygninger til at tage sig lige så spændende ud, som skoæsker.

Elementært, men med en virkning, der er lige så svimlende, som den er enkel 



Det viser sig, at lige præcis denne egenskab ved Gehry's arkitektur skulle blive en foræring. De to schweizere er nemlig berømte for deres ”stablede” arkitektur. Da de også sværger til huse, der er så basic, at de vitterlig kan ligne æsker, kunne opgaven med at lade de to ”krøllede” schweizere tage kampen op med Gerhy's ”bunke” næsten ligne en bagtanke.

Der dannes mange spændende - og skæve - rum mellemhusene. Her et kig fra indgangen med en hvilebænk som går i ét med den træbeklædte væg.

Det hus, Herzog og de Meuron har bygget, er nemlig ikke andet, end en håndfuld ”typehuse” stablet oven på hinanden. Elementært, men med en virkning, der er lige så svimlende, som den er enkel. Og i øvrig total i trit med det, bygningen er beregnet til.

Hjemløs hjemmekollektion

De tolv huse, hvoraf nogle rager faretruende langt ud i luften, lægger nemlig areal til møbler til hjemmet. Ideen med at opføre designhuset opstod i midten af ”nullerne”, da Vitra sendte sin første Home Collection på markedet. Indtil da leverede virksomheden møbler primært til kontraktmarkedet (kontorer, hoteller osv.)

Kig mod et af de mange "hjemlige" rum, hvor man bl.a. ser Verner Pantons berømte Panton-stol. De mange glasgavle åbner for den storslåede udsigt mod parken, som er fyldt med arkitekturværker af kendte arkitekter som Tadao Ando, Zaha Hadid og Frank Gehry.

Kollektionen bestod af både ikoner, som bl.a. de genlancerede Verner Panton-klassikere, og nye værker af unge designere. Det var en blanding, der ifølge Vitra ikke ville tage sig optimalt ud, hvis man viste det hele i store haller, sådan som man for eksempel plejer at gøre på møbelmesser. Desuden var Vitras hjemmekollektion rent faktisk hjemløs, da virksomheden ikke rådede over egnede haller.

De forskellige rum bindes sammen af en organisk trappe 



Konklusionen blev, at møblerne måtte have deres eget hus. Med Herzog og de Meuron ved tegnebordet fik de så ikke et, men tolv huse. I hvert fald set udefra.

Inde i bygningen skifter ”typehusarkitekturen” nemlig karakter fra basic til kompleks. De forskellige rum, som opstår der, hvor de tolv huse kiler sig ind i hinanden, bindes sammen af en organisk trappe, som snor sig gennem den fem etager høje bygning.

Læs også
Sjællands dyreste luksusbolig
Københavns otte bedste byggerier kåret
Dubai ligger i Sydhavnen

Dermed dannes større og mindre rum, hvor de æstetisk anbragte møbler konkurrerer om opmærksomheden med udsigten over parken med de mange arkitektur- og kunstværker – og det storslåede panorama-kig over Basel lige på den anden side af grænsen.

Om natten forvandler Vitra House sig til et surrealistisk skulptur.

Den særprægede arkitektur åbner muligheden for en sjælden flot variation af rum. Man slentrer således gennem gallerier, amerikanske ”lofts” og studios fyldt med møbler, der kan studeres og afprøves.

Rummenes hjemlige størrelse, belysning og stemning gør det også lettere at bedømme, hvordan møblerne vil tage sig ud i en bolig, hvilket ofte er et problem, når man ser på møbler i forretninger og møbelhuse.

Konceptet med at man kan studere møblerne og afprøve deres ergonomiske kvaliteter i ro og mag og helt uden at være forpligtet til at købe, er enestående 



Når man er færdig med at nyde arkitekturen kan man forkæle sig selv med en visit hos naboen. Kun en slentretur gennem den anlagte frugthave med bl.a. japanske kirsebærtræer adskiller nemlig Vitra House fra det berømte Vitra Design Museum.

Kig fra den organisk udformede trappe som snor sig gennem de fem etager. De mange spændende rum, som opstår derved, er indrettet med møbler, som kan afprøves og studeres.

Her kan man ikke afprøve møblerne, det er nemlig tale om klenodier. Men man kan dåne over Frank Gehrys frække arkitektur, bladre gennem magasiner og bøger i verdens bedste designshop eller købe en miniature udgave af de udstillede klassikere.

”Vitra House er et helt specielt sted. Herzog og de Meurons fabelagtige arkitektur er en berigende tilføjelse til Vitra Campus. Konceptet med at man kan studere møblerne og afprøve deres ergonomiske kvaliteter i ro og mag og helt uden at være forpligtet til at købe, er enestående. Jeg kan også stærkt anbefale stedets bistro,” lyder det fra naboen, den legendariske Alexander von Vegesack, der har gjort Vitra Design Museum til trækplaster for designelskere fra hele verden.

Charles Eames var, lige som Verner Panton, Vitras "husdesigner". De to kæmpers møbler ses overalt i rummet. Her et kig mod en stue, indrettet med bl.a. Charles Eames stole.

borsen statistik bnt
Se også
- Saxo Bank: Rigets flotteste domicil?
- A-Huset: Fra Industri til Businessdrøm
- KDY - De danske millionærers forsamlingshus
Fakta
Vitra blev grundlagt i 1950 og er familieejet. Virksomheden producerer møbler til kontraktmarkedet og, siden 2004, også til privat boligindretning. Vitra Campus er udviklet som et projekt, som omfatter både produktion og kulturelle aktiviteter som f.eks. Vitra Design Museum og dets løbende udstillinger, bogudgivelser og den berømte kollektion af møbelminiaturer, samt en park, spækket med kunstværker. Senere på året slår Vitra døren om for en ny, cirkelformet fabrik, tegnet af Kazuyo Sejima. Bygningen bliver det 11. projekt, tegnet af verdensberømte arkitekter. Blandt de øvrige arkitekturvidundere i Vitra Campus hører en brandstation tegnet af Zaha Hadid, en benzinstation af Jean Prouvé, en konference pavillion af Tadao Ando samt en af Buckminster Fullers futuristiske kupler, The Dome. Herzog og de Meuron, som har tegnet Vita House er bedst kendt herhjemme for deres Tate Modern i London.
 

Find artikler:

Find artikler
 
 

Seneste DESIGN ARTIKLER


 
 
 

Seneste