DesignBrrrr. Til trods for at termometret på Langebro viste tæt på tocifrede minusgrader, var Pleasure.dk’s udsendte tilsyneladende den eneste, der havde tilladt sig at omgå reglen om aldrig at møde op til modeuge uden tårnhøje sandaler. Ja, sandaler.
Langt størstedelen af tøjet var pænt på den der grimme måde, som tøj nu engang var i halvfemserne
Foran Galleri-modemessen, der de kommende dage indtager Forum i anledning af Copenhagen Fashion Week, vrimlede det på modeugens første dag med sultne amazoner, der iklædt sylespidse stiletter eller tommetykke kilehæle kæmpede sig gennem snedriverne på jagt efter det næste fashionfix (og gratis champagne red.).
Læs også: Zobel & Mary: Matriarker på modens første række
Blot ikke undertegnede. Således klædt i praktisk (om end pænt) fodtøj og uldne sokker spankulerede jeres udsendte ind i det showtelt, der til lejligheden er slået op foran Forum og lod sig betage noget så inderligt af Louise Amstrups bud på moden efterår/vinter 2010.

Opsigtsvækkende elegance er Louise Amstrup, når hun er bedst. Og hentet direkte ud af 1990’erne. Design: Louise Amstrup
Tilbage til 90’erne
Den unge danske designer, der til dagligt slår sine folder i London viste sin tredje kollektion i går aftes og, hvis der kun skal bruges en enkelt sætning til at opsummere, må det lyde højt og rungende: 90’erne er tilbage.
Fashionistaerne har vidst det længe, jovist, men med en kollektion, der var tung af tiedye og techno slog Louise Amstrup det under alle omstændigheder lige fast en ekstra gang.
Langt størstedelen af tøjet var nemlig pænt på den der grimme måde, som tøj nu engang var i halvfemserne.

Dystert fokus på skuldre. Ærmerne er gennemsigtige og kontrasterne klare Design: Louise Amstrup
Lige dele grunge og rumrejse
Til tonerne af Kraftwerk kunne modellerne fremvise tofarvet hår, tung makeup og lige dele grunge og rumrejse.
Snittene var på én gang futuristiske, med spacey skuldre og kraftige materialekontraster, og 90’er-bløde med ærmer, der til forveksling lignede dem, undertegnede selv lavede af gamle nylonstrømper tilbage i det forgangne årti - og så selvfølgelig en række batikinspirerede mønstre, der sat over for det sorte mindede jeres udsendte noget fra en ungdomsklub i 1995. På den gode måde.
Læs også:
Krisen - Velkommen muse for moden
Det bedste mode-æg i reden
Modeugen: Da Jetsettet blev væk
Yndlingsdragten var dog en helt igennem vidunderlig heldragt i striber af ætset velour. Hvor en del af tøjet måske nok kammede over og blev mere stiløvelse end smagfuldt, ramte denne dragt nemlig præcis det, Louise Amstrup kan, når hun er bedst: skabe tøj, der får dig til at løfte et øjenbryn, men også hurtigt får dig til anerkendende at sænke det igen.
På Pleasure.dk glæder vi derfor os til mere fra Louise Amstrups hånd...Og så havde modellerne for øvrigt for en god dels vedkommende praktisk, fladt fodtøj på!

Hardcore rød fra fremadstormende SPON DIOGO
Mode-junta
Videre gik turen til Nimb, hvor en eksklusiv junta har løsrevet sig fra messerne og startet showroomkollektiv i luksushotellets store balsal. Med en prominent sponsor i ryggen - der står Mercedes med store typer på invitationen til reception i aften - og modeugens absolut high-end blandt udstillerne, skal restaurantens event ’Fashion Exclusive at Nimb’ nok tiltrække sig sin bid af opmærksomheden i løbet af de kommende dage.

Både Noir, SPON DIOGO og Pureheart har nemlig sammen med en række andre valgt at åbne midlertidigt showroom på restauranten i udkanten af Tivoli under modeugen, og hvis SPON DIOGO-showet, der fandt sted sent i går aftes er noget at dømme efter, bliver opmærksomheden absolut tildelt med rette. Men mere om dét SPON DIOGO i Børsen lørdag.












