Fremtidens mode er bæredygtig. En håndfuld unge, danske designstuderende har kæmpet om priserne i klimakonkurrencen Innovating Sustainable Fashion.

4.10.2009 tekst: Naja Helene Hertzum foto: CPH VISION

Hurtig mode til kompostbunken

DesignModen vil altid være omskiftelig, så i stedet for at forsøge sig med utopien om langtidsholdbare gevandter, må man lave 'fast fashion', hurtig mode, af materialer, som ikke gør ondt på naturen.

Det er udgangspunktet for de to TEKO-elever Thea Mølgaard Hestbjerg og Kamilla Edelgaard Lytzens kollektion, der i går blev vist som en af 19 ved designkonkurrencen Innovating Sustainable Design, mens decemberregnen trommede mod taget af det gamle lokomotivværksted midt på banelegemet i den københavnske Sydhavn.


Kollektionen Ephemera, der er skabt af to studerende ved TEKO, er lavet af 100 pct. økologisk kartoffelstivelse.

De to designstudiner viste tre sæt holdt i lyse forårstoner af mint og grå, som var lavet af et papirtyndt materiale og bestod af 100 pct. nedbrydeligt økologisk kartoffelstivelse.

Fra muld til muld

En række af konkurrencedeltagerne fokuserede på tøj, der ikke gør skade, når det skal kasseres, og således gik den ene af konkurrencens delte tredjeplads, prisen for mest miljøfokuserede design, til tre elever fra Danmarks Designskole, der havde arbejdet med konceptet 'from soil to soil'.

De tre havde fremstillet en række - virkelig yndige - engangsregnslag, der efter endt brug kan komposteres i haven eller smides i en park, når bygen driver over. Inden for fire uger opløses regnslaget nemlig, og som en ekstrabonus frigives der blomsterfrø, som er syet ind i små lommer i regnslagsstoffet. Alt er nedbrydeligt - også de forbløffende fine batikinspirerede mønstre, som selvfølgelig er printet med biopigmenter.


Regnkapperne nedbrydes på fire uger og planter fine blomster, der hvor de komposteres.

De tre elever fik foruden medajler designet af smykkekunstneren Mette Saabye overrakt en check på 5000 kr., og Hummel-medejer Christian Stadil, der var en af dommerne bag konkurrencen forklarede, hvorfor valget faldt på regnslagene:

"Vi har netop forladt den varmeste og mest regnfulde november nogensinde. Vi må agere nu, og de bionedbrydelige regnkapper er et kontant og ligefremt eksempel på en meget væsentlig beklædningsgenstand i fremtiden," siger Hummel-formanden.

Fra langt liv til Use'n'Dump

Over hele linjen var fokus på materialer. Både blandt de af deltagerne, der tænkte i nedbrydelighed og økologi, og de, der ønskede at lave klassisk slow-fashion med et langt liv ud fra det perspektiv, at kvalitetsdesign holder længere og derfor er sundere for miljøet.


Med kollektionen Skip the Laundry arbejder Nadja Friis med to indgange til moden: holdbar kvalitet og trendy forgængelighed.

Nadja Friis kombinerer de to tilgange i sin kollektion "Skip the Laundry", hvori hun skelner mellem to kategorier: LongLife-design og 'brug og smid væk'. Hun giver gennem materialevalget, nedbrydeligt jersey, det vilde og særprægede tøj en kort levetid og de klassiske yndlingskjoler et længere liv med den begrundelse, at det faktisk er vedligeholdelsen af tøjet, vask, strygning, tørring, der skader miljøet, mere end det er produktionsprocessen.

Struktur, struktur, struktur

Overordnet fokuserede designspirerne på tekstur, fra papirtynde materialer, til læder beklædt med florlette frynser, eller kraver af uldgarnsblonde. Også konkurrencens andenpræmievinder havde fokuseret på teksturer.

Med showets absolut mest farvestrålende kollektion "Totems" argumenterer Tine Winther Rysgaard og Trine Maja Kristoffersen fra Danmarks Designskole nemlig for, at økologiske striktrøjer, hvis liv kan følges online på en blog skaber øget etisk bevidsthed blandt brugerne.


Kollektionen Totems vandt Design-prisen, konkurrencens andenplads, for en tilgang, der til fulde udnyttede moderne medier.

Med pomponer, garnkvaster og strikkede epauletter kalder Christian Stadil kollektionen for humoristisk, ungdommelig og poetisk.

"En kollektion inspireret af indianere og nye medier, benytter på bedste vis internetplatformen til at øge slutbrugerens ansvarlighed," forklarede Hummel-bossen, der er dybt imponeret over niveauet i konkurrencen.

Førstepræmien, innovationsprisen, gik til Tobias Noe Harboe fra Danmarks Designskole, der under parolen, at bæredygtighed ikke er en trend, det er det nye paradigme, rejste tilbage i tiden og lod den tidligere industrialisering lære af fremtidens erfaringer i håbet om at lede verden i en mere bæredygtig retning.


Tobias Noe Harboe inviterer beskueren med på en tidrejse, for hvis klimaet skal reddes, må vi rejse tilbage til den tidlige industrialisering.

Hans herretøjskollektion rummede elementer fra både det sene 1800-tals arbejdsbeklædning og en forestilling af fremtidens rumdragter og designeren håber, at førstepræmien på 15.000 kr. kan skubbe ham i retning af en ph.d. ved designskolen.

borsen statistik bnt
Arkitekt/designer
Danmarks Designskole, TEKO m.fl.
Se også
Enevældig dronning med 7 mio. undersåtter
Genfødsel for en vovet stjernefotograf
Global succes fra dansk mode-darling
Fakta
Innovation Sustainable Fashion - De fem priser Førstepræmien:
  • "The Innovation Award" gik til Tobias Noe Harboe.
Andenpræmien:
  • "The Design Award" gik til Tine Winther Rysgaard og Trine Maja Kristoffersen.
De tre tredjepræmier:
  • "Design for Inclusion"-prisen gik til Tobias Nielsen og Johanne Graugaard Andersen.
  • "Design for Environment"-prisen gik til Lea Parkins Benjaminsen, Camilla Skøtt Christiansen og Randi Samonsen.
  • "Design Considering Use"-prisen gik til Stefan Autzen.
 

Find artikler:

Find artikler
 
 

Seneste DESIGN ARTIKLER


 
 
 

Seneste