DesignDanmarks mest travle trafikknudepunkt skal de næste fire år have et ansigtsløft.
I skrivende stund afslører Overborgmester Ritt Bjerregaard og Teknik- og Miljøborgmester Klaus Bondam vinderen af den internationale arkitektkonkurrence om fornyelsen af Nørreport Station i København.
Arkitekterne har valgt at genbruge de karakteristiske røde neonskilte, der for mange er symbolet på Nørreport Station
Vinderne blev et team af arkitekter med Public Arkitekter og COBE i front, mens ingeniørfirmaet Grontmij | Carl Bro og det østrigske belysningsfirma Bartenbach LichtLabor står for udførelsen.

"Vi er meget stolte af nu endelig at få mulighed for at forbedre forholdene omkring Nørreport. Vi ønsker at gøre fremtidens Nørreport til et fantastisk levende og urbant centrum i København," siger Søren Arildskov Rasmussen fra Public Arkitekter i en pressemeddelelse.
Læs også:
Det ny Holmenkollen - Made in Denmark
Rekord-byggeri i Syndens By
Istanbuls nye finanscentrum

For undergrundsstationen Nørreport bliver lys, gennemsigtighed og tilgængelighed nøgleord, og arkitekterne har valgt at samle alle stationsfunktioner under en række lyse tage i et moderne organisk formsprog.
Alle 2500 cykelparkeringspladser placeres i let sænkede områder for at fremhæve Københavns foretrukne transportmiddel og det bliver muligt, at krydse pladsen på kryds og tværs så menneskestrømmen ikke hindres.

Pladsen vil også give plads til stadehandel, blomsterboder og udendørsservering på cafeer og der vil blive konstrueret 11 lysende ventilationstårne, der skal bringe frisk luft ned til passagererne på perronerne under jorden.
I respekt for Nørreports særlige plads i mange københavneres bevidsthed, og som en hilsen til fortiden, har arkitekterne valgt at genbruge de karakteristiske røde neonskilte, der for mange er symbolet på Nørreport Station. Det nye stationsprojekt kan indvies i 2014.










