DesignArikitekterne der står bag opførelsen af tårnet Nakheel Tower afslører nu hvordan de har tænkt sig at tackle de ekstreme vindhastigheder, der vil opstå langs tårnets ufattelige højde på et sted mellem 1000 og 1400 meter. Den endelige højde er stadig hemmelig.
Med en bredde på blot 95 meter i diameter er der ikke meget beton og armeret stål at stå imod med, så løsningen bliver at lade vinden passere gennem tårnet, som arkitektonisk bliver skabt af fire separate tårne som forbindes med broer i højden for hver 25. etage af de i alt 225 etager.
Dermed skabes en konstruktion som er både fleksibel, stærk og tillader naturens kræfter at finde en vej mellem de mange allerede solgte luksuslejligheder i det enorme byggeprojekt, som inklusive en hel bydel på 270 hektar vil stå færdig om små 10 år i Dubai.
Straks efter Dubai-entreprenøren Nakheel annoncerede Nakheel Tower kom Saudi Arabiens oliesheiker med deres bud på et Kingdom Tower
Godt 55.000 velhavende verdensborgere skal bo i denne fremtidige bydel af Dubai - placeret på et underlag af knastør ørken og finansieret via de sidste års overdrevne indtjening på olie- og ejendomsmarkedet.
Og store egoer hos de lokale rigmænd leverer viljen til at bygge enorme projekter i det bare sand eller på 30 meter vand. Hvor alle i Vesten for få år siden sagde; "de er skøre de arabere", har de seneste års succesrige megaprojekter afkrævet respekt.
Rivalen på banen
Vinden har traditionelt været arkitekternes værste modstander i målet om at skabe bygninger over 500 meters højde, men med konstruktionen af Nakheel Tower mindskes vindmodstanden med en faktor tre.
Broerne, der vil forbinde de fire tårne, vil ud over den stabiliserende effekt blive brugt som nødudgange, hvis et af tårnene skulle bryde i brand.
Straks efter Dubai-entreprenøren Nakheel annoncerede Nakheel Tower kom Saudi Arabiens oliesheiker med deres bud på et Kingdom Tower - ligeledes på over 1 kilometer.
Målebåndene skal altså frem igen inden længe for at finde ud af hvem, der i den arabiske verden har den største, dyreste og højeste.











