DesignAnders Fogh Rasmussen ved godt, at du sikkert ser ham som en kontrolfreak. En mand, der aldrig drikker sig fuld. En leder, som aldrig viser følelser. En statsminister, der altid får sin vilje. Og efter 10 år som formand for Venstre har han slet ikke lyst til at ødelægge de fordomme
I samarbejde med magasinet Arena bringer pleasure.dk her et fyldigt uddrag af det eksklusive interview med Danmarks førstemand, som mandemagasinet er på gaden med fra i morgen torsdag.
Hvis der sker noget alvorligt i Danmark, kan det ikke nytte noget, at jeg en dag skal hives døddrukken ud af en seng eller hentes på et værtshus
Da den nuværende undervisningsminister Bertel Haarder i 1976 skulle skrive en kronik i Sjællands Tidende om Danmark i år 2000, skrev han, at landets statsminister ville hedde Anders Fogh. Dengang var landmandssønnen fra Hviddinglund blot 23 år. Alligevel afviser statsministeren i dag, at der har været tale om en nøje tilrettelagt karriere.
En mand med et mål
”Der er skabt et billede af, at jeg har planlagt det hele i en drejebog ned til mindste detalje. Jeg er vant til, at der bliver stillet stereotype billeder op af mig, og jeg vil ikke forstyrre folk i deres fordomme. Jeg gør ikke noget forsøg på, at ændre det billede. Jeg ved bare, at det ikke er sådan, det er foregået,” siger Anders Fogh.
Men ligegyldig hvilken fløj, der kommer til orde, vil de beskrive Anders Fogh som en mand, der sjældent gør noget uden et formål. Når han stiller sig op i Folketingssalen, er det fordi, han gerne vil af med et budskab.
Det samme gjorde sig, ifølge flere af hans daværende partikollegaer, gældende, da han var medlem af Venstres Ungdom. Når Anders Fogh var med til at drikke en øl eller var social, var det, fordi han ville pleje sit netværk. Det var ikke for at hygge.
Fint nok med fordommene
Anders Fogh indrømmer, at hans besættelse med at forberede sig er en fordom, han ikke har lyst til at skyde ned. Men det har som alt andet et formål. Målet er indflydelse. Han tror på, at han via forberedelse får mere indflydelse end dem, der blot laller ind til mødet og sætter sig uden den nødvendige viden i hovedet eller i papirerne foran sig.
”Jeg er velforberedt. Det er min måde at arbejde på, men det er forkert at tro, at jeg derfor kan styre alting ned til mindste detalje. Slet ikke i politik.”
Jeg hører og ser tit, at det nærmest er umenneskeligt, overmenneskeligt eller maskinagtigt med al den kontrol
En enkelt gang er statsministeren dog kommet flere timer for sent til et møde. Det var dengang han blev angrebet med maling i 2003 på korridoren på Christiansborg op til Irakkrigen. Det var dog ikke hans skyld, for han fik egentlig hurtigt et bad og et rent jakkesæt, men udenrigsminister Per Stig Møller fik også maling på sig, og han måtte hjem til bopælen for at få fat i et nyt jakkesæt.

Selv om Anders Fogh udadtil virkede kontrolleret, mens han gik væk fra situationen, så var det noget helt andet, han havde lyst til at gøre ved aktivisterne.
”Jeg havde lyst til at smække dem en ordentlig én. Men det nytter ikke noget, at jeg begynder at slås med dem. Jeg var nødt til at kontrollere mine følelser.”
Selvfølgelig sund
Anders Fogh lever sundt, selv om han har travlt. Han har heller ikke rørt de tre slags kager, som er stillet op på bordet mellem os. Jeg tror ikke en gang, at han har kigget på dem. Men det er måske en del af det billede, han gerne vil tegne af sig selv.

Han lever sundt, han slår sig ikke løs med alkohol, og han kan holde en lang tale uden et manuskript. Han er en mand med selvkontrol.
”Jeg hører og ser tit, at det nærmest er umenneskeligt, overmenneskeligt eller maskinagtigt med al den kontrol. Men hvis der sker noget alvorligt i Danmark, kan det ikke nytte noget, at jeg en dag skal hives døddrukken ud af en seng eller hentes på et værtshus. Det er mig, der har ansvaret. Folk må tænke om det, hvad de vil. Det her er min metode.”
Læs resten af det eksklusive interview i Arena, der er på gaden nu.










