DesignHan regnes for at være en af det 20. århundredes største danske møbelarkitekter og var med til at sætte fokus på dansk design i udlandet. Navnet er Finn Juhl, og nu kan hans hjem opleves ved museet Ordrupgaard nord for København.
Her har man som gæst mulighed for at træde ind i en mindre tidslomme og hengive
sig til nydelsen af at være omgivet af helt stilrene elementer. Huset, møblerne og indretningen er alt sammen Finn Juhls eget værk.
Japanske fans er i færd med at bygge en tro kopi af Finn Juhls hus 160 kilometer sydvest for Tokyo
Han tegnede huset, der stod færdigt i 1942, til sig selv og sin daværende kone Inge-Marie Skaarup. Derudover designede han møbler og indrettede hjemmet. En spadseretur i huset tricker indretningsgenet og kan give god inspiration til de næste indkøb på designkontoen.
Et kig ind i privaten
Nussede paperbacks og gamle håndvægte. Enkelte elementer, der ikke har noget med design at gøre, er bevaret i Finn Juhls hus for at give et indtryk af personligheden bag det hele.
Sammen med blandt andre kollegaerne Arne Jacobsen, Hans Wegner og Poul Kjærholm stod Finn Juhl bag den epokeskabende bevægelse Danish Modern
Billedserie
Men noget stort indtryk af, hvem mennesket Finn Juhl var, giver huset ikke, og det er heller ikke derfor, det skal ses. Huset skal besøges for, at man som gæst kan nyde den rendyrkede, enkle stil, Finn Juhl stod for.
Selvom Finn Juhl blev uddannet som bygningsarkitekt, var det som møbel- og indretningsarkitekt, han primært slog sine folder, og det var for det arbejde, han især modtog omverdenens anerkendelse.
Fordelingen af pladsen er gennemtænkt, og det var særlig vigtigt for Finn Juhl, at rummene interagerede med hinanden
Juhls formsprog var anderledes og nyt i forhold til samtidens i 1940’erne og 1950’erne. Inspirationen hentede han især i skulpturelle og organiske former og skilte sig hermed markant ud fra funktionalismen, der ellers var dominerende i de år i dansk møbeldesign.
Guldalderen i dansk møbelkunst
Huset, der ligger lige opad Ordrupgaard, er for nylig blevet en del af museets samling, og som gæst får man et fint indblik i stilen ved at gå rundt i huset. En tilhørende udstilling på selve museet med plancher og eksempler på møbeldesign kan supplere besøget.
Finn Juhl havde de sidste år af sit virke sin tegnestue hjemme i huset, som ellers består af en lækker stue, spisestue, stort soveværelse, et par kamre og køkken. Huset har to ildsteder, lyse trægulve og store havedøre. Det hvide hus er ikke voldsomt stort, men indretningen og fordelingen af pladsen er gennemtænkt, og det var særlig vigtigt for Finn Juhl, at rummene interagerede med hinanden, og at lysindfaldene fungerede.
Sammen med blandt andre kollegaerne Arne Jacobsen, Hans Wegner og Poul Kjærholm stod Finn Juhl bag den epokeskabende bevægelse Danish Modern, guldalderen i dansk møbelkunst, der varede fra cirka 1930 til slutningen af 1960’erne, og han var med til at sætte dansk møbeldesign på verdenskortet.
Design til FN
Finn Juhls populære møbeldesign har været repræsenteret på Museum of Modern Art i New York, og Finn Juhl har indrettet en af de store rådssale i FN bygningen i New York.
Beundringen vil dog ingen ende tage, og japanske fans er i færd med at bygge en tro kopi af Finn Juhls hus 160 kilometer sydvest for Tokyo. Huset skal stå færdigt i 2012 for at markere møbelarkitektens 100 års fødselsdag.
Originalen er blevet en del af Ordrupgaards samling, efter museet modtog det som gave i 2007.











