BoligUgens Bolig ligger på toppen af et af Danmarks flotteste og mest fejrede byggerier – ikke klemt inde mellem kedelige kloner i den overbebyggede Ørestad, men stoisk knejsende på en vindblæst bakke nord for Aarhus.
Her har lokale iværksættere forvandlet den engang hensygnende soveby Løgten til et eksempel på at man med flid, fedt og snilde kan skabe nyt liv ud af de ellers dødsdømte kornsiloer, som mange andre steder i udkants-Danmark står som grå skamstøtter over fordums driftige landboliv.
Vi gik til stadsarkitekten i Aarhus og sagde hør her – vi vil bygge et højhus på 12 etager ude i Løgten
Efter en prisreduktion på 15 pct. er Siloettens absolut flotteste lejlighed blevet sat til salg – en kompromisløs, kubisk penthouse fordelt på to etager med egen privat tagterrasse, parkeringskælder og fantastisk udsigt mod Aarhus Bugt og Smilets By.

Løgten var tidligere en udpræget soveby, hvor man sjældent stod af toget. Siloetten har bragt mere liv i gaderne.
Visionerne om Siloetten tog sin start i 2004 hvor de to lokale familier Knudsen og Carlsen gik sammen som henholdsvis entreprenører og ejere af den gamle silo i en joint venture for at vende mørke til lys i Løgten. Den gamle kornsilo som havde stået tom i 15 år skulle forvandles til luksushøjhus.
Læs også: Pragtvilla i velhavernes usnobbede reservat
Det rene klondike
“Vi synes det var synd, at området gik i forfald. Dengang lignede hovedgaden i Løgten klondike – en stemning som i en forladt westernby – helt uden dynamik og fremdrift. Løgten havde jo også fået sig en omfartsvej, og det gjorde byen mere og mere tom. Og så lå de store betonsiloer midt i byen og så skrækkelige ud og lagde en dæmper på hele lokalområdet. Begge familier fik samlet startkapital og vi fik Danske Bank og arkitekterne hos C.F. Møller med på ideen,” fortæller sælger, som i dag kan se tilbage på et banebrydende forløb dengang projektet skulle den slagne vej igennem kommunens bureaukrati.

De klare farver har skilt vandene hos de lokale. De fleste er dog vilde med den nye, høje indbygger.
“Vi gik til stadsarkitekten i Aarhus og sagde hør her – vi vil bygge et højhus på 12 etager ude i Løgten. Det var jo ikke så tit, den slags sker. Vores store held var, at timingen var som fod i hose – stadsarkitekten i Århus kommune brugte vores og C.F. Møllers udkast som case og løftede det gennem alle niveauerne i kommunen. Resultatet var en hel ny planlov, som nu hedder højhuspolitikken. Lokalplanen blev gennemført, og vi fik lov til at lave både Siloetten og Bytorvet tæt på foden af højhuset. Sidstnævnte er nu et åbent byrum, hvor de lokale beboere mødes. Nu er der seks daglig-varebutikker, som kører ok trods krisen,” fortæller sælger.

Minimalisme, lys og de bedste materialer kendetegner Siloettens lejligheder.
Da de to familier første gang skulle se modellen af Siloetten, som C.F. Møller og Christian Carlsen Arkitektfirma havde samarbejdet om, var reaktionen skepsis. Især farverne faldt ikke i god jord hos alle i de to store familier, der som nervøse første-fødende skulle se deres kære afkom for første gang.
Projektsalget af de i alt 21 lejligheder i Siloetten ramte lige lukt ned i krisen
“De inviterede os op i konferencelokalet, hvor de havde lavet en model af højhuset. Og der var delte vande. Men efter plancherne havde hængt på mit kontor i nogen tid, var jeg solgt. Fantastiske, flotte varme farver gør siloetten unik. Det kubiske design og de tre gennemgående farver er stadig anledning til stor diskussion. Når der står to mennesker og fagter med arme og ben nede på fortovet og diskuterer farver og former, så er vi kun glade.”

Den ene halvdel af den gamle kornsilo måtte lade livet. Den anden udgør selve kernen af Siloettens struktur.
Den megen virak har ikke kun været lokal. Siloetten har vundet både Aarhus Kommunes Arkitekturpris og den internationale World Architecture News-award for verdens bedste boligbyggeri tidligere i år. Vel at mærke foran projekter i metropoler som New York, Hamborg og Shanghai.
Ramte lige i krisen
Projektsalget af de i alt 21 lejligheder i Siloetten ramte lige lukt ned i krisen og seks står stadig ledige. Heriblandt lejlighed 19 – Ugens Bolig – som med 226 sydvendte kvadratmetre er den største og dyreste af dem alle.
Som et helstøbt projekt er al interiør og indretning blevet fastlagt af arkitekterne bag og C.F Møller som til Siloetten designede et unikt dørhåndtag til brug i hele bygningen. Alle armaturer er fra Hans Grohe, køkkenerne er fra Hanstholm Køkkener, mens fliserne er specialfremstillede i Norditalien.
Som bekendt har det vist aldrig været sværere at sælge luksuslejligheder end netop nu, men med en ny, reduceret pris og ny mægler håber sælger at få hul på bylden. Han tror især to segmenter vil kunne finde sig til rette i de lyse og luksuriøse omgivelser på 11. og 12. etage.

Siloetten rager godt op i landskabet og er blevet lidt af en attraktion for området.
Læs også: Bellevue-slot til 10.500 pr. m2
“Der er jo ikke bopælspligt, så udlandsdanskere med tilknytning til Aarhus vil nok finde den meget interessant. Eller måske et ægtepar, som har haft egen virksomhed og villa med stor have, som nu gerne bare vil kunne lukke hoveddøren, tage på cruise i to måneder og i det hele taget glemme alt om vedligehold og bruge tiden på golfbanen i stedet. Og her er man jo nogenlunde tæt på alt. Fra parkeringskælderen er der 15 minutters kørsel til Aarhus lufthavn, 25 minutter til Mols Bjerge og 20 min. i tog til kultur og shopping i centrum af Aarhus lige for foden af Siloetten.”
Som lokale folk har vi jo ikke bare kunne komme tromlende som andre udviklere desværre ofte gør
Selv om salget af Siloettens superbolig endnu ikke er faldet på plads, har de to familier bag Siloetten allerede høstet gevinsten af det store, ublu byggeprojekt. Lokalområdet er ikke til at genkende.

Der er uhindret udsigt til Aarhus Bugt fra penthouselejlighedens terrasse.
“Før Siloetten var folk også glade for udsigten her fra bakken. Men man skulle altid væk for at finde arbejde eller liv. Nu er der liv – også i dagstimerne. Vi havde forestillet os en stor lokal modstand mod et så nymodens projekt, men fordi vi fra starten valgte at være meget åbne om processen, har ingen af de lokale brokket sig. Som lokale folk har vi jo ikke bare kunne komme tromlende som andre udviklere desværre ofte gør – vi har haft forpligtelser. Og jeg mener, vi har levet op til dem.”
Læs også: Bellevue-slot til 10.500 pr. m2











