Som en idyllisk satellitby til Odense ligger Kerteminde perfekt for liebhavere med hang til hav og historisk hygge.

6.10.2011 tekst: Boris Gullev

Superbolig i det fynske Skagen

BoligSom et helle for velbeslåede, kendte og kreative fynboer har Kerteminde igennem generationer lokket med strandliv og Skagen-stemning blot 20 minutter fra Odenses centrum. Ugens Bolig er et af Kertemindes mest attraktive strand-palæer og er netop kommet på markedet

De to herregårdes ejere har holdt Kertemindes fisker- og havnestemning »konserveret«  

Kerteminde kaldes ikke uden grund for det fynske Skagen. Stranden og lyset har gennem tiderne lokket malere som Johannes Larsen til Fyns gamle havneby, og Ugens Bolig ligger på en af den legendariske malers gamle grunde lige ud til Fyns nok bedste badestrand.

Forhavens runde patio har sælger selv skabt med råd fra arkitekter.

Det ægte, brolagte købstadsmiljø i den ældste del af byen giver stadig byen samme historiske fundament og tyngde, som man kan opleve i Ribe, Ebeltoft og ja – Skagen. Men så hører lighederne med Skagen også op.

For Kerteminde er omringet af to gamle herregårde med store jorder, hvor naturen stadig har fortrinsret, og hvor folk fra Kerteminde kan krydre livet ved vandet med stoisk dansk skov og et vildt dyreliv.
De to herregårdes ejere har gennem tiderne forhindret udstykninger og dermed holdt Kertemindes fisker- og havnestemning »konserveret«, mens andre købstæder som Fåborg og Svendborg for længst har vokset sig til provinsbyer på godt og ondt.

Læs også: Når en finansmand forvandler et dødsbo

Havet er bogstaveligt talt lige over vejen.

Palæet som udgør Ugens Bolig er bygget af den lokale skofabrikant i 1928 og totalrenoveret i 2005, så huset i dag betegnes af mægleren som Kertemindes klart mest attraktive. Her er ellers masser af ægte liebhaver-boliger og traditionelt også masser af købestærke tilflyttere.

At chefer og værter, der arbejder på TV2 i Odense, foretrækker at bo i Kerteminde, ser man ofte i gadebilledet, ligesom mange af Odenses mest driftige forretningsfolk i Kerteminde kan finde den ubetalelige ro og idyl, som Odense ikke kan levere.

Sælger har satset på mange små rum med åbne, franske døre i stedet for store rum. Sprossede vinduer i højkvalitet sikrer over alt hyggen

Sælger har hele sit liv boet i nærheden af vandet, og de sidste godt 20 år har han hver morgen kunne slå dobbeltdørene op til soveværelset og indånde den salte havluft på terrassen ud mod Kerteminde Bugt og den populære Nordstrand.

Inspireret af det sydfranske udeliv lavede vi tre dobbeltdøre fra køkkenet ud til baghaven  

»Vi spiser gerne morgenmad på terrassen oven på udestuen og sidder og holder øje med trafikken på stranden og vandet. Der sker jo altid noget – om det så er supertankere eller de mange internationale sejladser og stævner, som arrangeres af sejlerfolket her i Kerteminde. Lystbådehavnen har vi også tæt på, og her er et vældigt liv og nogle gode restauranter,« fortæller sælger til Børsen søndag, som er faldet for den fine tilbygning, der spiller flot sammen med resten af husets arkitektur.

Landkøkkenet med dobbeltdørene ud til baghaven er husets vigtigste rum.

»I 1997 byggede vi den tilbygning, som i dag udgør det store landkøkken med det åbne ildsted og de to små runde vinduer. Inspireret af det sydfranske udeliv lavede vi tre dobbeltdøre fra køkkenet ud til baghaven, hvor vi etablerede det store spejlbassin, som man kender det fra Sydeuropas landvillaer. Vi valgte at støbe bassinet i slebet beton og nyder nu at se Koi-karperne svømme rundt.«

I 2005 valgte parret at gå i gang med en altomfattende renovering, hvor arkitekter hjalp med til at sikre stilen og husets røde tråd.

Baghavens spejlbassin med Koi-karper giver ro og sydlandsk stemning.

»Vi fik skiftet taget, sat de koblede småsprossede vinduer i, lagt nye gulve overalt, fik ny el- og rørføring over hele huset samt installeret Beolink i alle rum. Huset er faktisk helt nyt, som det står i dag,« fortæller sælger.

Før var stranden klistret til med badende – ligesom Bellevue nord for København – men nu er der kommet mere plads  

For det ældre ægtepar har de to årtier i palæet på Nordstrand været fyldt med liv og leben både vinter og sommer. Kerteminde er selv i de mørkeste måneder ikke en soveby, for kulturlivet og de mange fastboende holder gang i hjulene året rundt. Når sommeren er på sit højeste, bliver byen så mangfoldiggjort af de mange badelystne odenseanere.

Kælderen har selvsagt »slyngelstue« med bar og billard.

»Det er jo en dejlig badestrand og faktisk Odenses primære badestrand. Vi har store beachvolley stævner, og folk kommer fra hele området for at mødes på stranden. Før var stranden klistret til med badende – ligesom Bellevue nord for København – men nu er der kommet mere plads efter Nyborg har fået sin egen badestrand.«

Læs også: Bellevue-slot til 10.500 pr. m2

Til trods for at parret synes, at de bor perfekt, vil de gerne se, om de kan få afhændet det kompromisløse palæ, selv om boligmarkedet pt. er mildest talt lunkent.

Soveværelse på 1. salen med egen hav-terrasse og kontorafdeling.

»Vi er nu i vores tredje alder og vil nu gerne have en herskabslejlighed i Odense centrum kombineret med et sommerhus, som vi kan bo i under de varmeste måneder. Vi vil gerne bruge Odense Teater, biograferne og restauranter langt mere – og vel at mærke kunne spadsere hjem i stedet for at skulle have en taxa, hvis vi har fået vin til maden. Vores børnebørn bor i Odense og vi har jo langt lettere ved at være noget mere for dem, når vi bor helt tæt på.«

Læs også: Kongerigets dyreste villalejlighed

borsen statistik bnt
Land
Danmark
Region
Fyn
By
Kerteminde
Se også
- 3 Byhuse der batter
- Superbolig i provinsbyens smørhul
- Pompøs penthouse på den danske Champs-Élysées
Fakta
Rundt om villaen
  • Adresse: Hindsholmvej 30, 5300 Kerteminde
  • Bolig: 277 m
  • Grund: 1358 m
  • Kælder: 107 m
  • Værelser: 6
  • Bygget år: 1928
  • Pris: 14.000.000 kr.
  • Liggetid: 14 dage
  • Foto: Esoft

- Ejendommen er til salg hos Thobo-Carlsen & Partner, Hunderupvej 116, 5230 Odense M

- Hver uge bringer vi en unik »superbolig« på de øverste hylder af det danske boligmarked. Boligerne er udvalgt af Børsen søndag
 

Find artikler:

Find artikler
 

Seneste bolig artikler


 
 
 
 

Seneste