BoligBernard 'Bernie' Madoff - den største finanssvindler i historien - sender fra sit ophold på Hotel Gitterly ejendomme for godt 100 mio. kr. på markedet.
Den enorme skare af vrede kreditorer, der har tabt alt på Madoffs enestående pyramidespil håber selvsagt på høje priser, så bare lidt af det tabte kommer hjem.
Pleasure.dk har set på finanssvindlerens tre luksusejendomme i USA.

Bernie Madoff har også et hus i det chic'e Cap d'Antibes i Frankrig. Det blev konfiskeret i marts 2009, men postkassen fortæller stadig historien om finansfyrstens fald fra tinderne
Penthouse på Manhattan
Madoffs to-etagers lejlighed på Manhattans knapt så dyre Upper East Side er af retten blevet sat til en værdi af 7,5 mio. dollar, men ifølge flere ejendomsmæglere, der har set salgsopstillingen er denne pris en anelse for højt sat.

Der er selvfølgelig portier tilknyttet Madoffs penthouse
For det første er det ikke Park Avenue og altså 'kun' en 4,9'er på beliggenhedsskalaen og ikke en 5'er. Og for det andet er værelserne ikke specielt store, bemærker en mægler fra Miller Samuel. Og så er der jo den hage, at der har boet en mega-kriminel i lejligheden.

Bernie Madoff havde ud over de tre luksusejendomme i USA også fast ejendom i Frankrigs måske mest feterede område Cap d'Antibes
Traditionelt er boliger, der tidligere har været ejet af kriminelle svære at få afsat.
Omvendt er boliger, der tidligere har været ejet af kendisser ofte blevet solgt langt over den basale værdi. Hvilken af disse to kategorier Bernie Madoff hører til, vil fremtiden og den endelige salgspris give et praj om.
Beach-house i Montauk
Madoffs hus ned til Stranden i Montauk, byen der ligger alleryderst på Long Island, vil ifølge eksperterne have mange interesserede købere. Grunden er stor og ligger helt ned til vandet, fordi huset er bygget længe før der blev indført en minimumsafstand til vandkanten for byggeri i staten New York.

Mens skattemyndighederne har fastslået prisen til 3,3 mio. dollar, mener mange mæglere, at prisen kan nå helt op på 7 mio. dollar for de i alt fire værelser. En enkelt mægler har endda lagt navn til en pris på omkring de 10 mio. dollar.
I givet fald en god 'fortjeneste' for Madoff, der blot gav 250.000 dollar for hus og grund i 1980, hvor han var godt i gang med at opbygge sin falske status som finansguru.
Luksushuset på Palm Beach
Som millioner af andre amerikanske velhavere har Madoff købt sig ind i 'The Sunshine State' Florida - og valgt det feterede Palm Beach som sit tilflugtssted.
Dette sted er et paradis for båd-folket. Dels ligger huset direkte ud til sejlruten langs den amerikanske østkyst og dels er det meste af havområdet en beskyttet naturpark.

Huset på to etager ligger godt placeret i skyggen af mange træer blot et kølleslag fra Palm Beach Golf Club, hvor Madoff mødte mange af sine velhavende og godtroende ofre.
Ejendommen er som alle andre i Florida faldet kraftigt i pris det seneste halvandet år, men alligevel regner FBI med, at huset er cirka 7,5 mio. dollar værd. Det giver ifølge CNN en samlet grundpris på Bernie Madoffs ejendomme på omkring 22 mio dollar.











