BoligFør alle andre blev pleasure.dk inviteret ind i den kosmopolitiske Villa Joy som står nyopført på en skrånende grund nord for København. Villaen kunne dog lige så godt ligge i Rocky Mountains, i Marokko eller på en strand ved Stillehavet.
Villaen er nemlig baseret på et kosmopolitisk koncept, som vil få den til at tage sig naturligt og smukt ud hvor som helst i verden.
John Kindt-Larsen, der sammen med den fransk-marokkanske arkitekt Khalid El Bidaoui, har skabt konceptet, bor i dag selv i huset, der er opkaldt efter hans tiårige datter Joy Frederikke.
Kom med pleasure tv med inden for (klik på play-knappen i billedet):
TV Indslag
Forskudte symfonier
Designmæssigt er huset en ren symfoni af forskudte niveauer, som kun er delvis afskærmede fra hinanden. Der er i alt fem pejse og ildsteder i huset, som også er forsynet med tiptop elektronisk udstyr, deriblandt en centralstøvsuger.
Arkitektonisk er villaen en fusion mellem skandinavisk enkelthed og global naturluksus. De store glasflader, som åbner huset mod omgivelserne, holdes på plads af en struktur, bestående af eksotiske træsorter og sjældne stenarter. Materialerne, massivt merbau, mahogni og sort granit, er hentet fra de steder i verden, hvor kvaliteten er bedst.

”Mit ønske var at skabe et hus, der forener det bedste indenfor moderne dansk arkitektur med de lødigste materialer i verden. Desuden er alt, fra trappegelænderne i matteret rustfrit stål, til det skræddersyede køkken, designet specielt til huset,” forklarer John, som selv har stået for formgivningen.
Barer og biograf
Familien, der også omfatter hustruen Phyllis, som er investeringsrådgiver, og datteren Maria på 20, har også stået model til huset. De næsten 600 kvadratmeter er nemlig skræddersyet til det liv, som en kernefamilie med en - lad os bare sige afslappet økonomi - formodes at leve, uanset hvor i verden de har valgt at slå sig ned.

Derfor er der i villaen både en voksen- og en ungdomsafdeling med eget badeværelse og stue/legerum, et motionsrum, en biograf, en spa pool samt ikke færre end tre barer: en espressobar i hallen, en biografbar med kig ud mod spa poolen, og en udendørs bar på den mahognibelagte terrasse, der med sine 75 kvadratmeter er på størrelse med en toværelseslejlighed.

Plads til gæster
Da både Phyllis og John er executives med flydende arbejdstider, er der også et kontor og biblioteksrum i huset, og der er også tænkt på overnattende venner eller medarbejdere. De får nemlig deres egen lejlighed på 85 kvadratmeter med stue, soveværelse, køkken og bad.

Naturen, hvad enten det er bjerge, enge eller hav, er også tænkt ind i konceptet. Der er nemlig tilføjet terrasser både i forbindelse med sovefløjene og ud foran stuen, og man har også sørget for, at naturen lukkes ind i huset gennem store, mahogniindrammede glaspartier.











