BilenMan har indtil nu gjort den højere, længere, mere rummelig og sågar givet den firehjulstræk.
Så det eneste spørgsmål, der falder helt naturligt bag rattet i nyeste skud på Mini-stammen er sådan set: Hvorfor først nu?
Uhøjtidelig charme står øverst på listen, og her kan sættes et stort fedt flueben allerede inden start
Det ligger jo egentlig så snublende nær for højrebenet at lave en tosædet roadster ud af den lille engelske charmetrold, og nu sker det endelig med Mini Roadster. Man kan undre sig over, at der inden da både skulle komme noget, der ligner en stationcar, og noget der minder om en SUV i form af Clubman og Countryman.
De kække proportioner med den korte kabine og frække bagdel fungerer ekstra godt med taget på
De er også herlige biler på den der funky, afvæbnende Mini-måde, men det virker altså bare mere naturligt med den nye Mini Roadster. Desto mere kan man undre sig over, at det er den første tosæders åbne bil i hele mærkets historie, når nu Mini er født og opvokset i selve kernelandet for små, åbne sportsvogne.
Anyway – det er altsammen et udtryk for, at den lille roadster rammer plet på Mini-skiven. Det vil sige, at uhøjtidelig charme står øverst på listen, og her kan sættes et stort fedt flueben allerede inden start. De tosæders proportioner klæder den rigtig godt. Det gælder i endnu højere grad med taget på, hvor kalechen giver et fremadstræbende look og en fræk bagdel. Det har jo aldrig skadet nogen.
Læs også:
Flipperbilen er blevet til en fossilfræser
Designsucces nr. 5 fra Citroën
Men det topløse look er selvfølgelig dét, vi først og fremmest skal bedømme en roadster på. Her er den i hård konkurrence med sin egen firesæders søster, som stadig kan dreje hoveder, men Mini Roadster skruer mere op for charmen med bl.a. en knap så stejl forrude, store forkromede styrbøjler bag de to sæder og en mere integreret foldning af kalechen, fordi der er plads til en egentlig kalechebrønd.
Den lille hækspoiler, der kører op ved 80 km/t, er også arvet fra den tosæders Coupé-søster. Sjovt nok måler Mini Roadster tre millimeter mere på totallængde end den firesæders Mini Cabriolet, men det er jo også et udtryk for, at det langt hen ad vejen er samme karrosseri.
Så det er altså ikke for at få en mindre bil, at man skal vælge Mini Roadster. Som så meget andet i den familie er det et spørgsmål om stil. De to sparede bagsæder er godt nok gået til næsten en fordobling af bagagerummet i forhold til Cabrioleten, så det er vokset fra minimalt til lille.
Kalechen er manuel i bedste rå roadsterstil, og den kan slås ned, mens man sidder i bilen
Det vil sige fra 125 til 240 liter, og samtidig er der en læsseklap ind mod kabinen, så f. eks. kiteboardet kan klemmes ind. Men hvis det er bagageplads og praktiske egenskaber, man går efter, så er svaret stadig Mini Cabriolet med sine klapsæder og op til 680 liter bagagevolumen i alt.
Kalechen er en type, som puristerne ville kalde en betingelse for overhovedet at kalde bilen en roadster. Det vil sige en helt minimalistisk klud med synlige stænger og ren manuel betjening.
Den lille roadster rammer plet på Mini-skiven
Kalechen udløses med et drejeligt låsegreb over forruden efter samme princip som på f.eks. den nuværende Porsche Boxster, og så skubber man bare taget henover hovedet, så det falder på plads i sin brønd. Der skulle også være en semi-elektrisk model på vej som ekstraudstyr, hvor man kun skal udløse låsen manuelt.
Mellem de to nakkestøtter sidder en lille vindskærm, der er delt vandret på midten, så man kan komme til udløserhåndtaget, når kalechen skal på igen. Vindskærmen fjerner stort set den sidste turbulens, som der ellers ikke er meget af i den korte kabine. Her har den en lille fordel i forhold til den firesæders.
Sjov og styrevillig
Interiøret er magen til det i Mini Coupé, og den nye Roadster kører selvfølgelig, som en Mini skal køre. Sjov og styrevillig, men også med tydelig flex i karrosseriet, når man kører på ujævne veje. Her virker den ikke mere stiv end den almindelige Mini Cabriolet.
Så det skal hverken være for bedre køreegenskaber eller bagageplads, man vælger Mini Roadster. Kan man undvære de to bagsæder, er der cirka 22.000 kr. at spare på grundmodellen Cooper Roadster, men valget er først og fremmest en stiløvelse og måske et ønske om at skille sig ud.
Seks frække gnomer i Mini-familien. Fra venstre er det Mini Hatch, Cabriolet, Roadster, Coupé, Clubman og Countryman
Det er altsammen very Mini. Ligesom når fabrikkens folk selv kører den funky, citysmarte stil ved at holde pressemødet i form af en drive-in biograf seance, selvfølgelig i gennemført stil med servering af popcorn undervejs.
Man skulle ikke tro, at en Mini overhovedet kunne blive frækkere, men det lykkes til fulde med Mini Coupé.
Man skulle heller ikke tro, det kunne lykkedes at gøre en Mini endnu mere upraktisk. Men det er sørme også lykkedes med Coupé, selvom den har en stor bagklap og teknisk set er en tredørs hatchback.
Det ser nærmest ud, som om Mini Coupé går med omvendt kasket
Men der står skrevet sportscoupé med fed skrift ud over alle ambitionerne, og udseendet har den i hvert fald på plads. Designet er helt specielt, og det er naturligvis taget, der suger øjnene til sig.
Tosæders, pivfrække coupélinjer og et helt vognlæs attitude. Mini Coupé er en selvbevidst lille sag med ambitioner om at være sportscoupé
Det ser nærmest ud, som om Mini Coupé går med omvendt kasket, og hele konstruktionen får bilen til at ligne en cabriolet med hardtop. Eller rettere en roadster med hardtop. Det er nemlig Mini Roadster på siden her overfor, der er nærmeste slægtning til den lille tosæders bandit.
Det er også lykkedes meget godt at skjule, at det er en praktisk tredørs bil. Det gælder sådan set også, når man åbner den store bagklap, hvis man skal være lidt grov. Bevares, bagagerummet er en halv gang dybere, men det er meget irregulært i formen og med en bred forhøjning på tværs.
Der er en lille læsseklap ind til kabinen, så lidt længere genstande kan komme med, men hvis det f. eks. er ski, skal de ikke være særligt lange.
Læs også:
Her er den nye 911
VW Up! tager minibil- klassen til nye højder
Kabinen er som sædvanlig fra den kant meget munter og uhøjtidelig. Det enorme multiur med speedometer sidder lige i midten, og der er det sædvanlige virvar af vippekontakter, som vi kender fra den øvrige Mini-familie. Lidt rodet på den charmerende måde.
Over forruden sidder bl.a. en knap til manuel betjening af den kække hækspoiler, der ellers kører automatisk op ved 80 km/t og ned igen omkring 60-65 km/t. Hækspoileren er en fed detalje sammen med tagspoileren over bagruden.
Taget giver et helt specielt look og minder om en cabriolet med hardtop – eller en gadedreng med omvendt kasket
De to spoilere giver jo teknisk set også noget mere downforce på bagakslen, men vi skal nok længere op i motorisering end den testede Cooper SD med dieselmotor for rigtigt at få glæde af dem. Den er selvfølgelig det fornuftige valg, en nøjsom, men magtfuld toliters maskine med 143 hk, som vi også kender fra f. eks. BMW 118d. Her i Mini Cooper SD kører den officielt 23,3 km/l.
Men hele bilen og dens attitude skriger på at gå all-in med en John Cooper Works version med 211 hestekræfter. Der skal benzin på bålet, men så runder prisen også – ahøm, 600.000 kr., inden du har slået bare halvandet kryds på udstyrslisten.
Det er jo helt debilt, og realistisk set byder Coupé ikke på voldsomt bedre køreegenskaber for pengene end en almindelig Mini. Det er svært at trylle mirakler ud af en basisbil, som er kort og stiv i forvejen.
Det helt store partytrick for Mini Coupé er den store bagklap, men det fører desværre ind til et noget irregulært bagagerum
Så vi ender igen i, at valget mere er en stiløvelse for cityslickers, der hellere vil have lidt mere bagagerum end to små bagsæder og skille sig ud efterhånden, som en almindelig Mini bliver lidt for... – nåja, almindelig. Og dét er både godt tænkt og godt udført med Mini Coupé.
Men sørg for at have det rigtigt sjovt for pengene, for denne Mini Cooper SD har en basispris på 426.500 kr. Selv prisen er en frækhed.
Læs også:
Guldægget fra BMW oser af selvtillid
Audi-kompromis til 1 million kroner
