BilenBilgiganterne i Motor City kører den europæiske vej med mange af årets nyheder.
Tæppet går, musikken brager, lysene glimter og ind på scenen ruller... – endnu en enorm pickuptruck eller “muscle car” med en kæmpe V8-kværn under hjelmen og fortiden bag sig. Sådan plejer det at være.
I år er det kække, mellemstore, europæisk inspirerede nyheder, der dominerer scenen
Men plejer er død i Detroit. Og selvom bremselængden minder om et IC4-tog, så har den amerikanske bilindustri endelig taget rattet i den anden hånd.
I år er det kække, mellemstore, europæisk inspirerede nyheder, der dominerer scenen på årets første internationale biludstilling. North American International Auto Show i bilernes egen by har ellers mindet mest om en tidslomme, en bilernes Jurassic Parc, hvor man stadig kunne høre brølet fra rigtige “Detroit-jern” med rigtige motorer, fra dengang farfar var ung. Bogstaveligt talt i nogle tilfælde, for den finere (motor)teknologi har sjældent præget billedet.
Læs også:
Guldægget fra BMW oser af selvtillid
Bilens fremtid: En smartphone på fire hjul
Skadestue for de danske luksusbiler
Men nu er der nye boller på suppen, og et slående eksempel præsenteres af selveste Cadillac. Dyk ned i hukommelsen og ræk ud efter skuffen med fordomme – så har I det traditionelle billede af de store, prangende flydere, fyldt med svulstigt lir og alfonser med fjerhat. Det eneste skarpe på de biler har traditionelt været de lange, smalle, lodrette lygter, og en gammel vits lyder, at det eneste, der holder liv i Cadillac, er de dårlige veje i Detroit. Så bløde var de.
Men se så den nye Cadillac ATS, der lige er rullet ind på scenen: Et målrettet missil med direkte lockup på BMW 3-serie med sit letvægtschassis, 50-50 vægtfordeling og baghjulstræk. Udviklet på Nürburgring, med fem-leds baghjulsophæng og justerbar undervogn. Fire-cylindrede motorer, med og uden turbo med 202 og 270 hk – og en diesel på lidt længere sigt.
“Målet med Cadillac ATS er at ændre status quo i dette europæisk dominerede segment,” lyder krigserklæringen fra Detroit.
Nu er det jo ikke første gang i verdenshistorien, at en amerikansk bilfabrik bralrer op om at erobre det globale herredømme. Og Cadillac drønede for få år siden med 180 og et nyt distributionsnet ind i en europæisk offensiv, der endte med et tilbagetog i næsten samme hastighed.
Men dét, der nok bør få os til at trække knapt så hårdt på smilebåndet denne gang, er den tilsyneladende betingelsesløse overgivelse til den europæiske måde at udvikle og bygge biler på. Hvis først de amerikanske mastodonter kommer på sporet af dét – og de amerikanske forbrugere også får smag for biler, der faktisk kan køre og dermed åbner et hjemmemarked – så kunne det jo teoretisk blive interessant. Altså om en generation eller to, men nogle gange kan tingene jo altså gå hurtigt over there.

Halløj for en lille bisse! Chevrolet Code 130R slår stregerne til en bil for køreglade unge amerikanere, der får baghjulstræk, men kan nøjes med fire cylindre og 150 hk
I samme koncern, hos giganten General Motors, søger Chevrolet også helt nye veje. Konceptbilen Chevrolet Code 130R er en lille frækkert med baghjulstræk og masser af american attitude. Men motoren er såmænd bare en 1,4-liters rækkefirer med turbo og 150 hk. Seks-trins automatgear er standard, men jo-jo – der kan skam vælges seks-trins manuelt gear, og den nye Chevrolet-frækkert skal henvende sig til “køreentusiaster”. Desuden har den hybridsystemet eAssist, som opsamler bremseenergi og giver et skud ekstra acceleration.

Billig og eksotisk. Det er nøgleordene bag Chevrolet Tru 140S, som har forhjulstræk, platform fra Chevrolet Cruze og teknik fra opladningshybriden Volt
Chevrolet viser også konceptbilen Tru 140S (hvem finder dog på de navne?), som er en forhjulstrukket, tre-dørs hatchback/sportscoupé med fire sæder. Den skal være en “eksotisk bil man har råd til” ved at basere den på platformen fra Chevrolet Cruze og teknik fra opladningshybriden Chevrolet Volt.

Coming to America. Alfa Giulietta er gået undercover som Dodge Dart, som en slags omvendt Marshall-hjælp fra Fiat Group til Chrysler
Chrysler-koncernens Dodge-mærke har også prøvet at indtage Europa – også uden held. Nu går man så den anden vej med hjælp fra partneren Fiat Group med en Alfa Romeo Giulietta bag Dodge-fronten. Endnu en tegn på, at amerikanerne falder til den europæiske patte, men også spændende at se, om de kan lide den italienske milkshake. Dodge Dart, som blandingen hedder, får Alfas fire-cylindrede motorer, og det er ikke planen at lancere den i Europa.
Til gengæld byder Detroit også på et smugkig på den næste Ford Mondeo, dog i form af den amerikanske fætter Ford Fusion, som den hedder på de kanter. Men Ford skriver direkte i pressematerialet, at den giver et signal om den næste Mondeo til verdensmarkedet, så bare tag den for pålydende. Det lykkedes jo at få den seneste model placeret i en James Bond-film mod et mindre gebyr, og den nye front ligner en ambition om at slå Aston Martin helt af pinden...

Den hedder Ford Fusion, men ligger meget tæt på den næste Ford Mondeo. Og nogle i koncernen ser ud til at savne Aston Martin
Mercedes viser i Detroit, at forkortelsen bag den åbne SL – Sport und Leicht – nu skal tages alvorligt igen. Den nye model er bygget næsten kun i aluminium, så f. eks. en SL 350 har smidt 140 kilo i forhold til forgængeren. Samtidig er forbruget sænket med næsten 30 pct. Klaptaget kan nu leveres i en version med Magic Sky Control, hvor glasset kan skifte fra klart til stærk tonet med et tryk på en knap.

Mercedes SL er sendt på slankekur med aluminiumspulver, så den nye model har tabt op til 140 kilo
Mini vrider endnu en variant ud af sin lille retrofrækkert, så Mini Roadster bliver den sjette model i familien. En to-personers roadster, hvor du selv må hive stofkalechen på plads og med mere plads til legetøj. Der er ekstra stuveplads bag forsæderne, og dit snowboard kan også være der ved hjælp af en ekstra klap mellem bagagerum og kabine.

Hele seks varianter ud af én retrobil. Mini forstår at udnytte sit brand og barsler nu med den to-sæders Mini Roadster
Smart rusker op i begreberne i pickuptruckens eget land med sin egen lille fortolkning, som uden problemer selv kunne stå på ladet af en almindelig pickup. Navnet Smart for-us rummer også en fiks lille hentydning til amerikanerne. Hvem har i øvrigt nogensinde set en pickuptruck uden for Midtvesten, som rent faktisk havde noget på ladet? Nå, men Smart for-us kan med lidt god vilje læsse et par cykler uden forhjul, og så er bilen oven i købet eldrevet.

En mikro-pickup, der hedder Smart for-us. He-he – fik I den cowboys? Denne lille eldrevne sag kan stå på ladet af jeres store V8 trucks, hvis det skulle være
Det er nye tider, men det kræver nok lidt mere tid, inden amerikanerne stiger ned fra den høje hest og hopper på dén.
Læs også:
Designsucces nr. 5 fra Citroën
Den japanske BMW har hele pakken
Her er den nye 911
Faktaboks

















