Hvordan kan noget så velskabt være så politisk korrekt? Den danske importør er nu klar med en teknisk finte, så Fisker Karma nærmest bliver et røverkøb som ren elbil.

16.01.2012 tekst: Kurt Henriksen foto: Red Star Photo

Karma: Et politisk korrekt røverkøb

BilenDen elektriske skønhed Fisker Karma virker overbevisende i den første længere hverdagstest – også uden den grønne glorie. Bilen er lækker nok i sig selv, og den danske importør kaster nu en prisbombe.

Henrik Fisker har endnu en gang bevist, hvorfor han regnes for en af verdens bedste bildesignere 

Designet alene er argument nok for mig. Så kunne den for min skyld køre på pandablod og bruge levende babysæler som støddæmpere.

Men det gør den jo ikke, den skønne Fisker Karma. Den er tværtimod en opladningshybrid, der kan køre op til 80 km som ren elbil og oven i købet er tegnet og ført ud i livet af vor egen landsmand Henrik Fisker.

Bagenden på Karma minder om Fiskers første egne kreationer i coach build-perioden, og det er herligt at se, når en designer sidder for bordenden

Nu står den her så, klar til den første længerevarende test i den danske hverdag. Goodbye California, velkommen til grå vinter med temperaturer tæt på frysepunktet og et transportbehov, der er noget mere konkret end cruising under palmerne.

Men efter fire dage er jeg efterhånden overbevist: Grundlæggende er bilen og konceptet i orden. Glem alt om Tesla og de nyeste fabriksbyggede elbiler i husholdningsklassen. Her er vi selvfølgelig oppe i en helt anden liga.

Verdensklasse designer

Først og fremmest er Fisker Karma møglækker. Det skal man være blind for at overse, for Henrik Fisker har endnu en gang bevist, hvorfor han regnes for en af verdens bedste bildesignere.

Der er design nok til to biler på de fem meter langstrakte linjer, men som altid balancerer Fisker på den rigtige side af stregen uden at overdesigne.

Læs også:
Ny Ferrari - Fra nul til topløs på 14 sekunder
Ny Maserati - Ret beset to biler i én
Ny Lamborghini: Ond som aldrig før

Og for en gangs skyld er der basis for det misbrugte udtryk “dramatisk design.” Når man går rundt om bilen, opdager man også, hvor mange forskellige ansigter og udtryk, den egentlig har. Det er svært at beskrive, men f.eks. virker fronten utrolig massiv og bred fra nogle vinkler, mens det slanke og langstrakte træder igennem fra andre. Anyway – det virker.

Og med tre meter og 16 centimeter akselafstand mellem de enorme 22 tommer hjul forsøger Fisker på ingen måde at skjule, at han har bygget en stor bil. Lækre detaljer som f.eks. det blærede tag med indbyggede solceller sætter en tyk streg under, at her kommer noget ganske særligt.

Blinklys-lyd-problemer

Det gælder også interiøret. Lige med undtagelse af nogle stikkontakter, hvor Fisker nok skulle have rakt en hylde højere hos underleverandørerne og en blinklys-lyd, som en Lada ville skamme sig over. Men selvom testbilen her er den sidste forseriemodel inden de endelige produktionsbiler, virker det ellers meget gennemført og færdigt i kabinen.

Fisker Karma er en helt anden type bil med et sporty, men mere tilbagelænet Gran Turismo-temperament 

Farvemæssigt er det dog knap så stilsikkert her i denne Ecochic-version, hvor hele det trefarvede interiør angiveligt er lavet af 100 pct. genanvendelige og ikkeanimalske materialer. En Karma leveres dog også i f. eks. Ecosport-version med go’ gammeldaws ko på sæderne. Økologisk opdrættet selvfølgelig.

Da jeg henter bilen, viser displayet 76 km rækkevidde på det fuldt opladede batteri. Det holder stort set stik i praksis med 130-140 km/t på motorvej og temperaturer tæt på frysepunktet, så det er godkendt i forhold til de 80 km, der loves.

Bemærk solcellerne i taget – det er da noget mere økocool end det sædvanlige blær med kulfibertag

Det første, der slår mig bag rattet, er det meget høje komfortniveau. En Fisker Karma er lige så lydløs, som man tror, en elbil vil være, hvis man aldrig har prøvet én. Men den naturlige støj fra dæk, vind og den minimale transmission – som normalt bliver overdøvet af en forbrændingsmotor – er stort set helt væk her. Så også på dét punkt lever bilen op til sin placering i luksusklassen, og affjedringen er velafstemt og passende fast til præstationerne.

De to separate bagsæder byder dog ikke på meget komfort. Der er slet ingen lårstøtte, og hovedhøjden rækker kun lige til små voksne eller store børn – til gengæld er der Isofix-beslag til barnesædet.

Da batteriet løber tør, sniger den toliters benzinmotor med turbo sig i gang et sted derude under den lange motorhjelm. Jeg hører det ikke, selvom jeg sidder og lytter efter. Først under acceleration hører man den lidt hæse lyd. Med strøm på batterierne og bilen i Sport-mode trækker både elmotorer og benzinmotor på fuld kraft, og så er lyden en spøjs blanding af hvinende turbine og stoppet støvsuger.

Interiøret på denne Ecochic-version er lavet af 100 pct. genbrugsmaterialer, men derfor kan man jo godt diskutere farvevalget

Der er ingen mekanisk forbindelse mellem benzinmotoren og de trækkende baghjul, så hjælpemotoren bruges udelukkende til at producere mere strøm. Ved bagakslen sidder to elmotorer med i alt 403 hestekræfter og et svimlende højt drejningsmoment på 1330 Nm.

Det virker voldsomt, men kun på papiret. Den er da hurtig, bevares. Men mere end 2,5 tons Karma lægger effektivt en dæmper på løjerne. Man får ikke den voldsomme elektrochokacceleration som i f.eks. en Tesla Roadster. Den helt lineære kraftudvikling snyder også lidt.


God balance

Fisker Karma er da også en helt anden type bil med et sporty, men mere tilbagelænet Gran Turismo-temperament. Den viser sig dog at have en overraskende god balance og et sikkert greb i underlaget på snoede småveje – trods de enorme sommerdæk på frostkold asfalt. Her hjælper et superstift karrosseri, god undervogn og et lavt tyngdepunkt fra batteripakken.

Men først og fremmest er Karma bare cool. Og selvom jeg må abstrahere fra testbilens forserienykker, hvor displayet flasher flere fejlmeldinger end dansk økonomi virker den grundlæggende pakke overbevisende.



Hybridteknikken er i øvrigt en gennemprøvet sag, der er udviklet til det amerikanske militær. Så selvom Fisker Automotive netop har måttet annoncere udskiftning af batteripakken for de første leverede biler, så kommer der nok styr på dét.

Paradekørsel

Og hvis behovet primært er paradekørsel op og ned ad Strandvejen på vej til kontoret, så rækker det jo fint med 80 km rækkevidde på elmotor alene. I så fald er den gode nyhed, at man kan nøjes med at betale 829.000 kr. som ren elbil uden afgift (se boks).

Det er ikke meget mere end en to-sæders Tesla Roadster og en rund trediedel i forhold til de mest oplagte firedørs sportssedaner med benzinmotor. Set i dét lys er den indbyggede tekniske, politiske og økonomiske usikkerhed i en elbil vel til at leve med.

Læs også:
Volvo-prototype kører 52 km/l
Suveræn elbil uden achilleshæl
Skibsreder med kælderen fuld af superbiler

borsen statistik bnt
Type
Sportsvogn
Mærke
Fisker
Model
Karma
Årgang
2012
Se også
- Luksus-stationcar fra Henrik Fisker
- Her er den nye 911
- Verdens bedste sportsvogn? Der er noget om snakken
Fakta
Fisker Karma
Fire-dørs, fire-personers sportssedan plug-in hybridteknik

■ Motorer
2 x 150 kW el-motorer
■ Rækkevidde-forlænger 2l-turbo, benzin, 260 hk
■ Effekt, el-motorer 403 hk
■ Drejningsmoment 1330 Nm fra 0 (nul) omdr.
■ Transmission Et-trins gear, baghjulstræk
■ Længde/bredde/højde 500/198/133 cm
■ Egenvægt 2.539 kg
■ Acc. 0-100 km/t* 5,9 sek.
■ Acc. 0-100 km/t** som elbil 7,9 sek.
■ Tophastighed* 201 km/t (begrænset)
■ Tophastighed som elbil** 153 km/t
■ Samlet rækkevidde batteri+benzin 483 km
■ Rækkevidde på batterier alene 80 km
■ Grundpris som hybrid-bil 2,2 mio. kr.
■ Grundpris som el-bil u/afgift 829.000 kr. inkl. moms

* I Sport-mode med både benzin- og elmotorer
** I Stealth-mode på batteri alene

Steen Yde
Børsen Weekend
 

Find artikler:

Find artikler
 
 

SENESTE BIL ARTIKLER


 
 
 

Seneste