BilenVW Beetle træder i karakter som en mindre rund og mere adræt livsstilsboble.
Blomstervasen er væk. Og eftersom djævlen ligger i detaljen, er det ofringen af dén lille gimmick, der fortæller den helt korte historie om den nye Beetle. Eller ”the new, new Beetle”, som den jo egentlig må hedde, eftersom den er retroversion 2.0 af den kære gamle Boble.
VW Beetle Sport leverer varen med masser af sjov i gaden og et solidt kraftoverskud
Altså den vi husker og elsker som den gravide rulleskøjte, mariehønen, hippiebulen, og hvad folk nu ellers har givet den af kælenavne gennem tiden. Boblen var rendyrket flower power.
Det skulle den første retroudgave selvfølgelig også være, men nu er den joke jo sådan set kørt af. Og hvad gør man så? Det eksistentielle spørgsmål er jo, om man overhovedet kan lancere en retrobil to gange. Den tysk/engelske rival Mini styrede – agil som altid – kækt udenom den udfordring ved at lægge sin anden moderne udgave så tæt på den første, at ingen opdagede skiftet, selvom alle karrosseridele var nye.

Sportsrat med flad bund, sportssæder og DSG-gear – hvad sker der? De tre små runde instrumenter øverst er dog ekstraudstyr
Hos VW er man gået noget mere radikalt til værks. Lavere og fladere tag, fladere forrude og en højere grad af attitude. Ikke mindst i topudgaven Beetle Sport, som vi har fingre i her.
Prikkerne over i’et
Prikkerne over i’et er 19 tommer Tornadofælge (ekstraudstyr), en kæk anderumpe-hækspoiler og en markant “Turbo”-skrift på siden. Det svarer til at male flammer henover motorhjelmen på en 2CV. Men hér hænger tingene sammen. Og med en toliters turbomotor på 200 hestekræfter samt DSG-gearkasse med dobbeltkobling er der også noget at have den kække attitude i.
Kan man overhovedet lancere en retrobil to gange?
200 heste er meget at sende ud gennem forhjulene og ned i våd, kold asfalt via vinterdæk. Beetle Sport er heller ikke så raffineret i undervognen som den forrige Golf GTI, der har leveret drivlinjen. Det mærker man, når der skal spilles med musklerne, selvom Beetle Sport også har elektronisk spærredifferentiale i begge motorudgaver. Men man skal ikke undervurdere de sporty egenskaber, selvom tyngdepunktet er højere, og undervognen knapt så skarp som på en GTI.
Det er måske også mere fair at kalde Beetle Sport for en rundrygget Scirocco. Uanset hvad, så leverer den varen med masser af sjov i gaden, et solidt kraftoverskud samt den sporty inspiration og gode komfort, der er indbygget i DSG-gearet. Ovenikøbet til en rimelig pris.
Læs også:
Årets vigtigste nyheder - Personbiler
Opel sætter turbo på familieslæden
Audi: Stadig vor smukkeste bil nogensinde
Den fedeste detalje er lyden. Det kan godt være, at nostalgien er nedtonet på de fleste punkter, men når Beetle Sport får lidt kniv, har den en tone hen i retning af den go’e gamle, luftkølede boksermotor i originalen. Det er selvfølgelig ingen tilfældighed, men udtryk for sound engineering på et højt plan. Supergeil!
På et andet punkt har VW dog tilsyneladende glemt, at der er kommet andre boller på suppen og derfor er brug for mere suppe. Bilen er simpelthen vokset fra sin brændstoftank. Efter bare 330 kilometer med kun nogenlunde halvfrisk kørsel var der dømt reservetank og kun 50 km rækkevidde tilbage. Hvorefter den kun sluger 44 liter, så den kort efter er gal igen. Jeg tester jo som regel på kontinentet, hvor vi ikke skal vende hele tiden, når øen slipper op.

Mindre rundbuestil og en mere markant profil. Stafferingerne på siden kan fåes med skrift i personlig udgave som her
Alt i alt har Beetle udviklet sig til noget i retning af en sportscoupé i denne udgave. Men kan man dét? Er det ikke at gøre vold på den gamle Folkevogn? Visse-vasse, vi må videre.
Lad blomsterne visne, og slip hestene fri. Og i en tid, hvor man på få år kan mutere fra gammelkommunist til skarpslikket erhvervsminister og gazelleentreprenør, må en gammel Hitler-slæde vel også gennemgå en personlig udvikling og blive lidt mere præcis, som det hedder.
Desværre og underligt nok markedsfører den danske importør ikke Beetle Sport med “Turbo”-stafferingerne som på testbilen her. Til gengæld kan man bestille med en personlig inskription på siden. Må jeg foreslå “Bad Beetle”.
Læs også:
Brutal Cadillac med monstermotor
Tysk kraftwerk - Med og uden tag
Den legendariske Folkevogn er tilbage


















