BilenPå en lille stille vej med murstensgule rækkehuse og enetages erhvervsejendomme i udkanten af København ligger et ikke helt tilfældigt autoværksted.
I snart 50 år har Bernt Hansen og hans kone, Bodil Hansen, kælet for cremen af firhjulede køretøjer på dansk jord. Og festen er langt fra slut endnu.
Bernt og Bodil Hansen har specialiseret sig i reparation og vedligeholdelse af det ypperste inden for bilens univers
Hvis det ikke var for et par diskrete computere, datoerne på aviserne på det lange masonitbord og nummerpladerne på et par af de køretøjer, der holder sirligt parkeret på ræd og række i det oplyste værkstedsrum, skulle man ikke tro, at vi snart skriver 2012.
Timeprisen er kravlet et par hak op fra de oprindelige 16 kroner, siden det bilbegejstrede ægtepar byggede værkstedet i 1962 – men den grønne arbejdsuniform, de 10 timer lange arbejdsdage og tidspunktet for eftermiddagskaffe er stadig præcis det samme.

Værkstedet i Rødovre har fået ikke så få rosende ord med sig gennem tiderne – blandt andet fra en af dronningens chauffører: ”Sådan skal et værksted se ud!”
Kunsten at få en træt Jaguar til at spinde
Hver dag triller noble damer som Jaguar, Rolls Royce, Rover og Bentley ind på matriklen til de kyndige mekanikerhænder i Rødovre, og sådan har det altid været.
Bernt og Bodil Hansen har specialiseret sig i reparation og vedligeholdelse af det ypperste inden for bilens univers – for den fremmeste del af dansk erhvervsliv og nationens royale garager. Oprindeligt ad tilfældighedens vej, men altid forbandet helhjertet og uden at snuble over et eneste bump undervejs.
”Det hele startede med, at min far døde i 1956. Jeg ville selv gerne have været ingeniør, men min onkel mente, at jeg kunne klare mig lige så godt inden for mekaniker-faget,” fortæller Bernt Hansen om rejsens begyndelse.
Vi sidder alene på mange ting i Danmark og med en stor knowhow
Ifølge familiens patriarker stod der ikke flipproletar i den unge mands fremtidsplan, og selvom der heller aldrig havde stået Rødovre, blev de første spadestik til det byggeri, der stadig oser af autentisk 60’er-æstetik, taget netop der. I datidens spirende forstadskvarter.

Klokken 15 hver dag sørger Bodil for kaffe og hjemmebag. Og et glas saft til Bernt. Om fredagen er der pilsner til madpakkerne. Sådan har det altid været. Bernt Hansens tre ansatte mekanikere har arbejdet på værkstedet i henholdsvis 42, 36 og 15 år.
Inden da havde Bernt Hansen gjort de indledende mekaniker-manøvre på De Danske Spritfabrikker, hos Ford og Nellemann og som selvstændig i en ombygget beverding på Roskildevej. Og selvom han den dag i dag ikke vil kalde sig rigtig mekaniker, har han tydeligvis altid formået at holde foden mere end dueligt på værksteds-speederen.
”Snavs har jeg aldrig kunnet lide, og uorden har jeg aldrig kunnet lide. Jeg er ikke nogen rigtig mekaniker som sådan,” fortæller den 76-årige indehaver med et smil på læben. ”Men jeg er typen, der ikke kan lade tingene være i fred, og jeg skal hele tiden have fat i den lange ende. Jeg kan ikke sende nogen ud at køre, uden at jeg selv tror på det.”

En kop med det helt rigtige mekaniker-motiv kan skam godt holde i tre-fire årtier
Håndværket, ambitionerne og virkelysten har aldrig fejlet noget, og spørger man ind til hemmeligheden bag den lille, solide familieforretning, runger svaret overbevisende.
”Nr. 1 er de mennesker, man har. Man skal sikre sig, at det er gode mennesker. Nr. 2 er de skoler, lærlingene bliver uddannet på – det skal være de bedste. Nr. 3 er værktøjet – alt skal være der – og nr. 4 er bygningerne.”
De er hinandens benzin i den daglige virksomhedsdrift og har været det, siden han som ung knøs scorede hende med sin første MG
Bernt Hansen har fulgt sine egne råd til punkt og prikke, opbygget et bomstærkt navn i branchen – og passet godt på det, vel at mærke.
”Vi sidder alene på mange ting i Danmark og med en stor knowhow, og selvom det har været svært at arbejde sig op igennem hierarkiet, når man ikke er uddannet mekaniker, så sidder vi her endnu, er konkurrencedygtige og får lov til at blive på toppen. Det er morsomt,” fortæller han.
Konstateringen giver anledning til et tidstypisk spørgsmål. For hvordan klarer man at holde en gammeldags, fem mand stor virksomhed oven vande, når krisen kradser og de økonomiske nerver flosses i alle afkroge?
”Man sørger for at være fem procent bedre end de andre – ikke 10 eller 20 procent, men bare en lille smule bedre,” forklarer den aldrende forretningsmand. ”Man skal vide lidt om penge – og det er gået udmærket,” lyder det med en beskeden snert af stolthed.

Sammen har Bernt og Bodil opbygget en forretning med 800 trofaste kunder – en enkelt helt tilbage fra begyndelsen i 1962.
Læs også: Billige bilklassikere til salg
Bodil og Bernt kan mere end at være hr. og fru Hansen. De er hinandens benzin i den daglige virksomhedsdrift og har været det, siden han som ung knøs scorede hende med sin første MG. Ganske som værktøjet, der altid ligger på sin bestemte plads, har de fundet deres faste roller i værkstedsbygningen på Glerupvej.

En Aston Martin tages under kærlig behandling
Imens Bernt trofast trækker i arbejdsuniformen med Jaguarlogoet på ryggen, huserer Bodil et par trin over værkstedshøjde – i det originale kontorlokale, hvor fastnettelefoner og ringbind kæmper om kap med indrammede diplomer og avisudklip.
Når man har en forretning, der kører godt, så er det svært at holde op. Og de der skrog, der holder op, når de er i 60’erne, de dør!
”Når man starter sådan en virksomhed, som min kone og jeg har startet, så er kunsten, om man kan spille spillet sammen i 24 timer år ud og år ind,” fortæller Bernt Hansen. ”Vi er to vidt forskellige mennesker – jeg står for det der ’sådan!’, Bodil har overblikket og kan det, som jeg ikke kan. Som mange af vores leverandører siger – jeg er bedre gift end min kone er,” griner han.
”Vi har været gift i 48 år, men jeg siger altid, vi har været gift i 96!” indskyder Bodil. ”Jeg føler, vi har været gift i 24,” kommer det prompte og på ægte charmørmanér fra Bernt.
Og når man er ved den kærlige pingpong, skal man ikke glemme det femte (uskrevne) punkt på Bernt Hansens princip-liste over vejen til succes; nemlig Chefen.
Læs også: Skibsreder med kælderen fuld af superbiler

På kontoret styrer Bodil værkstedets administration med hård hånd. Hun kan tage en stor del af æren for, at virksomheden for 11. år i træk kan bryste sig af en AAA kreditværdighed.
”Ved du, hvorfor mine kone hedder Chefen?” spørger han. ”Jeg har altid syntes, den er så sød, den der tegneserie med Blondie og Chefen i BT.” Bodil ruller mildt med øjnene og smiler. ”Jeg gør jo ikke noget, uden du har sagt ja.”
I bund og grund taler alt for, at luksuskareternes skadestue i Rødovre endnu har mange gode år foran sig. Indehaveren selv er heller ikke i tvivl.
Arbejdslivet har ingen udløbsdato her på matriklen
”Når man lægger en helt masse i en ting, så springer man ikke lige ud af det,” lyder det uden tøven fra manden, der ved siden af sin mekanikervirksomhed blandt andet har indhentet seks guldmedaljer i kapsejlads. Gammeldags kan nogen måske tænke, men ikke desto mindre et stædigt filosofisk princip, der har holdt ægteparret i nærkontakt med motorolie og reservedele langt ud over den almindelige pensionsalder.
”Når man har en forretning, der kører godt, så er det svært at holde op. Og de der skrog, der holder op, når de er i 60’erne, de dør! Kvinder kan sagtens, men mænd er nogle mærkelige, ensrettede starutter,” fastslår Bernt Hansen.
Lad de sidste ord være en konstatering lige så vel som en opfordring. Arbejdslivet har ingen udløbsdato her på matriklen.
Læs også: Den virkelig brutale Mercedes
















