BilenLamborghini Aventador er en af klodens hurtigste hyperbiler –men stadig en vild og voldsom kamptyr. Pleasure testede bæstet i Rom.

Hvis tid er et relativt begreb, så er jeg relativt imponeret over Romerrigets nye tidsmaskine. Ifølge Albert Einsteins teorier burde man være i stand til at bøje tiden, men i praksis vil det nok være hurtigere at fyre op under V12-reaktoren i Lamborghinis nye flagskib.

Så skarp i linjerne, så truende og så ond som aldrig før 

Inden stopuret runder tre sekunder, har speedometeret passeret 100 km/t, og sådan er det hele vejen med dén bil. 0-200 på 8,9 sekunder. Og hvis du f.eks. læser dette elektronisk, bruger du nogenlunde samme tid på at starte din Ipad op, som det vanvittige missil bruger på at skyde fra 0-300 km/t – 24,5 sekunder. Har du nerverne, kører du ganske kort efter 350 km/t.

Charlie Magee Den nye Lamborghini Aventador har et brutalt og dramatisk design – både udvendig og indvendig. En lunefuld tyr, der rummer et stort raseri. Foto: Charlie Magee

De imponerende data står i kø og kæmper om opmærksomheden i tæt konkurrence med de mange detaljer i et dramatisk og brutalt design. Så skarp i linjerne, så truende og så ond som aldrig før. Ond? Ja – ond som bare fanden. Lamborghinis topmodel har i de sidste generationer lignet noget, som Darth Vader har efterladt i den forkerte galakse, fordi den belastede hans image. Men den her ville han slet ikke turde nærme sig.

Læs også:
Billige bilklassikere til salg
Højteknologi til sommerens roadtrip
Skibsreder med kælderen fuld af superbiler

Sådan skal det være med en rigtig Lambo. En lunefuld tyr, hvor raseriet hele tiden ligger og lurer, og sådan er det også med den nye – både i udseende og opførsel. Aventador hedder dyret, og det er som sædvanligt navnet på en kamptyr. Denne gang en særlig modig én af slagsen, der gjorde helvede hedt for toreadorerne i Zaragosa i 1993.

Det gør den italienske udgave for så vidt også. Man skal i hvert fald være fokuseret og hurtig på både hænder og fødder, når man byder den op til dans. Især en dag som i dag, hvor en tør formiddag på Vallalunga-banen lidt uden for Rom glider over i heftig regn gennem de næste kørepas.

Meget kan de fikse hos Lamborghini. For eksempel at få den gyldne stads bestøvlede politi til at troppe op med etatens frække Lamborghini Gallardo i politiudgave – komplet med blå blink på taget – og give os eskorte for fuld udrykning hele vejen ud til banen. Jeg elsker Italien...

Men selv om afdøde pave Johannes Paul d. II skal saligkåres næste dag, så hele Rom står på den anden ende, vokser forbindelserne åbenbart ikke helt ind i himlen. Så skyerne samler sig og tisser en solid tår ned over banen hen på eftermiddagen.

En lunefuld tyr, hvor raseriet hele tiden ligger og lurer 

I forgængeren Murcielago var vi ikke sluppet levende herfra. Selv på tør asfalt gjaldt det om at sigte, skyde og lukke øjnene, når man gav fuld gas. Og så i øvrigt messe fem hurtige Ave Maria’er, hvis man ellers kunne nå det, inden man pludselig havde hænderne fulde med at tøjle rodeotyren.

Aventador er teknisk langt mere raffineret. Lamborghini har selvfølgelig ikke spildt tiden de sidste 10 år. Den 6,5-liters V12-motor er fuldstændig nyudviklet, og den er nu stærkt overkvadratisk (større boring end slaglængde), så den kan snurre helt op til 8250 omdrejninger i minuttet. Helt heroppe leverer den vanvittige 700 tyrekræfter, der sendes videre gennem en unik, ny gearkasse.

Man sidder hele tiden med fornemmelsen af, at noget stort og ondt lurer lige bag ryggen og puster én i nakken. Hvilket er helt korrekt – også rent teknisk.

Modsat Ferraris nye topmodel har Lamborghini fravalgt dobbeltkobling til fordel for en nyudviklet ISR-gearkasse (Independent Shifting Rods). Kort fortalt er det separate skiftegafler, som forbereder næste gear, allerede mens det nuværende er på vej ud. Der er stadig kun én kobling, men systemet sparer tid i skifteprocessen samt ikke mindst vægt, som er Lamborghinis begrundelse for at bruge det.

Skiftetiden kan komme helt ned på 50 millisekunder, og gearet roses for »en yderst emotionel skiftefølelse«. Det tør siges. Til sammenligning skiftes der omkring 140 pct. hurtigere end i den mindre Gallardo-model med e-gear, og det sker med et brag. I hurtigste indstilling og med fuld acceleration bankes næste gear i med noget, der føles som en forhammer i kløerne på King Kong.

Meget emotionelt, men også så voldsomt, at det giver ubalance i hele bilen – især hvis man skal skifte rundt i en lang kurve.

Aventador taler til de store følelser, den lille frygt og en fandens kildrende fornemmelse 

Gearskiftet kan sammen med bl.a. motorstyring, styretøj og undervogn indstilles i tre forskellige trin – Strada, Sport eller Corsa. Men med mindre man stiller op i et løb og har frit race uden pacecar, som vi har i dag, så virker Sport som det mest effektive valg – også på bane.

Undervognen burde egentlig hedde overvognen på Aventador. Den avancerede affjedring er nemlig bygget op efter push rod-princippet som på en Formel 1-bil, hvor støddæmperne ligger vandret, vinkelret på længderetningen og aktiveres af stødstænger nede fra hjulet. Det giver mere præcis styring af hjulene og mindre affjedret vægt, der også hjælpes godt på vej af lette og effektive keramiske bremseskiver.

Hele herligheden er pakket ind i en såkaldt monocoque af kulfiber – kabinen er lavet i ét stort stykke – der er fjerlet og superstiv. Samtidig fungerer den som et indbygget sikkerhedsbur, hvis tyren skulle brøle i hegnet. Avanceret kulfiberproduktion er blevet en specialitet hos Lamborghini, der har bygget en helt ny fabrik til Aventador. Sidste år præsenterede fabrikken den ultimative letvægter med konceptbilen Sesto Elemento, der har en køreklar vægt på kun 999 kilo – så bare vent!

Den 6,5-liters V12-motor er fuldstændig nyudviklet, og den er nu stærkt overkvadratiskså den kan snurre helt op til 8250 omdrejninger i minuttet.

Så rapfodet er Aventador trods alt ikke, selvom den er 90 kilo lettere end Murcielago. På banen er den karakteriseret ved Lamborghinis sædvanlige understyring, der først forsvinder, når man begynder at presse den rigtigt og arbejde aktivt med vægtforskydningen ind i kurverne. Man skal ikke gå for hurtigt ind, men arbejde sig til noget bid i fordækkene, og så ellers gå langt tidligere på gassen, end det ville være sundt at gøre i de fleste andre biler med så mange kræfter.

Det tidligere firehjulstræk med en simpel viskosekobling er afløst af en elektronisk Haldex-kobling, der reagerer langt hurtigere og ikke først skal registrere spin på baghjulene, inden forakslen får tilført flere kræfter.

Den våde bane gør selvfølgelig heller ikke meget gavn for grebet og giver ekstra understyring, mens de brede Pirelli-sutter arbejder for at holde varmen. Og under de forhold er det heller ikke optimalt at køre bag en pacecar, så man sidder tilbage med en lidt uforløst følelse. Man må f.eks. gætte sig til, om bilen for alvor kan bremse.

Det tror jeg dog, den kan. Og jeg tror på, at den kan tæve indvoldene rundt i kroppen på en tør bane, hvis man får lov at give gas. Lamborghini-folkene mener selv, at det nye flagskib tager et spring på hele to generationer frem. Det er rigtigt nok, målt i forhold til forgængeren, men ikke i forhold til konkurrenterne.

Aventador er stadig ikke så raffineret og delikat som en Ferrari, men det var også det sidste, jeg ville have forventet. Lamborghini bruger meget velvalgte effekter som jordskælv og vulkaner i deres fascinerende præsentationsvideo. Den rammer plet i den eksplosive følelse og det buldrende image, der omgiver tyrene fra Sant’Agathe.

Den sitrende fornemmelse bag rattet giver også en meget involverende oplevelse i Aventador. Man sidder hele tiden med fornemmelsen af, at noget stort og ondt lurer lige bag ryggen og puster én i nakken. Hvilket er helt korrekt – også rent teknisk.

Så lever man gerne med, at bilen er én millimeter fra grænsen til det overdesignede – men heldigvis på den rigtige side. Og man tilgiver, at finishen i kabinen ikke er på Ferrari-niveau og har et tydeligt Audi-islæt i mange knapper, selvom det er en italiensk hypersportsvogn til 6,5 mio. kr. Det glider ligesom i baggrunden her. En toreador spilder jo heller ikke sit liv med at strigle tyren først.

Men hvordan gik det egentlig med Aventador? Altså tyren, den fra Zaragosa? Tjah, den endte vel med at blive tirret og trukket ud af manegen ved hjælp af nogle rapfodede og stærke heste. Og det er sikkert dén del af historien, Ferrari-tifosis allerhelst vil dyrke. Tyren kæmpede bravt, men endte med at tabe.

Dens navnebror på fire hjul ser dog ud til at have væsentligt bedre chancer. Men en tyr er en tyr. Derfor giver det heller ingen mening at sammenligne den med en galophest. Lamborghini Aventador taler til de store følelser, den lille frygt og en fandens kildrende fornemmelse på en helt, helt anden måde.

Læs også:
Åben raket fra Bayern
Ny BMW udfordrer Maserati Gran Cabrio
Golf Cabriolet - 10 års venten er ovre