BilenHonda Crossrunner er en langbenet udgave af nyklassikeren VFR – men af en noget anden race.

Husker du hurtigløberen Hjulben i en ad tidens bedste tegneserier, fra før verden og Disney Sjov gik af lave? Du ved, den der frække struds, der rækker tunge af den glubske ulv og forsvinder i en støvsky med et kækt »mib-mib,« når den giver fuld gas og benene bliver til hjul.

På den positive side tæller, at Crossrunner er letkørt, velkørt og sikker 

Nå, men de husker den i hvert fald hos Honda. Og japanerne ville bygge en motorcykel, der var lige så kæk og sympatisk. Med lidt god vilje kan det specielle kåbedesign da også godt ligne et næb.

Crossrunner er nemmere at flippe fra side til side end en almindelig VFR, og lidt bedre træk i mellemområdet hjælper også på fun-faktoren.

»Vi har designet en motorcykel, der ikke ser aggressiv ud. Den skal ligne noget sjovt, der ikke er farligt, så konen også vil lade en familiefar begynde at køre motorcykel igen,« lyder det fra de glade Honda-folk.

Læs også:
Svinehurtig Honda - Med geniale gear
Motorcykel-Mutant: Sparker som en Ferrari
En Honda man enten elsker eller hader

Mage til vrøvl skal man ikke lede længe efter, for den slags hører man ofte til præsentationer. Især når bil- eller motorcykelfabrikker skal sandsynliggøre, at de har opfundet den dybe tallerken eller i det mindste en helt ny type køretøj. Det har Honda heller ikke denne gang, men der er bygget videre på det solide, tekniske fundament fra sportstoureren VFR.

Motor, stel, svingarm, forgaffel og bremser er i princippet helt magen til, mens hele maskinen er hævet med større frihøjde og styling i en lidt mere rå retning. En crossover ville man sige i bilverdenen, og det flugter jo meget godt med navnet på Crossrunner. Eller en funbike, som Honda også gerne vil kalde den.

Styret er 5 cm højere og trukket længere tilbage, så man sidder mere opret og forgaflen er en anelse stejlere for hurtigere styring. Så selv om Crossrunner ligner noget i retning af en endurocykel til let terræn, så er den først og fremmest skabt til swingpjat på de små veje. Her er den da også lettere og hurtigere at vippe fra side til side end en Honda VFR, selv om vægten på Crossrunner er relativt høj med 238 kilo ved fuld tank.

Stor lydpotte i samme trekantede stil som VFR, men på Crossrunner tager den desværre udsigten til det frække baghjul på lækker enkeltsvingarm.

Som VFR-kører føler man sig straks hjemme med den karakterfulde V4-lyd i ørerne, og en gasrespons, der er blevet hurtigere med mere bid i mellemområdet. Effekten begrænser sig til 102 hestekræfter mod 110 på VFR, men her er flere mavemuskler i mellemgulvet. Det lille hul i drejningmomentet, som VFR falder i ved 4-5.000 omdrejninger er væk på Crossrunner.

Den har ellers den samme avancerede V4-motor med variabel ventilstyring (VTEC), så der køres med to ventiler per cylinder op til omkring 7.000 omdrejninger, hvorefter alle fire ventiler kobles ind, og åndedrættet bliver mere hidsigt.

Og det er jo sjældent at se en lykkelig mand i nærheden af et køretøj, som konen har valgt 

Overgangen høres som et tydeligt vræl, men man slipper for det mærkbare ryk, der nærmest føles som en nedgearing på de første årgange af VFR VTEC. Så motormæssigt er man udmærket kørende, cyklen er svingglad, og man sidder perfekt med den vanligt gode Honda-ergonomi.

Men på de ujævne veje på Mallorca mærker man også, at VFR-konstruktionen efterhånden har nogle år på bagen, siden VTEC-modellen blev lanceret i 2002. Også selvom der er grænser for, hvor hårdt vi kan presse affjedringen, fordi vejene er yderst spændende og støvglatte.

Så når det gælder fun factor, kører Crossrunner i et hårdt felt i betragtning af prisen på 180.000 kr. Her er f.eks. Hondas egen CB 1000 RA et væsentligt sjovere og kraftigere bud, som oven i købet er 10.000 kr. billigere.

Og designmæssigt? Tjah, jeg ved ikke rigtigt med det der næb. Og i mine øjne kommer Crossrunner slet ikke i nærheden af den myndighed og lækre kvalitetsfølelse, der præger en VFR. Denne er selvfølgelig også 30.000 kr. dyrere, men ligner til gengæld noget, der koster det dobbelte.

Det digitale instrumentbord og de øvrige detaljer lever ikke op til den flotte finish, vi kender fra VFR.

På den positive side tæller, at Crossrunner er letkørt, velkørt og sikker. En af den slags uforpligtende cykler, hvor man bare hopper op og rider af sted – uden at komme galt af sted. Så konen skal nok blive glad, når hun ser den. Problemet er måske bare, at Honda Crossrunner er lidt for velopdragen i forhold til alternativerne i samme prisklasse. Og det er jo sjældent at se en lykkelig mand i nærheden af et køretøj, som konen har valgt.

Læs også:
Forår for den første danske motorcykel siden Nimbus
Folkevogn for de få: Pris 1,3 mio. kr.
Ferrari FF - Firehjulstræk og fire sæder