BilenStørre, pænere og kører bedre – ny Peugeot 508 er langt mere end kun en 407-efterfølger.
Mens Peugeot i de senere år har haft gode kort på hånden blandt de noget mindre biler, dvs. 107 eller 308, har franskmændene ikke just haft en vinderhånd i firmabilklassen på det seneste. Bevares, i de første år, da 407 kom på gaden, har Peugeot med 4000 solgte biler herhjemme haft stor succes med denne model, men det er efterhånden også syv år siden, 407 kom på gaden.
En hel ny Peugeot-oplevelse
Alderdommen trykker med andre ord, og i de senere år har Ford, Volkswagen, Opel eller senest Volvo lanceret deres nye trumfer efter hinanden. På biludstillingen i Paris sidste efterår løftede Peugeot sløret for 407-afløseren, og allerede dengang kunne vi konstatere, at efterfølgeren er blevet langt mere voksen. Nyt navn, komplet ny bil, og som vores test her i Alicante i Spanien også afslører, en hel ny Peugeot-oplevelse. Men lad os tage en ting ad gangen.

508 fås også som såkaldt micro-hybrid, men dette er kun en diesel med start/stop automatik og en elektronisk automatisk gearkasse, som resulterer i 22,7 km/l ved blandet kørsel.
For at understrege, at 407-efterfølgeren ikke bare er en efterfølger, hedder den nye Peugeot da heller ikke 408, hvilket vil være naturligt efter 405, 406 og 407; men 508. Man fristes til at sige, at den nye 508 ikke bare er et nummer bedre, fordi den ikke er døbt 408 – den er et kvantespring bedre end 407. Og på basis af den nye platform 3 i PSA-koncernen, som også den aktuelle Citroën C5 benytter, er både designet og ikke mindst proportionerne meget anderledes end tidligere. Ja, mere klassisk er nok det rette ord.
Læs også:
Første Ferrari med firehjulstræk
Porsche går i sort
Detroit viser grønne muskler
Frem for en lang front og en kort bagende som 407, er designet langt mere traditionelt og dermed også mere elegant efter Børsen Weekends udsendings mening. Den nye 508 falder også langt bedre ind i gadebilledet end forgængeren med sine flotte design-elementer, som Peugeot allerede viste på konceptbilen EX-1.

Styretøjet og undervognen er langt bedre end i 407 og gør også bilen - ikke mindst på grund af det lave støjniveau - til en fremragende langtursbil.
Ny front, smarte forlygter, mindre frontgrill eller et mindre logo, der nu sidder direkte på frontklappen. Det er lidt, som om Peugeot har skruet lidt ned på det franske og skruet op for »mainstream« – og dette skal tages som et stort kompliment.
Netop fordi proportionerne på bilen er ændret, betyder dette også, at bagagerummet er vokset med intet mindre end 25 pct. i forhold til 407, når vi taler om sedanversionen. Og i modsætning til tidligere lanceres SW-modellen, der er Peugeot-betegnelsen for stationcar-modellerne, samtidig. 508 SW har dog »kun« 20 procent mere bagagerumsplads.
Men ikke kun proportionerne er nye – dimensionerne er også øget. Konkret er 508 vokset med 10 cm i længden, hvilket man ikke mindst opdager på bagsædet, hvor benpladsen i forhold til 407 er vokset dramatisk. Vi skal dog også huske på, at den nye 508 ikke »kun« er en afløser for 407, men også kommer til Danmark til april som erstatning for den store 607.
Det er ikke kun motoren, der gør testkørslen til en sand fornøjelse
Også netop på grund af sidstnævnte, koncentrerer vi os her til præsentationen i Spanien om sedan-modellen. Det er dog ikke kun de udvendige kvaliteter, der er værd at fremhæve – kabinen fortjener også stor ros. Selve kvalitetsindtrykket har taget et stort spring i den rigtige retning, og til trods for, at der fortsat er enkelte knapper i midterkonsollen, der er forholdsvis små, er ergonomien mindst på højde med det, vi kender fra primært tyske bilproducenter.
Også de underlige franske løsninger, man tidligere måtte leve med, såsom en stor grim og uhensigtsmæssigt klods på ratstammen, som tidligere blev brugt til at betjene f.eks. radioen med, er pist væk. I en 508 betjenes radioen eller kørecomputeren nu med deciderede knapper på selve rattet, som vi er vant til fra andre bilproducenter. Det er nu engang mere hensigtsmæssigt. Og det virker langt bedre.
Selve instrumenteringen er også vellykket – den ser moderne ud og er ligeledes meget let aflæselig. Der er faktisk ikke noget ved indretningen af kabinen, man ryster på hovedet af med mindre man har behov for en masse aflæsningsmuligheder – dem er der nemlig ikke alt for mange af; men det er en detalje.
Motorprogrammet har også fået den helt store overhaling, og Peugeot mener nu heller ikke mere, at det er nødvendigt med en stor, tung og tørstig V6. Vi er enige, idet de motorversioner, vi har testet, harmonerer glimrende til den nye 508. Der er tale om FIREcylindrede motorer hele vejen igennem, benziner og diesel, der spænder fra en 1,6-liters benziner med 120 hk via en 2-liters diesel til en 2,2-liters diesel med 204 hk.
Løven brøler igen i firmabilsklassen – og den endda har også fået skarpe kløer nu
Testbilen er udstyret med en 1,6-liters turbo-motor, som Peugeot får fra deres samarbejde med BMW – og vi skal skynde os at nævne, at denne motor med 156 hk føles utroligt prædestineret til denne bil. Der er rigtig godt bundtræk – 240 Nm moment allerede ved 1.400 o/min. – og den manuelle sekstrins gearkasse er mere end bare godkendt. Det er en fornøjelse at skifte gear, og ude på motorvejen forkæler motoren med en utroligt fin gangkultur. Men det er ikke kun motoren, der gør testkørslen til en sand fornøjelse.

Kabinen har fået et voldsomt kvalitetsløft og kan nu måle sig med interiøret af de bedste tyske biler.
Peugeot har lagt mange kræfter i en effektiv støjisolering, og direkte sammenlignet med 407 er det som nat og dag. Ingen vibrationer fra motoren eller undervognen, ingen vejstøj, næsten ikke nogen vindstøj og kun en meget svag summen fra de store 17-tommers dæk fornemmes en anelse i baggrunden. Det er langt tid siden, at vi har oplevet en så stille kabine i denne klasse. Bravo!
Undervognen er blevet en tand mere fast, men er stadig meget komfortabel afstemt – netop som de fleste Peugeot-ejerene i denne klasse fortrækker det, og det er godt at se, at Peugeot har holdt fast i nogle af sine franske dyder.
Det betyder dog også, at lige så snart man kører lidt hurtigere ind i et sving, så skubber 508 over forenden (understyring), som bilens ESC-system forholdsvis hurtigt modarbejder. Det er muligt at slukke for bilens ESP, men kun ved hastigheder på op til 50 km/t.

Merprisen for SW-modellen der lanceres samtidigt er 20.000 kr.
Den nye 508 er en stor bil, ja, faktisk er den længere end både Passat og Mondeo, men Peugeot har også forbedret bilens styretøj, så det nu er mere præcist, hvilket i hverdagen betyder, at bilen er nemmere at placere ude på landevejen. Eller i svingene.
Udstyrsniveauet i Danmark er delt op i fire trin: Access, Active, Allure og GT. Førstnævnte fås kun i sedan-modellen, mens GT-udstyret kun fås i forbindelse med den mest kraftfulde motorisering, dvs. 2,2-liters diesel med 204 hk. GT-modellen er også udstyret med en række udstyrsnyheder, som fås som ekstratilbehør i de andre niveauer.
Xenon-lys med automatisk nedblænding er ikke unikt i denne klasse, men et head-up display er til gengæld. Og den løsning som Peugeot har valgt har endda mulighed for at vise foruden hastigheden piktogrammer m.m. fra navigationsanlægget i farver – sidstnævnte navigationsanlæg er endda standard i GT-versionen.
Mens selve bilen på alle punkter og i alle leder er blevet langt mere voksen end sine forgængere, er der dog et punkt, som mange vil glæde sig over stadig næsten er på 407-niveau: priserne. Godt nok er startprisen nu røget over 300.000 kr., men en startpris på 309.990 kr. med en 1,6-liters diesel med 112 hk tegner også her til at kunne være et godt kort for Peugeot. 339.990 kr. er prisen for testbilen med den skønne 1,6-liters turbo-motor, mens merprisen for SW-modellen er 20.000 kr.
Konklusionen er meget overbevisende. Løven brøler igen i firmabilsklassen – og den endda har også fået skarpe kløer nu.
Læs også:
2011: Elbilens år 0
Mini-klanens nye medlem
Vovet manøvre fra Kawasaki


















