Det nye bilår bliver på alle måder en strøm af nyheder. En rigtig bil i almindelig størrelse, men med elmotor og udskifteligt batteri. Renault Fluenze kommer til efteråret og vil koste 205.000 kr. eksk. batteri.

17.01.2011 tekst: Kurt Henriksen

2011: Elbilens år 0

BilenUanset om du kan lide det eller ej, kan du lige så godt vænne dig til tanken: 2011 bliver året, hvor elbilen får en ny start, når en række nye, fabriksbyggede modeller strømmer ind i landet. Ja, okay – strømmer og strømmer er måske så meget sagt, for udbredelsen bliver det muliges kunst.

2011 bliver året, hvor der endelig skal sættes handling bag de mange store visioner 

Hele Europa hiver i den første produktion med begrænset kapacitet, så vi skal måske være glade for at få fingre i et par tusind biler til Danmark i år. Mange af bilerne er desuden reserveret til flådekunder og demonstrationsprojekter, så privatkunder skal sandsynligvis være fremme i skoen for at få frit valg.


DS-serien har givet de franske frækkerter hos Citroen mere plads at sprælle på, og det gør de i den grad med DS4 som kontrast til den mere mainstream C4.

Men 2011 bliver året, hvor der endelig skal sættes handling bag de mange store visioner, som bogstaveligt talt skal ned på jorden og ud på gaden. Som beskrevet i Børsen i går er selv Project Better Place ved at komme i gear med udbygning af sine batteriskiftestationer, selv om en lang række skeptikere har sat store spørgsmålstegn ved, om det var den elektriske åls svar på Loch Ness-uhyret.

Læs også:
Ny Nissan åbner jomfruåret 2011
Tilbage til fremtiden med ny Mercedes
Vovet manøvre fra Kawasaki

Udskifteligt batteri

Men uanset kampen om infrastrukturen, så er de store bilfabrikker lige nu i fuld gang med at levere sin del af varen. Set under ét byder den nye generation af elbiler på et interessant alternativ, hvis ellers kørselsmønsteret passer.

Til efteråret kommer det første – og foreløbig eneste bilmærke – med en elbil med udskifteligt batteri, når sedanen Renault Fluenze rammer gaden. Renault kommer i det hele taget voldsomt i stødet i 2011 med en storstilet satsning på elbiler, der bl.a. også omfatter Kangoo-varevognen med elmotor.

De økonomiske rammebetingelser er den helt store joker for elbilerne de kommende år 

Prisen for den mellemstore, firedørs Renault Fluenze inklusive moms (men uden registreringsafgift, som elbiler er fritaget for) bliver 205.000 kr. Hertil kommer et abonnement hos Renaults partner Better Place, der ejer batteriet og leverer strøm, ladestandere og batteriskifte i én samlet pakke. Tænk på et mobilabonnement, hvor du køber en pakke ud fra dit forventede behov og så bare udskift minutter med kilometer. Det bliver princippet, og ligesom i mobilverdenen arbejdes der også på at tilbyde »roaming,« så du også kan oplade ved en ladestander fra f.eks. konkurrenten ChoosEV.


Audis nye A6 slår igen på miljøfronten med stærke forbrugstal, mens designet går mere forsigtigt til værks.

Mitsubishi Imiev og dens to franske trillingesøstre er en mindre, men også meget interessant elbil, der kører fremragende. Men prisen skræmmer i forhold til størrelsen. Bilen er ikke meget større end trillingerne Toyota Aygo/Citroen C1/Peugeot 107, og den eldrevne japaner har da også to franske aflæggere i form af Citroen C-Zero og Peugeot Ion.

Men selv uden registreringsafgift ligger prisniveauet på 275.000 kr. for f.eks. en Citroen C-Zero – dog inklusive batteri vel at mærke. Retfærdigvis får man også en langt bedre udstyret, mere gennemført og væsentligt mere komfortabel og sikker bil. Udover størrelsen tåler den slet ikke sammenligning med Citroen C1 og de andre små benzin-trillinger.


Flere modeller, nu! Det er nødvendigt for at få gang i butikken hos Saab, og derfor får vi 9-4X på basis af GM-teknik.

Men det koster at køre grønt. Ifølge en analyse fra Bilpriser.dk er totaløkonomien målt i kroner per km næsten dobbelt så høj i en Citroen C-Zero som i en traditionel C1. Paradoksalt nok kan en del af de høje totalomkostninger tilskrives elbilernes forventede succes, som vil sende priserne ned og dermed afskrivningen i vejret på de første, dyre modeller.

Prisen er jokeren

Peugeot Ion-udgaven af samme bil bliver også tilgængelig i en leasingpakke hos ChoosEV for en udbetaling på 25.000 kr. og 5.549 kr. om måneden i tre år. Det fjerner noget af usikkerheden ved den generelle udvikling på elbilmarkedet (ikke mindst politisk), men er også en høj pris i forhold til traditionelle leasingbiler.

De økonomiske rammebetingelser er den helt store joker for elbilerne de kommende år. Men generelt vil bedre og billigere teknologi, nye batterityper med længere rækkevidde og kortere ladetid samt mere konkurrence med flere og skarpere leasingtilbud arbejde i elbilernes retning.

Generelt vil bedre og billigere teknologi, nye batterityper med længere rækkevidde og kortere ladetid samt mere konkurrence med flere og skarpere leasingtilbud arbejde i elbilernes retning 

Interessen er der i hvert fald og mange skeptikere vil blive overbevist, når de prøver en »rigtig« elbil. Det gælder sågar de kræsne og i mange tilfælde aldrende medlemmer af den internationale jury bag kåringen Car of The Year i Europa. I efteråret kårede de for første gang nogensinde en elbil som vinder, da den nye Nissan Leaf løb med titlen.


Det er svært at være grøn, når kernen i brandet er store, stærke muddermaskiner. Men Range Rover Evoque skal tone paletten i den rigtige retning.

Hvis tanken om elbiler giver dig gåsehud på den forkerte måde, så er der heldigvis andre og mere traditionelle bilnyheder i vente i år. Nogle af dem har vi ikke fotos af endnu, og andre ser vi først i næste uge, når det årlige bilshow i Detroit åbner for verdenspressen på mandag.

Når det gælder firma- og flådebiler, åbner VW Passat ballet her i januar, mens Peugeot 407 til april afløses af 508. Peugeot har pænt sagt virket lidt tung i benene i sin designstil de seneste modeller, men med 508 er der nærmest gået Maserati i frontpartiet. Den nye model er vokset 9,2 cm i akselafstand, så Peugeot lover samme bagsædeplads som i den store 607.


Peugeot vil igen frem i bussen i firmabilklassen, og den nye 508 byder bl.a. på langt bedre pladsforhold på bagsædet.

Audis helt store satsning i år er den nye A6, som fra april endelig kan byde den nye, stærke BMW 5-serie op til dans. Som tidligere beskrevet i Børsen kommer den nye A6 ikke bare til indhente, men også overhale sin rival på flere modeller, når det gælder lavt brændstofforbrug. Designet kommer heller ikke til at støde nogen.

Godt nyt til citronister

BMW byder på en ny plads i solen, når den nye 6-serie Cabriolet lanceres til foråret.

Citroen er gået helt spagat og mestrer på én gang at være mere fransk og forførende end nogensinde – og samtidig lave mere mainstream-rettede biler, der appellerer til et bredere publikum. Ved hjælp af den funky DS-serie af mere sprælske versioner kan franskmændende således tale med spaltet tunge med f.eks. den nye Citroen C4.


Topløs elegance og spændstig stil. BMW 6-serie Cabriolet siger farvel til næsehornsbulen bagpå, men beholder sin klassiske kaleche.

Basisudgaven er en fransk Golf uden avantgarde, men helledusseda, hvor DS4 tager revanche til sommer. Her er til både gården og gaden med frække, flydende linier, og her kan citronisterne få alt den spræl, de savner i den civile C4.

Range Rover snobber nedad med sin nye, lille Evoque, der oprindeligt kom til verden som en Land Rover-model. Men barren er sat højt for den lille luksus-SUV, der skal hive koncernens tunge CO2-arv og kvoteregnskab i en lidt grønnere retning, når Evoque lanceres til efteråret.


Batterier og motor under gulvet giver fremragende køreegenskaber i Mitsubishi Imiev, men ligesom sine to franske aflæggere bliver den dyr for sin størrelse.

Genopstandne Saab spiller også ud med en rap crossover-model i form af 9-4X. Med en GM-platform, der deles med bl.a. Cadillac SRX og to forskellige V6 benzinmotorer, er det måske ikke lige, hvad verden har ventet på. Men flot er den, Saab kommer videre i livet, og så kan de miljøbevidste jo håbe på mere grønt nyt f. eks. fra det nye motorsamarbejde med BMW.


Car of The Year i Europa er for første gang nogensinde en elbil. Nissan Leaf tog titlen, og den kommer nok til sommer.

Og hvis du så bare ikke orker høre mere om grøn salat, elbiler og downsizing, så hold ud. Lamborghini skærer igennem og smider en ordentlig tyrebøf på bordet, når afløseren for utysket Murcielago slippes ud af buret. Og hallelujah – det nye tyrehjerte er stadig 12-cylindret! Og vi kan sætte næseringen op efter 700 heste, så der er stadig en Gud for de sidste dages hellige.

Læs også:
Ny elektrisk Audi kører 600 km i stræk
Prisen på Karma-superbilen er fundet
Børsen test: Britisk herrevogn

borsen statistik bnt
Type
Elbil
Årgang
2011
Se også
Strømførende Volvo til pendlerstanden
Ny Volvo: Mere dynamisk end nogensinde
Mini-klanens nye medlem
Fakta

Børsen Weekend
 

Find artikler:

Find artikler
 
 
 

SENESTE BIL ARTIKLER


 
 
 

Seneste