BilenCountryman er en frisk nyfortolkning af Mini-konceptet med mere plads, men mindre køreglæde.
Navnet er Mini Countryman, men den er hverken lille eller til snoede sogneveje på landet. Til gengæld er Mini-klanens nye medlem en praktisk gris med fem døre, et par ordentlige bagsæder og en brugsværdi, der aldrig er set tidligere i den lille englænder.
En brugsværdi, der aldrig er set tidligere i den lille englænder
Men er det stadig en Mini? Mjarh – den ligner jo en Mini i en forvokset og kæk SUV-stil. På sin helt egen og afvæbnende måde tager den samtidig gas på SUV-stilen på den funky, uhøjtidelige måde, der er Minis varemærke. Den kan såmænd også leveres med firehjulstræk, hvis det skal være, så surferdudes og skibumser kan komme frem til deres yndlingslegepladser uden at skubbe.
Da tyngdepunktet er flyttet længere væk fra asfalten, mister man den herlige gocartfornemmelse, som ellers er et adelsmærke for Mini.
Men SUV-stilen er først og fremmest et påskud til at lave en højere og mere praktisk bil, som selvfølgelig helst ikke skal ligne en praktisk bil. Man er vel funky. Derfor falder Countryman naturligt ind i billedet og stilen i Mini-familien.
Læs også:
Tilbage til fremtiden med ny Mercedes
Djævlens værk fra Ducati
Superyacht sejler i symbiose med iPad
Dén operation er lykkedes meget godt, men noget af patienten døde undervejs. Selv en Mini kan ikke styre udenom fysikkens love – især ikke, når den har vokset sig tungere og højere, så tyngdepunktet er flyttet længere væk fra asfalten. I kombination med en lidt blødere og mere hverdagspraktisk undervogn mister man den herlige gocartfornemmelse, der altid har været et adelsmærke for Mini. Den ryger i svinget, simpelthen.
Countryman byder ikke på fornemmelsen af at kunne teleportere sig over i næste vognbane på et kvart splitsekund, og man kan ikke engang nøjes med et lille vrik med håndleddet. Den styrer fint og præcist, bevares. Men den styrer bare almindeligt godt og ikke som en rigtig Mini. Det er det største savn ved Countryman – især hvis man er lokket med om bord fra en af de mere lavtgående modeller.
Surferdudes og skibumser kan komme frem til deres yndlingslegepladser uden at skubbe
Til gengæld vil man glæde sig over at kunne stige direkte ind på et par ordentlige bagsæder i den første Mini nogensinde med bagdøre.
Testbilen var udstyret med to separate enkeltsæder, der er adskilt af en såkaldt »centerrail« – en lang aluminiumsskinne, der går gennem hele kabinen. Her kan man så frit placere diverse holdere til kopper, Iphone, solbriller og hvad en funky bilist nu ellers har brug for at have lige ved hånden.
Sæderne kan skydes frem og tilbage og ryglænet justeres i hældning, så der er også god komfort på langturen. Selv en skitur i en Mini er indenfor rækkevidde. Jeg ville dog nødig smide fire mand og bagage ind med kurs mod Alperne, for så vil de 112 heste i testbilens 1,6 liters dieselmotor blive spændt lige rigeligt hårdt for. Men den følger fint med trafikken i både byen og på motorvejen.
Spørgsmålet er så bare, om Mini kan og skal rime på fornuft
Målgruppen af city slickers gider nok alligevel ikke køre længere end til nærmeste lufthavn, når de skal på ferie, og så er man fint motoriseret. Man kan i stedet prale af et snitforbrug på 22,7 km/l og et CO2-udslip så lavt som 115 g/km.
Der er god plads på bagsædet, og i testbilen var der anbragt en »centerrail«, en lang aluminiumskinne, hvor alt fra kopper til solbriller kan placeres.
Målt på dén led og på brugsværdi ligner det nærmest en fornuftig Mini trods en høj grundpris på 367.000 kr. Spørgsmålet er så bare, om Mini kan og skal rime på fornuft.
Læs også:
Børsen test: Britisk herrevogn
Offensiv for Audis firmasællert
Mini kører på charmen
