Bortset fra en diskret ladekontakt i kølergitteret er der set udefra intet, som afslører, at C30 Drive Electric er en strømdrevet udgave af Volvo C30.

3.12.2010 tekst: Lars Henrik Jørgensen foto: Pressefotos

Strømførende Volvo til pendlerstanden

BilenNu er Volvo klar med sin første elbil i skikkelse af C30 Drive Electric. Den kan transportere fire personer 150 kilometer på én opladning uden at gå på kompromis med hverken køreglæde, sikkerhed, komfort eller rummelighed. Største udfordring bliver prisen.

Volvo har i flere år arbejdet med nye teknologier, som minimerer bilernes miljøbelastning. Et resultat af forskningsprogrammet er Volvos første elbil.

Rækkevidden dækker kørselsbehovet for godt 90 pct. af de personer, som dagligt pendler til og fra arbejde
Eludgaven af C30 deler teknik og platform med basismodellen, når man ser bort fra motor og brændstof. Bilen drives nemlig udelukkende af det indbyggede litium-ion-batteri, som rummer op til 24 kWh. Den oplagrede energi er tilstrækkelig til at drive bilens 400 volt elmotor over en afstand på 150 km ved blandet kørsel. Skal batteriet lades fuldt op ved en almindelig stikkontakt med 16 ampere, varer det otte timer.


Volvo har placeret batteridelen i sin første elbil der, hvor brændstoftanken normalt sidder, samt i kardantunnellen.

Rækkevidden er ifølge Volvo tilstrækkelig til at dække kørselsbehovet for godt 90 pct. af de personer, som dagligt pendler til og fra arbejde. Og sørger man for at lade batteriet op med vindmøllestrøm, vil man kunne køre helt uden at belaste miljøet med CO2. Yderligere giver elbilen en bedre energiudnyttelse set i forhold til konventionelle forbrændingsmotorer.

Læs også:
Luksus-stationcar med suveræn sikkerhed
Volvo allierer sig med aerodynamik
Ferrari ser grønt

Set udefra er der intet, som afslører, at testbilen kører på elektricitet bortset fra den diskrete ladekontakt i kølergitteret. Inde i kabinen er gearstangen afløst af en slags joystick, som enten står i neutral eller styrer, om bilen kører fremad eller baglæns. Omdrejningstælleren er erstattet af et instrument, der viser, om elmotoren forbruger strøm eller genindvinder strøm – og hvor meget. En skærm viser bilens rækkevidde og giver et overblik over forbruget ved den aktuelle kørestil.

Sikkerhed i fokus

Pladsforholdene i kabine og bagagerum er som i alle andre C30’ere, ligesom komforten grundlæggende er uændret trods bilens mervægt på 150-200 kg. Et kardinalpunkt for Volvo har været sikkerheden, som ikke måtte påvirkes af bilens eldrift. Det har betydet en hel del forstærkninger i bund og sider, samt en helt ny frontstruktur, der kan optage og fordele energien ved en eventuel frontalulykke som erstatning for den forbrændingsmotor, som normalt sidder her.

En forventet driftsudgift til opladning på blot 3 euro, eller ca. 22,50 kr., per 100 kilometer, baseret på svenske elpriser 

Batteriet har Volvo placeret, hvor brændstoftanken normalt sidder, samt i kardantunnellen. Dermed er batteriet placeret så lavt og centralt som muligt – væk fra bilens deformationszoner. Yderligere er der monteret et sikkerhedssystem, som via en crash-sensor straks frakobler batteriet, hvis bilen involveres i en ulykke. Dermed er bilen ifølge Volvo lige så sikker som koncernens øvrige modeller.


Det ligner et automatgear – men valgene begrænser sig til neutral, fremad og bak.

Testen gav mulighed for at køre bilen i Göteborgs bytrafik og på motorvej. Og det umiddelbare indtryk er, at bilen er lige så velkørende og let at håndtere som en traditionel C30-model. Bag rattet kan man glæde sig over et solidt moment (220 Nm), straks man rører gaspedalen. Bilen accelererer fra 0-100 km/t på 10,5 sekunder og kan let følge med trafikken op til den elektronisk begrænsede topfart på 130 km/t. En højere topfart ville undergrave bilens rækkevidde på grund af et drastisk øget elforbrug.

Let nedbremsning

Den væsentligste forskel i forhold til traditionelle biler er, at det føles som en let nedbremsning, når man slipper gaspedalen. Det vænner man sig hurtigt til, og det giver mulighed for at køre mere økonomisk i almindelig bytrafik, næsten uden brug af den mekaniske bremse. Foretrækker man at lade bilen løbe frit, når man slipper gassen, skal der klikkes en ekstra gang med joysticken.

Køreegenskaberne er stort set uændrede i forhold til en basis-C30 takket være det lave tyngdepunkt og den modificerede undervogn, som kompenserer for bilens øgede vægt. Man må dog vænne sig til at køre uden motorstøj og nøjes med den stille hvislen fra elmotoren. Bilens lyd udgøres først og fremmest af dæk- og vindstøj.

Volvo har endnu ikke sat en pris på den nye C30 Electric, som i første omgang kun er planlagt til en serieproduktion på 250 biler. Men slår modellen igennem i målgruppen af miljøbevidste virksomheder og offentlige kunder, vil Volvo udvide produktionen efter behov. Den nye teknik og de lave produktionstal betyder dog, at bilen bliver dyr at købe, hvorfor Volvo anser det som mest oplagt at lease bilen.

De løbende driftsomkostninger ventes derimod at blive lave takket være moderate serviceomkostninger til den ukomplicerede elmotor og en forventet driftsudgift til opladning på blot 3 euro, eller ca. 22,50 kr., per 100 kilometer, baseret på svenske elpriser.

Læs også:
Vellykket CLS hæver niveauet
Større og bedre BMW
De bedste biler fra kærlighedens by

borsen statistik bnt
Type
Elbil
Mærke
Volvo
Model
C30
Årgang
2010
Se også
Et bæst af en Porsche
Hybrid i nye klæder
Tilbage til fremtiden i muskuløs Bentley
Fakta
C30 Drive Electric

Motor: Elmotor

Effekt: 82 kW / 111 hk

Acc. 0-100 km/t: 10,5 sek.

Topfart: 130 km/t

Rækkevidde: 150 km v. fuldt opladet batteri

Ladetid: 8 timer ved 203 V / 16 A

Batteri: Lithium-ion, kapacitet 24 kWh, vægt 280 kg

Fobrug: Ca. 3 euro pr. 100 km (svenske elpriser)

CO2 emission: 0 g/km (vindmøllestrøm)

Pris: Ikke fastsat

Børsen Weekend
 

Find artikler:

Find artikler
 
 
 

SENESTE BIL ARTIKLER


 
 
 

Seneste