BilenPorsche bygger sin allerstærkeste bil nogensinde i kun 500 eksemplarer – men er det nok til en plads i hjertet og historien?
De kaldte den internt for »Bæstet«. Og de gik meget stille med dørene i motorsportsdivisionen, da de byggede den første prototype – og sørme lige glemte at spørge ledelsen om lov. Der er fuldt turbotryk på storytellingen lige fra start for Porsche 911 GT2 RS.
Jeg mindes ikke at have prøvet noget vildere på fire hjul end f.eks. at fyre den af fra omkring 180 i fjerde gear
Sådan er det i showbizz, men lige nøjagtigt her behøver man næppe trække det halve fra som normalt i den slags historier. Porsches motorsportsdivision ER befolket af entusiaster, der normalt tænker mere i motorer end marketing. Som regel får man ren besked, når man får de rette folk i rette gear.

Der er rent manuelt sekstrins gear i stedet for PDK dobbeltkobling, for Porsche GT2 RS er en spirrevip vægtmæssigt med kun 1370 køreklare kilo. Foto: Porsche
Uanset hvad, så fik de lov til at bygge en RS-version (Rennsport) af den heftige GT2, der groft sagt er en Turbo uden firehjulstræk. Denne gang lader det til, at GT2 kun kommer i RS-versionen, som er en endnu mere rendyrket bølle- og banebil:
For det første ligger der 620 hestekræfter på lur i den 3,6-liters boksermotor. Sekshundredeogtyve. Mere end selv de 612 heste i V10’eren på afdøde Überporsche Carrera GT – uden sammenligning i øvrigt – og mere end selv de mest hardcore banefreaks nogensinde kan bruge.
Læs også:
Vellykket CLS hæver niveauet
De bedste biler fra kærlighedens by
Aston Martin som gentleman og hooligan
Men kan du styre den – og dig selv – så ryger du hurtigere rundt på Nürburgrings nordsløjfe end de fleste.
»En af vores egne testkørere har kørt en runde på 7:18. Han er selvfølgelig god bag et rat, men ikke professionel racerkører. Og det har været vigtigt for os, at bilen også var letkørt,« siger projektleder Andreas Breuninger, der påstår, at han selv tager den til bageren hver søndag.
Og hvis rundstykkerne ikke er lune, når han kommer tilbage, så er det ikke bilens, men omvejens skyld. Turbotrykket er skruet op til det dobbelte af en 911 Turbo, allerede fra 2250 omdrejninger bliver man ramt af 700 Nm lige i nakken, og GT2 RS rykker fra 0-100 på bare 3,5 sekunder. 0-200 er overstået på 9,8 sekunder!
911 GT2 RS er en fantastisk køremaskine, som nok skal holde kroppen varm med sin vanvittige acceleration
Og der er bæstet først ved for alvor at blive hidset op. Jeg mindes ikke at have prøvet noget vildere på fire hjul end f.eks. at fyre den af fra omkring 180 i fjerde gear. Selv her er accelerationen vanvittig. Især i forhold til en hastighed, hvor man selv i hurtige sportsvogne normalt lige har tid til at kaste et blik på speedometeret.

GT2 RS rykker fra 0-100 på bare 3,5 sekunder. 0-200 er overstået på 9,8 sekunder!
Den nye raket er Porsches første RS-bil med turbo, så man må undvære det stærkt vanedannende skrig fra en GT3. Trods et meget lettere svinghjul koster turboen noget speederrespons, og festen klinger reelt af lidt før 6000 omdrejninger, men her er man alligevel skræmt til at skifte op i et forsøg på at tøjle dyret. Der er selvfølgelig rent manuelt sekstrinsgear i stedet for PDK dobbeltkobling, for GT2 RS er en ren spirrevip på vægten med kun 1370 køreklare kilo.
Der er brugt masser af kulfiber til bl.a. frontklap og forskærme og titanium til udstødningerne, mens bag- og sideruder i bedste RS-tradition er lavet af polycarbonat. Komponenterne i undervognen er lettere, bremserne har ekstralette keramikskiver, og for første gang er der anvendt litium-ion som startbatteri, så alene her spares mere end 10 kilo. Er det noget pjat? Så spring let over det med Porsche-logoet i front. Det er nemlig et klistermærke i stedet for et rigtigt emblem, så her spares også nogle gram ...
Og hvis du er en rigtige banefreak, så går du selvfølgelig all in og sparer en del kilo på at undvære både audiosystem og klimaanlæg. Det manglede i testbilen, så der var ingen problemer med at holde varmen i de tætsiddende skålsæder.
911 GT2 RS er en fantastisk køremaskine, som nok skal holde kroppen varm med sin vanvittige acceleration. Stabiliteten ved høj fart – den går altså 300 ligesom en mis uden at behøve flere kilometers fri bane – er selvfølgelig ikke så god som i den firehjulstrukne Turbo. Og sjovt nok heller ikke som i den nyeste GT3.
De kaldte den internt for "Bæstet"
Men den har et overjordisk vejgreb på sine semi-slick dæk. Der er i øvrigt 12 mm bredere sporvidde foran, og forhjulene har fantastisk fat i vejen. Desværre fik vi ikke lov til at presse bilen – og ikke mindst os selv – som det bør gøres på en lukket bane.
Men hvad med hjertet? Er det for alvor varmt og oppe i omdrejninger? Nej, ikke rigtigt. Måske er jeg blevet for gammel til bare at falde for de rå kræfter. Måske kommer bilen bare i krydsild mellem den kølige, komfortable effektivitet i 911 Turbo og den inciterende racerfornemmelse i GT3?
Porsche kan være ligeglad, for i sidste uge blev der meldt udsolgt af de 500 biler, der bygges. Og de hurtige kunder, der når at få fingrene i en GT2 RS behøver næppe at vælge side. De har sikkert råd til en helgardering, og så må dagsformen afgøre valget af bil i porteføljen.
Læs også:
Passat med mere pondus
Knivskarp superbil fra de ærekære japanere
Moderne klassiker fra Mercedes CLS


















