BilenVauw! Fulgt af et »what«? Sådan er reaktionen hos de fleste, når de første gang ser Honda DN-01. En fuldstændig udefinerbar motorcykel, der leger med sit design og vores sanser. Lang, lav og tilbagelænet som en cruiser. Letkørt og pakket ind i plastik som en scooter. Men også velkørende, relativt svingglad og med detaljer fra en sportsmaskine.
Det sidste fylder dog mindst i generne hos Honda DN-01, som den danske importør nu har snøvlet sig sammen til at lancere herhjemme. DN står for »Dream New«, og man kan roligt sige, at både designere og ingeniører har fulgt op på det forpligtende navn.
DN-01 skal først og fremmest sælges på at være noget helt for sig selv og umulig at sætte i bås
Designet taler jo for sig selv. Et spøjst udseende, man enten elsker eller hader. Jeg hører til den første gruppe, men jeg er også billigt til salg, når nogen tænker syret og langt ud af boksen. Og lad os da bare slå det fast med det samme.

Det fede 190-baghjul hænger i en enkeltsvingarm i stil med sporty cykler som f.eks. Honda VFR, men samtidig har den også fodplader som en cruiser.
DN-01 skal først og fremmest sælges på at være noget helt for sig selv og umulig at sætte i bås. Den har mange kvaliteter, men forsøger også at ride på mange heste på én gang. Hvilket netop er hele meningen med livet for den cykel, så lad os ikke dømme den for hårdt på den spagat.
Læs også:
Privat jetfly til 1 million kroner
Stramt læder og brede grin
Børsen: Fiks SUV til familiebrug
Teknisk er den en blanding af velkendt og nyt. Motoren er en vandkølet V2’er på 680 ccm, der også kendes Honda-modellerne Transalp og Deauville. Så bliver det ikke mere driftsikkert og gennemprøvet. De 61 hestekræfter brækker ingen nakkehvirvler, når man giver gas, men motoren byder på en meget omgængelig natur i hverdagen.
Kræfterne sendes via en meget speciel gearkasse, der er den anden helt store specialitet ved DN-01 ud over udseendet. Honda kalder kassen for HFT – Human Friendly Transmission – og det er basalt set hydraulisk fremdrift med lock-up-funktion.
Prisskiltet på knap 270.000 kr. snobber da også op i niveau med Harley og Triumph, og når det gælder coolness-faktor kan Honda DN-01 sagtens være med
Uden sammenligning i øvrigt husker jeg princippet fra min barndoms mejetærskere. Så det er ikke atomfysik. Men Honda har virkelig lagt sig i selen for at udvikle et avanceret system med f.eks. seks, virtuelle geartrin lagt ind, så man kan skifte manuelt.
Man starter som en normal motorcykel med de sædvanlige greb, mens venstre hånd fjumrer rutinemæssigt ud efter det koblingsgreb, der ikke er der. Derefter sætter højre tommelfinger en knap i D, og så er resten ren radiobil: Drej på gassen og styr på styret. Så kører dyret med samme følelse som en scooter. Trykker man på S-knappen for Sport, får man lidt flere omdrejninger at arbejde med. Alternativt kan man vælge at køre i manuelt, og så skiftes de seks gear med plus- og minusknapper ved venstre tommelfinger.
Beklager, hvis jeg fik det til at lyde indviklet på skrift. Bare glem ovenstående, og kør – det hele er så nemt, at det kommer af sig selv. Eneste spørgsmål, der står tilbage, er, om man så kan lide systemet. Er man vant til traditionelt gear, er det svært at undvære den kontante følelse i op- og nedgearinger, der er så tæt forbundet med glæden ved at aktiv kørsel.

Bemærk kåbeglasset der nærmest er lavere end styret og heller ikke yder meget beskyttelse mod vinden.
Omvendt frigør systemet også køreglæde til at nyde udsigten og kurverne. Det er teknisk set umuligt at få lov at dumme sig med gearene. Den spøjse Honda styrer ganske udmærket med sit lave tyngdepunkt, men de store fodplader (igen en cruiserdetalje) vil hurtigt ned og gnave asfalt i kurverne.
Når det går ligeud, har cyklen så lang akselafstand, at den også kan styre selv, hvis det skal være. Man sidder som udgangspunkt komfortabelt i det brede sæde, men desværre vandt designet over vindbeskyttelsen. Den meget lave kåbe er cool, men er mest med for et syns skyld. Det gør det trættende at køre længere ture.
Honda kalder selv sin skabning for en Performance Cruiser. Jeg ved ikke lige, hvor »performance« kom fra – det kan ikke være fra motoren – men den er nok mest en maskine med cruiserappel. Prisskiltet på knap 270.000 kr. snobber da også op i niveau med Harley og Triumph, og når det gælder coolness-faktor kan Honda DN-01 sagtens være med. Så kan du selv finde en kasse at proppe den i, hvis det absolut skal være.
Læs også:
Nostalgisk MC - Uden morfarsyndrom
Ny Harley Davidson - Cool på ballondæk
Forår for den første danske motorcykel siden Nimbus


















