BilenFølg med til søs, når vi giver den nye Atlantic 460 fuld skrue for at teste, om den vitterligt er alle 6 mio. kr. værd.
Jeg erkender blankt, at når Henk Jan de Jong lukkede op for sluserne og lod de to 435-hestes Volvo Penta-motorer tage for sig af retterne, var jeg solgt. Fuldstændig og aldeles. Med et voldsomt brøl rejste bådens enorme frontparti sig mod den skyfri himmel, og den massive buldren efterlod ingen tvivl om, at dette stykke millionær-legetøj er forbeholdt dem, der ikke bekymrer sig om daglige udsving i benzinpriserne.
Dette stykke millionær-legetøj er forbeholdt dem, der ikke bekymrer sig om daglige udsving i benzinpriserne
»Hver motor sluger 80 liter i timen, når man sejler ved fuld kraft,« fortæller Henk Jan de Jong, imens han koncentrerer sig om at vride båden igennem bølgerne for at vise dens manøvredygtighed.
Båden klarer – med garanti fra producenten – fire meter høje bølger. Uofficielt kommer den helskindet igennem dem, der er over dobbelt så høje.

Henk Jan de Jong er bådbygger af profession. Sidste år overtog han Atlantic Motoryachts og indledte et samarbejde med den anden del af firmaet, Gijs van Nieuwkoop. Henk Jan de Jong havde brug for en business-partner med forstand på salg og markedsføring, da dette ikke er hans stærke side. Gijs van Nieuwkoop har da også helt check på, hvem de skal ud at have fat i og forklarer, at denne 46-fods yacht helt klart henvender sig til det mere modne publikum.
Læs også:
Den umættelige Sultan sælger ud
Ny super Bugatti sætter fartrekord
Superyacht sluger Superbil
»Vores målgruppe er velhavende folk i alderen 50 år og opefter, som vil have en sejloplevelse ud over det sædvanlige,« beretter han og tilføjer, at det handler om andet end hestekræfter.
»At lige præcis denne båd udmærker sig ved en høj topfart, stærk motorydelse samt at være umanerlig manøvredygtig til søs på grund af den specielle udformning af bunden, er én ting. Men det er af helt andre årsager, at den efterlader sine konkurrenter i kølvandet.«
Hele konceptet bag Atlantic 460 (og flere andre modeller i samme serie) er »standard hull/custom design« – altså ens skrog, men vidt forskelligt interiør. Der findes vitterlig ikke to Atlantic-både, som ligner hinanden indvendigt, og man har helt klart kvinder i tankerne med dette set-up. Når et par handler båd, er det nemlig typisk en mandsdomineret affære.

Ikke en eneste båd er ens indvendig, da ejerne selv bestemmer, om de vil have ren luksus eller bare en standardudgave. De fleste vælger dog at give den fuld gas.

»For mænd handler det om motorstørrelse, antal hestekræfter og tekniske specifikationer,« fortæller Gijs van Nieuwkoop.
»Om køkkenet er praktisk indrettet, eller om der er skabsplads nok, er slet ikke noget, de går op i. Det gør kvinder til gengæld. Derfor synes vi, at det er vigtigt at kunne fremstille et produkt, som tilgodeser begge parter.«
Alle skrog fabrikeres i England og bliver herefter transporteret til Atlantic Motoryachts værft i Workum, godt 100 kilometer nordøst fra Amsterdam. Fra dette øjeblik starter forvandlingen. Nu kan kunden nemlig selv bestemme apteringen – det maritime udtryk for selve indretningen.
Vi taler ikke bare om at vælge imellem en håndfuld forskellige træsorter og et tilsvarende sortiment af stof til stole og sofaer. Næ, der er komplet frie hænder til ALT.

I stuen eller opholdsrummet er der god plads til at sætte sig ned i hyggehjørnet og slappe af, hvis altså bølgerne tillader det.
»Hvis man vil have store rum og få sovepladser, indretter vi den sådan. Har man børn eller måske et ønske om at kunne medtage gæster, som tilmed kan få deres eget badeværelse, er det også muligt. Alt kan lade sig gøre, og det er denne fleksibilitet, der er så unik,« forklarer Gijs van Nieuwkoop.
På samme måde kan man vælge, om det skal være ekstremt dyre komponenter eller noget mere ordinært. Nogle ønsker for eksempel en køkkenbordplade i granit eller skifer, hvor andre nøjes med en almindelig formica-plade. Med badeværelser ser man også alt lige fra den vildeste luksus til de mere beskedne løsninger.
»Vi er netop nu ved at bygge en Q52 – også kaldet »James Bond-modellen« – til en kunde, som har ønsket at få installeret en jacuzzi, og det hører til sjældenhederne,« siger Gijs van Nieuwkoop.
Henk Jan de Jong beretter om en anden kunde, som til sin store ærgelse måtte nøjes med en 38 fods yacht, fordi hans bådplads ikke var særlig stor.
»Til gengæld bestilte manden alt, hvad man kan drømme om af udstyr til den båd. Han sagde, at det var fløjtende ligegyldigt, hvad det kom til at koste. Båden var bogstaveligt talt pakket med grej. Faktisk havde han fået puttet så meget ind i den, at den lå et par centimeter lavere i vandlinjen end normalt,« siger Henk Jan de Jong med et grin.
Alt kan lade sig gøre, og det er denne fleksibilitet, der er så unik
Hele design-processen er i øvrigt et kapitel for sig. Da der ikke er tale om standardbåde, men derimod individuelt udformede yachts, ville det normalt være nødvendigt for kunden at rejse adskillige gange til Workum for at være sikker på, at det hele kørte på skinner. Sådan foregår det ikke hos Atlantic Motoryachts.
Et enkelt møde med Henk Jan de Jong og Gijs van Nieuwkoop samt den tilknyttede design-virksomhed, Vripack, er i princippet nok. Herefter kan resten klares online, med hvad der må betegnes som et banebrydende design-værktøj.

Med det nye koncept »GoTo« slipper ejerne for at møde op til en masse møder med skibsbyggerne, da de i stedet kan klare det hele på nettet, hvorfra der er direkte adgang til det virtuelle tegnebord.
Kunden kan sidde hvorsomhelst i verden – på sit kontor, hjemme i køkkenet eller i en hotel-lobby i Mellemøsten – sålænge der er en PC indenfor rækkevidde. Med en ni-cifret adgangskode kobler kunden sig op til Vripack’s server, og et virtuelt tegnebord bliver nu tilgængeligt for de deltagende parter.
I byen Sneek, et kvarters kørsel fra Workum, sidder Vripack’s chefdesigner, Bart Bouwhuis, og holder i trådene, imens kunden og eventuelt andre implicerede sidder på deres respektive lokaliteter og deltager i den interaktive process. Med online-adgang til den anvendte software (den hedder GoTo) og de forskellige tegne- og markeringsværktøjer, kan man sidde og pege, tilføje, tegne, ændre og kommentere – og ser på samme tegning. Samtidig taler man med hinanden via Skype.
»I ni ud af 10 tilfælde er disse online-sessions en besparelse og ikke en udgift,« fortæller Bart Bouwhuis.
»Alternativet til dette ville være, at kunden skulle rejse herned 10-15 gange for at kunne være med til at bestemme de nødvendige detaljer. Nu kan det hele klares med computer og vores store Smart Board her i huset.«
En lang dag er bragt til ende. Vi har mærket og set, hvad Atlantic 460 er i stand til på vandet. Vi har fået forklaret det sindrige design-system, som gør kunden i stand til at lave lige nøjagtig den yacht, der står øverst på ønskelisten. Eller sagt med andre ord: fra ide til virkelighed.
Læs også:
Rolls Royce vil lave superyacht
Verdens dyreste yacht i luksus-krise
Vindstyrke 911 - Uden tag over hovedet


















