To åbne tyskere med sommer-potentiale.

8.07.2010 tekst: Kurt Henriksen foto: Ole Joern

Mercedes og Audi i cabriolet-kamp

BilenDen splinternye Mercedes E-klasse Cabriolet vender tilbage med stor autoritet og møder Audi A5 Cabriolet i en kamp med klassisk kaleche. To premiummærker og to elegante design aus Deutschland.

Skarpe linjer

Den helt nye Mercedes-Benz E-klasse Cabriolet gør comeback blandt firesæders cabrioleter og sætter sig i respekt fra starten. Linjerne er skarpe og dynamiske, og i en direkte sammenligning stjæler designet opmærksomheden fra selv den elegante Audi A5 Cabriolet. Mercedes beviser endnu engang, at designerne fra Stuttgart har fat i den lange ende af pennen.

Den nye stjernevogn ser spændstig og sporty ud med sine markante træk 



Den nye stjernevogn ser spændstig og sporty ud med sine markante træk, og detaljer som »muskelbuler« over baghjulene (der virker meget tungere på Sedan-udgaven) fungerer rigtig godt. Det pynter selvfølgelig også, at testbilen her står på sportsundervogn og 18 tommer fælge, der fungerer som en perfekt størrelse i forhold til designet.


Mercedes’ nye stjernevogn ser spændstig og sporty ud med markante træk og »muskelbuler« over baghjulene.

Indvendigt er cabriolet-versionen et spejl af den almindelige E-klasse, så der er ikke noget at skamme sig over. Der er rigtigt mange knapper at finde rundt i, men de er velordnede og af lækker kvalitet, så det er en dejlig jungle at gå på opdagelse i.

Læs også:
French Open - Sætbold fra Renault
Sprød Spyderman fra Porsche
BMW allierer sig med hovedrig provokatør

Godt tænkt

Bliv ikke flov, hvis du ikke kan finde kalecheknappen (jeg kunne heller ikke), for den putter sig under et lille vippepanel forrest på midterarmlænet. Her er samlet alle tre knapper, der har at gøre med åben kørsel, og det er godt tænkt. Så kan man også glemme alt om dem hen over vinteren.

Ud over den store lækre alu-vippeknap til at køre med kalechen, er der centralknap til alle fire elruder samt kontakt til det nye aircap-system, som er standard. Her viser Mercedes igen vejen frem med nye gadgets, man pludselig ikke kan undvære. aircap-systemet består af en lille spoiler, der skyder ca. fem centimeter op fra overkanten af vinduesrammen i hele rudens bredde og samtidig trækker et lille vindnet med op.

Den kører ganske enkelt fremragende 



Bagtil kører styrtbøjlerne bag nakkestøtterne et tilsvarende stykke op, så det lille vindnet mellem nakkestøtterne også hæves. Et lille skridt for teknikken, men et stort skridt i forhold til turbulensen i bilen.

Med aircap aktiveret bliver der mærkbart mindre træk i kabinen – især når det gælder suget opad i midten af bilen.


Aircap-systemets lille spoiler skyder op over vinduet og reducerer vindturbulensen i kabinen.

Det er en klassisk akilleshæl for en fire-sæders cabriolet, og det traditionelle middel er en ekstra vindskærm bag forsæderne, men så kan bagsædet ikke bruges til andet end bagage.

Hatten af for Mercedes, der for en gangs skyld ikke har brugt atomfysik, men bare sund fornuft og sikkert mange ture i vindtunnellen for at gøre livet lidt sjovere i en åben bil. Især i ydersæsonen, hvor kølig vind hurtigt bogstaveligt talt kan lægge låg på fornøjelsen.

Det bedste ved den nye Mercedes cabriolet handler dog hverken om sol eller vind. Men om livet bag rattet – med eller uden tag. For den kører ganske enkelt fremragende. Og testbilen E 350 CDI viser, at man sagtens kan køre diesel under åben himmel. Og så er det oven i købet en Blueefficiency-model, der officielt kører 13,9 km/l ved blandet kørsel.

Prisen er høj. Men hvis alternativet f.eks. er en af Mercedes’ store lukkede coupé-modeller, så kan man roligt gå »ned« i en E-klasse Cabriolet og få lidt sol med i købet – uden at miste alverden i hverken stil eller brugsværdi.

Skarp pris

Den splinternye Mercedes E-klasse Cabriolet vender tilbage med stor autoritet og møder Audi A5 Cabriolet i en kamp med klassisk kaleche. To premiummærker og to elegante design aus Deutschland.

Der er god grund til, at Audis chefdesigner har kaldt A5 for sin smukkeste bil nogensinde, og transformationen til Cabriolet-version i sidste sæson var vellykket.

Der er god grund til, at Audis chefdesigner har kaldt A5 for sin smukkeste bil nogensinde 



I sammenligning med den nye stjernevogn fra Stuttgart er Audien oven i købet et billigt alternativ. Listeprisen starter ved 650.000 kr. for basismodellen med 1,8 liters turbomotor, som vi har fingre i her, og det er en stærk pris i forhold til både Mercedes og BMW 3-serie med klaptag.

I dette hårde selskab med en splinterny landsmand bliver Audis design dog overstrålet noget. Linjerne er mere flydende og knap så spændstige som på den nye Mercedes. Det er jo en smagssag, men farven hvid, som på testbilen her, gør i hvert fald ikke meget gavn for formerne, så vælg hellere en mere kraftig kulør.


Man skal ikke undervurdere Audi’ens veloplagte turbomotor med godt bundtræk og et udmærket styretøj.

Bilens 17 tommer fælge er også lige fesne nok til designet, så husk at gå et nummer op. Men når blikket vandrer mellem de to testbiler her, er det værd at huske, at Audien er oppe imod sportsundervogn, 18 tommer fælge, og lækre sportssæder med læder og integrerede nakkestøtter.

I alt stråler stjernen her med ekstraudstyr for over 300.000 kr.! Men A5 Cabriolet har mange lækre detaljer, f.eks. den lækre aluramme om forruden, der spiller godt sammen med en tilsvarende ramme rundt om hele kabinen. Afdækningen over kalechebrønden er også lækkert og harmonisk udført, om end man må nøjes med kunsttof, hvor Mercedes har metal.

Ligesom hos rivalen rækker A5 høfligt sikkerhedsselen frem på en arm, når man sætter sig ind, og de to cabriolet-relaterede knapper til kaleche og central rudekontakt er også samlet i midten. Bang & Olufsen-anlæg er standard uden dog at gøre meget væsen af sig – heller ikke i designet.

Intelligent klimaanlæg

En rigtig god detalje i Audien er, at klimaanlægget husker indstillingerne, når man åbner og lukker taget. F.eks. går den tilbage til ekstra fodvarme, højere temperatur og sædevarme, hvis det var indstillingen sidste gang, man kørte åbent – og omvendt, når man lukker. En rigtig fin detalje, der gør det nemmere at snupe en hurtig gang luft i håret – især i skiftende dansk forårsvejr.

Begge de fine tyskere er køreglade biler for dem, der vil andet end cruise. De er lækre og elegante, og de fine kalecher gør valget mellem stof- og klaptag til en ren smagssag 



Audi vinder også point fra Mercedes, når det gælder pladsforhold på bagsædet. Her er tre-fire centimeter ekstra benplads, en anelse mere hovedhøjde og lidt mere albue- og hofterum i en knap så smal siddebrønd. Bagagerummet er også en anelse højere og lidt mere regulært inderst mod bagsædet.

Audi sætter trumf på med sit splitbagsæde med fjernudløsning via et håndtag bagest i bagagerummet, så man f.eks. kan få sit kite-surferbræt med til stranden. A5 Cabriolet vinder på pladsforhold, hvis ellers bagsæde og bagagerum har noget at sige.

Køremæssigt er basismodellen af A5 Cabriolet selvfølgelig noget overmatchet mod den momentstærke og topkultiverede tre-liter Mercedes-diesel med fornemt automatgear. Så en direkte sammenligning giver ingen mening. Men man skal ikke undervurdere den veloplagte turbomotor med godt bundtræk, fremragende seks-trins manuelt gear og et udmærket styretøj, hvor forhjulstrækket ikke gør den store forskel i dette selskab.

Begge de fine tyskere er køreglade biler for dem, der vil andet end cruise. De er lækre og elegante, og de fine kalecher gør valget mellem stof- og klaptag til en ren smagssag. Selv ved 200 km/t hører man ikke en lyd fra taget på nogen af dem, og de kan betjenes ved kørsel op til 50 km/t.

Mercedes’en byder på strammere design samt en genistreg i form af aircap-systemet.

Og den trækker selvfølgelig fra på sin stærke teknik, men det manglede også bare i forhold til den høje ekstrapris. Målt på den led er Audi svær at komme uden om. Og prisen levner masser af plads til at fylde på med mere udstyr – og en bedre farve.

Læs også:
Atombombe på fire hjul
"Den ægte" James Bond bil til salg efter 40 år
Peugeot med Porsche-potentiale

borsen statistik bnt
Type
Cabriolet
Mærke
Sammenligning
Årgang
2010
Se også
Landskamp mellem overklassebiler
Superyacht sluger Superbil
Toyota til folket
Fakta
Mercedes E350 CDI BE Cabriolet Fire-sæders cabriolet med kaleche Motor: V6, 2.987 ccm, turbodiesel Effekt: 231 hk v/3.800 omdr. Drejningsmoment: 540 Nm v/1.600 omdr. Transmission: Syv-trins automatgear Egenvægt: 1845 kg Acc. 0-100 km/t: 6,9 sek. Tophastighed: 250 km/t (begrænset) Forbrug, bl. kørsel: 13,9 km/l C02-udledning: 189 g/km Grundpris: 1.072.700 kr. + Suverænt design Lækkert interiør Tidløs stil - Kvalitet koster Audi A5 Cabriolet 1,8 TFSI Fire-sæders cabriolet med kaleche Motor: R4, 1.798 ccm, turbo Effekt: 160 hk v/5.000 omdr. Drejningsmoment: 250 Nm v/1.500 omdr. Transmission: Seks-trins manuelt gear Egenvægt: 1685 kg Acc. 0-100 km/t: 9,9 sek. Tophastighed: 218 km/t Forbrug, bl. kørsel: 13,5 km/l C02-udledning: 172 g/km Grundpris: 650.366 kr. + Stærk pris Elegant design Memory i klimaanlæg - Flade linier i hvid
Børsen Weekend
 

Find artikler:

Find artikler
 
 

SENESTE BIL ARTIKLER


 
 
 

Seneste