BilenMaserati spiller stærkt ud i overklassen med sin nye GranCabrio, der møder stilikonet Aston Martin.
Otte eller tolv cylindre? 4,7 eller 5,9 liters motor? 440 eller 477 heste? Praktisk bagsæde eller kompromisløst design? Forza Italia eller Cool Britannia? Beslutninger. Hele tiden beslutninger. Det er hårdt at være rig.
Maserati har generelt lidt mere kant, mens Aston Martin har mere stil
Sådan er der så meget på livets solside, hvor tilværelsens ulidelige lethed nu bliver endnu værre med Maserati GranCabrio. Den er bygget på basis af den store GranTurismo, og et eller andet italiensk modedyr af en designer har ramt helt rigtigt med både pladesaks og svejsetråd, da den skulle syes om til en cabriolet. Bravo, bravo!

Maserati er hot, når det gælder lyden. Når man trykker sportsknappen ind, hører man straks, hvorfor så mange går til opera i Milano.
Og så er den noget så sjældent som en italiensk bil med to bagsæder, som rent faktisk HAR to bagsæder. Der er knap tre meter mellem akslerne, og det levner plads nok på bagsæderne til at bruge dem. Nogen limousine bliver det aldrig – og slet ikke med taget på – men pladsen rækker til mere end korte ture, hvis man ikke er alt for høj.
Læs også:
Her kommer den nye superbil fra Peugeot
BMW allierer sig med hovedrig provokatør
Atombombe på fire hjul
Så langt så godt, når det gælder den nye Maserati. Hvis du spørger ejeren af en Aston Martin DB9 Volante om pladsen på bagsædet, bliver han dig svar skyldig. Han har med garanti aldrig været deromme. Retfærdigvis kalder Aston Martin selv sin bil for en 2+2 cabriolet. Og når man skriver det på den måde, ved vi jo alle sammen godt, at det er tilladt at snyde med blækregningen.
Det er også meget skønnere at sidde foran med fri udsigt til det tidløse og nærmest skulpturelle interiør. Alt er håndlavet, og designet holder godt efter en let opdatering sidste år. Samtidig fik den skønne englænder en anelse flere kræfter, lidt strammere undervogn og lir som Emotional Control Unit eller ny nøgle på dansk.
Stivbenet fornemmelse
»Power, beauty and soul,« lyder starthilsnen i displayet, og det er jo ganske vist. Men detaljer som et lidt for stejlt rat med manuel indstilling(!), som ikke kan tiltes langt nok frem, og en lidt stivbenet fornemmelse i undervognen afslører, at modellen ikke er helt ny.
Selv James Bond skal jo skiftes ud engang imellem. Men for min skyld kunne Aston Martin bare genbruge karosseriet, for designet på DB9 Volante holder 100 pct. endnu.
Italieneren kører hårdt på med god plads, fantastisk lyd, høj komfort og en noget lavere pris
Begge de topløse skønheder er såkaldte front-centermotor-biler. Det vil sige, at de store motorer er trukket langt tilbage, så de ligger bag forakslen og giver bedre vægtfordeling. 50-50 for Aston Martin og 51-49 for Maserati for-bag.
Det er opskriften på en sportsvogn, og selvom ingen af bilerne indbyder til rigtig hård kørsel, skal man ikke undervurdere dem, når sommervejen snor sig mellem klitterne. DB9’eren er den letteste af de to, men trods høj vægt og stor akselafstand kan GranCabrio sagtens tage et par sving – man er vel italiener.

Aston Martin DB9 Volante har masser af stil – og selv dens brøl er relativt civiliseret.
Når det gælder turen under åben himmel, får man lidt mere frisk luft for pengene i Aston Martin. Man sidder tættere på en lidt lavere vinduesramme end i Maserati. Italieneren byder på knap så meget turbulens bag sin højere rude, og de to bageste sideruder hjælper også. Disse kan ikke køres op i DB9’eren, når man kører åbent. Vores lille hjælper på 195 cm har også bedst plads til at indrette sig i GranCabrio.
Her kan man til gengæld godt mærke, at man er rykket en rund million ned i klasse, når det gælder interiøret. Det er lækkert, men når det gælder finish og æstestik, kommer det ikke op i helt samme luftlag som Aston Martin.

Maserati Grand Cabrios interiør er lækkert, men når det gælder finish og æstestik, kommer det ikke op i helt samme luftlag som Aston Martin. Omvendt byder det på mere jordnær praktik som elindstilling af rattet, og betjening af automatgearet med en traditionel gearstang.
Omvendt byder det på mere jordnær praktik som elindstilling af rattet, og betjening af automatgearet med en traditionel gearstang. Det er mere praktisk i en snæver vending, men selvfølgelig ikke nær så cool, som de diskrete trykknapper i englænderens Touchtronic automatgear.
Maserati er til gengæld den mest hotte, når det gælder lyden. Når man trykker sportsknappen ind, hører man straks, hvorfor så mange går til opera i Milano. Der er simpelthen ikke brug for det i Modena, for her har de Maserati. GranCabrio synger en arie så smuk, at selv en døv mand kan høre den.

Aston Martin DB9 Volantes interiør er tidløst og nærmest skulpturelt. Alt er håndlavet, og designet holder godt efter en let opdatering sidste år.
Bevares – Aston Martin kan også være med, DB9-eren kan oven i købet brøle, men det er mere civiliseret. Når det gælder lyden, er det som at se forskellen på Daniel Craig og Pierce Brosnan i et slagsmål. Smukt, men den ene er altså bare mere rå.
Maserati har generelt lidt mere kant, mens Aston Martin har mere stil. Men italieneren kører hårdt på med god plads, fantastisk lyd, høj komfort og en noget lavere pris. Her sidst på måneden har jeg alligevel kun råd til den ene, så jeg snupper GranCabrio.
Læs også:
"Den ægte" James Bond bil til salg efter 40 år
Stærkt hjerte hos Alfa Romeos nye forfører
Peugeot med Porsche-potentiale


















