BilenTriumph Thruxton ligner stadig sin fortid, men gemmer nu på mere moderne teknik.
»Modern Classics« kalder Triumph sin modelserie af motorcykler, der ligner noget fra 1960’erne, men bogstaveligt talt gemmer på mere moderne teknik og køreegenskaber. Designet skal ligne noget, du har fundet i bedstefars lade, for det er dét, de unge vil have.
Den moderne Thruxton er født med racerblod i årerne og lever smukt op til sin forpligtende titel
Og de knap så unge, der kan huske, hvordan det var at styre gaden. Derfor er designet klassisk med et meget enkelt look og detaljer som stor, rund forlygte, egerhjul og to konventionelle støddæmpere bagpå.

Kørestillingen er sporty med det nedadvendte styr. Bemærk sidespejlene, der er monteret på enden af styret.
Men eftersom ingen har tid til at rode med motorcykler som i gamle dage, skal teknikken være moderne, skidtet skal starte hver gang, og så er der jo lige det der nymodens med miljøet. Det er jo hele tre ting, men løsningen på den nye udgave af Triumph Thruxton siger noget om, at stilen betyder alt.
Læs også:
Nye pukler til BMW-kamelen
MC-branchen mod lysere tider
Tordenfuglen flyver igen
Den klassisk designede caferacer har i år fået elektronisk indsprøjtning af brændstoffet, men den moderne teknik er camoufleret som et par go’e gamle karburatorer. Der er sågar en falsk chokerknap, hvor du så kan regulere tomgangen foran cafeen. Mens de ældre herrer nikker i respekt for, at den unge løjser kører med karburator.
I bedste caferacer-stil
Thruxton-navnet stammer iøvrigt fra en engelsk racerbane, hvor Triumph gav den gas i de glade tressere under englændernes sidste storhedstid. Så den moderne Thruxton er født med racerblod i årerne og lever smukt op til sin forpligtende titel.
Først og fremmest er den to-hjulede nostalgiker overraskende velstyrende og svingglad. Cyklen er relativt lille i sine fysiske mål og har en tilpas stejl forgaffel. Sammen med lavt tyngdepunkt og smalle dæk giver det en kvik pakke, der er let at vippe frem og tilbage mellem svingene.
Først og fremmest er den to-hjulede nostalgiker overraskende velstyrende og svingglad
I bedste caferacer-stil sidder man også godt fremadlænet ved det smalle, nedadvendte styr med de karakteristiske spejle monteret på enden af styret. I øvrigt en meget praktisk løsning, for selv de bredeste skuldre og største arme kan ikke komme i vejen for udsynet.

Rød-hvide farver. SE-modellen i perlemorshvid med røde striber og stel burde faktisk hedde VM-modellen.
Motoren er Triumphs store paralleltwin på 865 ccm – det vil sige to cylindre på række, hvor stemplerne følges ad, men skiftes til at tænde. Motorlyden er sund og dyb gennem de to klassiske megafon-potter, og der er fornem respons på gassen nærmest helt nede fra tomgang. Topeffekten er 70 hk, der sendes via en fem-trins gearkasse og kædetræk med klassisk placering i højre side.
Oser af god kvalitet
Siddestillingen er udmærket, selvom man har følelsen af at sidde meget »ovenpå« cyklen, men sædet er stenhårdt, og affjedringen til den samme side. Thruxton dykker som sagt ind i svingene med stor appetit, og når først det går løs, kunne man godt ønske sig mere bremsekraft. Den enlige skive på forhjulet er selvfølgelig også et stilelement.
Alt i alt oser den fine englænder af god kvalitet og, nå ja – god stil
Men alt i alt oser den fine englænder af god kvalitet og, nå ja – god stil. Samtidig byder den på langt mere køreglæde og og bedre køreegenskaber end de klassiske linjer antyder.
Grundmodellen af Triumph Thruxton er prissat til knap 163.000 kr. En ny SE-model (Special Edition) er også på vej med sporty to-tone lakering – ovenikøbet i rød-hvide farver.


















