BilenMan kan sagtens køre sportsvogn hele året. Og hvis man tager på vinterkursus med Porsche, pigdæk og en frossen sø til rådighed, bliver det rigtig sjovt
Tager du sportsvognen med på skiferie? Nej vel, det er nok primært noget for James Bond og andre playboys. Men med det rette udstyr kan det sagtens lade sig gøre.
Med blank is under hjulene, blød sne som bande hele vejen rundt og flere kilometer plads til alle sider er der fri bane for at give den gas under kontrollerede forhold
Først skal man nok lige opgradere sin egen køreuddannelse, og det kan f.eks. ske på Porsches nyeste træningscenter i det nordlige Finland. Her blev der sidste år åbnet et helt nyt og enormt kørecenter lidt udenfor Ivalo, 300 km nord for Polarcirklen og sådan cirka på højde med Murmansk.
Tag med ud på isen i disse to toplækre TV-indslag fra Red Star Photo, hvor Børsens erfarne bilanmelder Kurt Henriksen slår sig løs:
TV Indslag
TV Indslag
Vinteren på disse breddegrader er endnu mere stabil end den danske, så her bliver der hvert år etableret et kæmpe køreanlæg med en lang række forskellige baner. Det hele foregår midt på den frosne Pasasjärvi sø, der nu uofficielt har fået det mere mundrette navn Porsche See.

En Porsche Panamera, pigdæk og en frossen sø med masser af plads. Så er det bare at give gas.
Læs også:
Idiotsikker superbil fra Porsche
Ny BMW snobber op mod topdirektøren
Porsche bygger katamaran-yachts
Med blank is under hjulene, blød sne som bande hele vejen rundt og flere kilometer plads til alle sider er der fri bane for at give den gas under kontrollerede forhold. Og det gjorde vi så, da Børsen i sidste weekend fik chancen for at komme med en tur på isen med Porsche Sport Driving School.
Bilerne på kurset er den nye store fire-dørs Panamera-model i alle tre versioner. Det vil sige Panamara S med baghjulstræk samt versionerne 4S og Turbo med firehjulstræk. Hele dagen hopper vi frem og tilbage mellem de forskellige versioner, så vi tydeligt kan mærke forskellen i køreteknik og få den ind under huden.

Glat føre forude ... Der er god plads på søen, så det er trygt og sikkert at afprøve bilens og førerens grænser.
Hvis du har set WTC-rally har du nok lagt mærke til, at forhjulene på de firehjulstrukne biler det meste af tiden peger næsten ligeud – også når de hårdtpumpede biler kommer helt sidelæns rundt i svingene.
I forhold til baghjulstrækkerne kører man nemlig med meget mindre kontrastyring på en firehjulstrukket bil, hvor der arbejdes mere med gassen. Porsche styring af firehjulstrækket (PTM – Porsche Traction Management) kan fordele trækkraften med alt fra nul til 100 pct. til for- og bagaksel, og det beror bl.a. på styrevinklen.
Vil klare ærterne selv
Den slags forskelle er svære at forklare i teorien, men Porsches vintertræning fokuserer da også på at mærke virkningerne på sin egen krop. Hvad sker der, når man gør sådan – eller gør noget af det, man bare IKKE skal gøre?
Dummer man sig, er der kontant afregning med en tur i snedriverne
Vi kører selvfølgelig med antiskridssystemet slået fra for at være tvunget til at klare ærterne selv. Og selv de mindste forskelle træder tydeligt frem, når man har ren is under hjulene. Og dummer man sig, er der kontant afregning med en tur i snedriverne – også selvom vi kører med solide pigge på de gode vinterdæk.

I løbet af dagen bytter man til de øvrige modeller – bl. a. for at prøve forskellen i køreteknik mellem baghjulstræk og firehjulstræk.
Der er fast arbejde hele dagen til hjælperne i Porsche Cayenne SUV’ere, der er rigget til med trækkroge. Men det er en del af indlæringen, og nogle kursister er rigtig flittige på den front. Men som dagen skrider frem, bliver der mere og mere styr på sagerne og mere fart over feltet. Ud over at iskørsel er supergod køretræning, der giver mere sikkerhed i hverdagen, er det også hylesjovt.
Man kunne ønske sig nogle flere og længere isvintre, så de danske søer og fjorde også kunne blive til mere stabile isbaner. Men indtil istiden kommer, kan det varmt anbefales at tage til Alperne eller nordpå, hvor både Porsche og en lang række andre bilfabrikker tilbyder køretræning på frosne søer.




















Copyright © 2010 af Dagbladet Børsen