BilenMutanten til 5-serien er her allerede, for dem der vil have endnu mere plads på langturen i Gran Turismo.
Skønhed kommer indefra. Det samme gælder grundargumentet for, at vi overhovedet skal se på en skabning som den nye BMW 5-serie Gran Turismo. Eller vanskabning, vil nogen nok sige.
Resultatet er langt fra nogen klassisk løsning – eller klassisk skønhed for den sags skyld
For BMW har ideen været at lave en stor, komfortabel overbygning til den nye 5-serie, en rummelig vogn til lange rejser på første klasse. Altså et klassisk Gran Turismo-koncept. Men resultatet er langt fra nogen klassisk løsning – eller klassisk skønhed for den sags skyld.

Læs også:
Arrig Audi A1 - Jager BMW i storbyen
Danke Deutschland - Europas sikreste bil
Verdens 10 dyreste gadebiler i 2010
Måske lære at elske den
Selv gennem positive briller er det svært at finde de gode designvinkler på 5-serie GT. Den virker simpelthen tung i bagdelen, og med en lidt aparte, høj front, mens profilen redder noget af æren med en dynamisk linje ned langs siden. Tager vi alle sammen fejl igen? Vil vi elske den bil om et par år? Tjah, døm selv – jeg tør i hvert fald ikke tage nogen væddemål.
Så langt så godt, når det gælder høj komfort og brugsværdi
BMW GT er i hvert fald speciel, og det kan for nogle kunder jo også være en kvalitet i sig selv. Jeg tog skaberne på ordet og gav bilen en chance på en lang tur ad de tyske motorveje. Her bør en stor GT vel være i sit es, og her viser den også sin styrke.
Komforten er helt i top med et meget lavt støjniveau – især fraværet af vindstøj imponerer i forhold til, hvor meget den rager op i landskabet. Samtaler i normalt stemmeleje ved 180-200 km/t er ingen problem. Man sidder lidt højere, men kigger ikke helt henover de større biler som i en SUV.

Masser af benplads
Bagsæderne kan forskydes separat ca. 10 cm frem og tilbage, men der er også en tredjeplads i midten, som dog primært kan bruges til en barnestol. Ryglænene kan også justeres bagi, og med sæderne skudt tilbage er der fornem benplads som i en 7-serie.
Her kan man virkelig indrette sig til langtur med mindst samme komfort som på forsæderne. Den store bagklap gør bilen til en fem-dørs, men ligesom i Skoda Superb kan man nøjes med at åbne en mindre klap som i en sedan.
Bagakslen har luftaffjedring med niveauregulering som standard. Det er et ekstra plus for komforten, men giver ikke helt så præcise køreegenskaber som i almindelige 5-serie her ved siden af. Det sejler en smule i nogle situationer i forhold til det, man er vant til i en BMW.

Elendig i sneen
Men det bliver endnu værre i glat føre. Her lider den store Gran Turismo under, at den kun har baghjulstræk. Normalt ikke noget problem i de andre Bimmere med alle de moderne elektroniske krykker. Men i GT er det virkelig interessant.
Spændende, hvis man elsker at køre i sne, nervepirrende hvis man hader det. Selv med gode vinterdæk er den alt for levende. Foreløbig leveres GT ikke med firehjulstræk for ikke at komme for tæt på X6, men det er tilsyneladende et varmt debatemne internt blandt fabrikkens folk.

Men i normalt føre er det bare derudad. Det nye otte-trins automatgear er også her en kæmpe fornøjelse, og på langturen kørte bilen over 12 km/l i snit trods pænt høje hastigheder kun afbrudt af drøj snekørsel. Så langt så godt, når det gælder høj komfort og brugsværdi.
Spørgsmålet er så, om GT byder på nok ekstra i forhold til en 5-serie Touring? Hvor man kan få både større motor og firehjulstræk billigere end listeprisen på 1.149.000 kr. for en 530d GT. Eller lægge knap 300.000 kr. mere for en 730d med langt mere prestige. Teknisk set er 5-serie GT jo egentlig en 7-serie GT eller i det mindste en 6-serie. Og det er måske dens største problem, at kun prisen får lov at snobbe længere opad i nummerrækken.
Læs også:
Topløs Topmodel fra Audi
Fem rigtige fra Audi
Aston Martin - Med B&O og automatgear


















