BilenDen nye 5-serie kører stilsikkert videre og snobber opad med endnu bedre komfort
BMW’s nye 5-serie er klar til at køre ind i 2010’erne med endnu mere pondus. Den nye miniudgave af 7’eren har rent bogstaveligt mere vægt bag sit selvsikre udtryk, for med otte centimeter større akselsafstand og næsten 150 kilo mere på vægten, er der mere limousine over 5-eren end nogensinde.
Selv topdirektører kan roligt tage plads, hvad enten det er på for- eller bagsæde
Fordelene er mere plads, roligere bevægelser og bedre komfort, mens de fleste ulemper for køreegenskaberne holdes i kort snor med endnu finere undervogn og teknik. 5-serien er stadig en »drivers car«. Men i en tid med downsizing på dagsordenen kunne endnu flere ministre såmænd roligt stige om fra 7-serien, og selv topdirektører kan roligt tage plads, hvad enten det er på for- eller bagsæde.

Se lige linjer – især hen over motorhjelmen og langs siderne. Den danske designer Anders Warming med ansvar for eksteriøret kan godt være tilfreds.
Når det gælder designet, bliver der ingen diskussion. Siden forgængeren fra BMW’s omstridte chefdesigner Chris Bangle er der løbet meget vand i åen – også i kundernes opfattelse af en BMW – og den nye rammer plet ved første øjekast.
Læs også:
Ny BMW kører 26 km. på literen
Arrig Audi A1 - Jager BMW i storbyen
Verdens 10 dyreste gadebiler i 2010
Flotte linjer
Danskeren Anders Warming har ansvaret for al eksteriør design hos BMW, og han kan godt være tilfreds. Designeren selv taler specielt varmt om de spændstige linjer fra logoet foran og hen over hjelmen.
Men han peger også på det BMW-klassiske »Hoffmeister-Knick« ved bagrudernes bagkant. På den nye 5-serie er det trukket specielt langt tilbage, så det giver taget og bagenden et meget let udtryk foruden bedre udsyn fra bagsædet.
Under hjelmen regerer den velkendte række af seks-cylindrede benzin- og dieselmotorer som hovedmaskiner. På toppen byder 550i sig til med 4,4 liters V8-motor med twinturbo og 407 hk, mens den første – og indtil videre eneste – firecylindrede lanceres til sommer i basisdieselen 520d med 184 hk.
Den nye 5-serie kører fremragende og sporty for sin størrelse, men internt orienterer den nye sig mere opad i rækkerne
Til præsentationen var der lejlighed til at prøve de seks-cylindrede 535i og 530d, hvor især den sidste tegner til at blive den mest interessante. Benzinudgaven 535i med twinturbo er selvfølgelig også her en sprød sag med 306 hk. Men selvom det maksimale drejningsmoment på 400 Nm nu melder sig allerede ved 1200 omdrejninger, går det hele først rigtigt op i en højere enhed, når man stiger ind i 530d.
Her får man 35 pct. bedre moment og det veloplagte antrit i alle situationer, der passer perfekt til bilen. Men man får også rigelige 245 hk samt en omdrejningsvilje og sund lyd, der kan få en til at glemme alt om benzin.

Lynhurtigt gearskifte
Begge de prøvede versioner havde det nye otte-trins automatgear, der allerede er lanceret i f.eks. 5-serie GT (se artikel ved siden af). En perfekt gearkasse, der skifter så lynhurtigt som en dobbeltkobling og med så små spring mellem gearene, at sporty kørsel også er en fornøjelse.
Den nye gearkasse har en stor del af æren for, at en 530d trods den højere vægt nu accelerer fra 0-100 km/t på bare 6,3 sek., men alligevel klarer 16,1 km/l ved blandet kørsel.
Ro i kabinen
På motorvejen er den nye Bimmer et stilstudie i stoisk ro. Stabiliteten er i top og støjniveauet helt i bund – også ved den elektroniske begrænsede tophastighed på 250 km/t. Den nye 5-er er udviklet og bygget sammen med 7-serien, og der deles en del af platformen.
Derfor er undervogn, styretøj, transmission og teknik generelt er et fyrværkeri af lækkerier, hvis man ellers har råd til at hælde al udstyret på: Det gælder f.eks. kørebaneassistent, aktiv fartholder og andre gadgets, som er livsvigtige, når der også skal sms’es bag rattet.

I kabinen er der ingen revolutioner, men det velkendte stramme layout med et lidt højere instrumentbord end i den gamle.
Men også guf som elektronisk undervogn og aktiv styring, der kan kobles med medstyring på den nye integral-bagaksel, så baghjulene drejer op til 2,5 grader i samme retning som forhjulene. Eller i modsat retning ved lave hastigheder, så venderadius bliver mindre.
God på racerbanen
Der er nok af udstyr at hælde på, som gør de grundlæggende gode køreegenskaber endnu bedre. For at sætte trumf på, lægger BMW prøveturen forbi Estoril-banen. Det er ikke hverdag, at vi sendes ind på en Formel 1-bane med en stor mellemklasse-sedan, men den nye femmer gør det fremragende.
BMW mener selv, at den er agil som en 3-er og komfortabel som en 7-er. En spagat, som selvfølgelig ikke lader sig udføre uden for brochurerne. Den nye 5-serie kører fremragende og sporty for sin størrelse, men internt orienterer den nye sig mere opad i rækkerne. Det er »high five« på alle måder.
Men 5 og 7 er ikke lige. Der er trods alt nogle centimeter og en hel del mere køreglæde til forskel, selvom den nye 5-serie byder på mere komfort end sport. Alt relativt – især i forhold til de konkurrenter, BMW stadig kører om hjørner med i denne klasse.



















