BilenMere komfort og bedre dynamiske køreegenskaber – normalt en modsætning, men ikke i den nye Astra der lander i Danmark ved årsskiftet.
Mens Carl-Peter Forster, GM præsident i Europa og dermed Opels øverste chef, i de forgangene 12–16 måneder ikke har bestilt andet end at redde fremtiden for den traditionsrige tyske bilproducent, har Opel oplevet i samme periode en næsten uset succes med den nye Insignia.
Astra-salget står for en tredjedel af den samlede omsætning. Så det er »make or brake« for Opels fremtid
Men ingeniørerne hos Opel har ikke hvilet på laurbærrene efter Insignia-succesen, og de har heller ikke ventet på, om man er købt eller solgt. Efter devisen »i krisetider giver vi for alvor gas«, er der blevet lagt sidste hånd på den nyeste Astra-generation. Fjerde generation lander i Danmark allerede ved årsskiftet, og det er den 10. model i den så vigtige mellemklasse.
Det kan nemlig godt være, at Insignia er vigtig for Opel, men trods alt står Astra-salget for en tredjedel af den samlede omsætning. Så det er »make or brake« for Opels fremtid.
Læs også:
Begyndelsen til noget stort fra Opel
Ny koreakriger fra Opel
Klæd bilen på til skiferien

Man sidder fremragende i den nye Astra, men antallet af knapper m.m. kræver lige en vis portion tålmodighed. Der er 25 liter aflægningsrum fordelt omkring passagerne.
Målsætningen for den nye Astra er ambitiøs. På den ene side skal den nye Astra være langt mere komfortabel end sine forgængere, og på den anden side skal bilen være langt mere dynamisk end tidligere. For at løse denne modsætning, har Opel grebet dybt i værktøjskassen og er kommet frem med en hel ny løsning.
Efter at have talt til 30 opgav vi at tælle, hvor mange knapper og kontakter, der er
Mens forhjulsophænget langt hen ad vejen er kopieret fra den velkørende Insignia, anvender Opel nu en compound-bagaksel som konkurrenterne i klassen, og det er her, nyheden ligger: et såkaldt Watt-led.
Det sidder bagerst i baghjulskonstruktionen og gør det muligt at anvende blødere bøsninger til komfortøgning i compound-akslen, mens det nye ekstra led sørger for en bedre kontrol med baghjulene, specielt ved kurvekørsel.

Fænomenal undervogn
Dette lyder teknisk kompliceret, hvad det for så vidt også er, men resultatet er en fænomenal god undervogn, der ikke før er set i denne bil-klasse. Både ved testkørsel på lukket bane, men ikke mindst ude på landevejen er undervognen mere end godkendt både med hensyn til komfort og præcision. Med andre ord: Den nye Astra kører rigtig godt.
Et lille skår i glæden er dog selve styretøjet. Den elektriske servostyring føles en smule kunstig. Ikke at dette er et voldsomt problem ved almindelig kørsel, men tilvænning kræver det.
Hvad der også kræver lidt tilvænning, er den nye midterkonsol. Efter at have talt til 30 opgav vi at tælle, hvor mange knapper og kontakter, der er. Man skal derfor i begyndelsen holde tungen lige i munden for at finde ud af, hvad der bruges til hvad.
Selve indretningen af kabinen, og ikke mindst kabinens finish, er der ikke noget at udsætte på, hvis vi lige ser bort fra den plastikskærm, der er øverst ved instrumenterne. Det klæder altså ikke bilen – grim, tynd og hård plastik. Specielt når materialevalget andetsteds i kabinen er til ug.
Den er velkørende, ser godt ud, synes vi, har en fornuftig pris og har ellers de kvaliteter, man søger i mellemklassen
Til at begynde med lanceres den nyeste Astra-generation kun som fem-dørs hatchback, men en mere sportslig tre-dørs version samt en stationcar vil følge næste år. Ved markedsintroduktion kan der vælges mellem en række benzin og diesel-motorer, hvor enkelte er gengangere fra tidligere.
En, ikke mindst med danske øjne, interessant nyhed er en 1,4-liters turbo benziner med 140 hk, der afløser 1,8-liters motoren uden kunstigt åndedræt. 15 procent mere moment og 18 procent mindre benzinforbrug til 269.900 kr. lyder som, og er, et rigtig godt valg i den nye Astra. Motoren trækker fint uden turbotøven, og har en dejlig flad momentkurve.
Det er selvfølgelig, fristes man til at sige, muligt at opgradere en Astra med alverdens nye tekniske finurligheder, som vi har lært at kende fra den nye Insignia. Så AFL, (Advanced Forward Lightning); Opel Eye, der læser trafiktavler; eller FlexRide, hvor man selv kan bestemme hårdheden (Sport, normal eller tour) i støddæmperne er muligheder at sætte kryds ved på slutseddelen.

I forhold til sine forgængere er dog nu også en fornuftig cd-radio (CD 400 Opera) standard, ligesom Flex-floor (justerbart gulv i bagagerummet) eller fartpilot følger med. Og tager man højde for dette nye standardudstyr, svarer prisen for den nye Astra den gamle.
Meget tyder derfor på, at den succes, Opel har fået med Insignia, med lethed kan forsætte med den nye Astra.
Den er velkørende, ser godt ud, synes vi, har en fornuftig pris og har ellers de kvaliteter, man søger i mellemklassen. Så mens Opel finansielt er reddet på kort sigt, så skal Astra nok sørge for, at succesen ikke er en døgnflue.


















