BilenBMW har afsløret sit højspændte bud på en sportsvogn, der accelererer som et lyn, men kører over 26 kilometer på literen.
Der findes angiveligt kun én bilfabrik i hele verden, der har ordet »motor« som en del af navnet. Og det er ingen tilfældighed, at det er BMW. Bayerische Motoren Werke har altid holdt fanen højt og gået forrest i den evige videreudvikling af traditionelle forbrændingsmotorer.
Det er en ny verden for BMW, og konceptbilen ligner da også noget, der lige er landet fra Mars
Under paraplyen Efficient Dynamics har det sydtyske premiummærke de senere år gang på gang bevist, at man hverken behøver køre hybrid- eller el-bil for at køre grønt.
Læs også:
BMW-limousine til luksussegmentet
Terrorsikret 7-serie fra BMW
Ny BMW - Mein Gott hvor er den flot
Selv en dynamisk mellemklassebil som 3-serien kan i dag leveres i modeller med et brændstofforbrug, der matcher f.eks. hybridduksen Toyota Prius. Og så ikke et ord om køreegenskaber – af ren høflighed mod japanerne.
Derfor er det ekstra interessant, når BMW nu har præsenteret konceptbilen Vision EfficientDynamics, der viser fabrikkens første større skridt ind på hybridbanen. Se den flotte præsentationsvideo:
Som fra en anden planet
Begrebet ActiveHybrid-teknologi rimer selvfølgelig godt med marketingafdelingens fokus på køreglæde – Freude am Fahren. Og når BMW hiver sløret af en model, der også kan køre på ren el-drift, skal det selvfølgelig være en bil til den sporty bane. Det er en ny verden for BMW, og konceptbilen ligner da også noget, der lige er landet fra Mars.
Designet skal man dog ikke hænge sig for meget i. Heldigvis, kunne man mene. Bilen er selvfølgelig også beregnet til at være en showstopper på de store internationale biludstillinger som i Frankfurt, hvor den blev præsenteret i september.
Hvornår har vi sidst set en tre-cylindret dieselmotor i en sportsvogn? Eller to kraftige el-motorer, der arbejder sammen med forbrændingsmotoren, hvis ikke de klarer ærterne selv med at drive hver sin aksel?
Men stregerne er skam heller ikke slået ud fra de rene tilfældigheder. Formerne giver en ultralav vindmodstand, og så er man allerede nået langt henad vejen mod en bedre brændstoføkonomi. Bemærk også hjulene.

For det første er de ikke bredere end på de fleste familiebiler, 195 mm og med 55-profil i højden. Normalt er der langt bredere og lavere dæk på en sportsvogn af denne kaliber og med proportioner som her.
Men smalle dæk giver mindre luftmodstand og ved at vælge enorme 21 tommer hjul, har de næsten samme kontaktflade med vejen. De specielle fælge går udover dækkanten og skjuler de høje profiler, men deres udformning giver også mindre vindmodstand.
Linjerne er de klassiske lave og langstrakte for en centermotorbil, og det elektriske lyn er kun 124 cm lavt. Typemæssigt er bilen et såkaldt 2+2 koncept – det vil sige med et lille, ubrugeligt bagsæde, fordi 2+2 aldrig giver 4, når det gælder sportsvogne.

Det mest interessante er selvfølgelig teknikken. Hvornår har vi f.eks. sidst set en tre-cylindret dieselmotor i en sportsvogn? Eller to kraftige el-motorer, der arbejder sammen med forbrændingsmotoren, hvis ikke de klarer ærterne selv med at drive hver sin aksel? Det er de meget utraditionelle hovedelementer i drivlinien på Vision EfficientDynamics.
Utraditionel teknik
Men se så lige de tekniske data: Den samlede ydelse, når både dieselmotoren og de to el-motorer arbejder for fuld damp, er på 356 hestekræfter. Og drejningsmomentet – der udtrykker motorens evne til at »træde i pedalerne« – ligger på skræmmende høje 800 Nm. Donnerwetter!
Til sammenligning har en Ferrari F430 et maksimalt moment på 465 Nm, mens BMW konceptbilen nyder godt af, at el-motorer trækker med fuld kraft lige fra nul omdrejninger.
Når man kører den officielle EU-testcyklus med blandet kørsel, lander det gennemsnitlige brændstofforbrug på 26,6 km/liter
Det ses også på præstationerne. BMW opgiver en accelerationstid fra 0-100 km/t på sølle 4,8 sekunder, og den elektroniske begrænser stopper først bæstet ved en topfart på 250 km/t.
Det lyder jo ikke særligt økologisk i sig selv. Men når man kører den officielle EU-testcyklus med blandet kørsel, lander det gennemsnitlige brændstofforbrug på 26,6 km/liter. CO2-emissionen er så lav som 99 gram per km, hvilket er mindre end en Toyota Aygo.

Rent teknisk er BMW Vision EfficientDynamics en såkaldt plugin-hybrid eller opladningshybrid på dansk. Det betyder, at bilens batterier kan oplades med ekstern strøm fra f.eks. en almindelig stikkontakt, mens de nuværende hybridbiler udelukkende oplades ved hjælp af forbrændingsmotoren og opsamling af bremseenergi.
En tre-cylindret dieselmotor på 1,5 liter med en ydelse på hele 163 hestekræfter!
Med opladningshybrider får man en væsentlig længere rækkevidde på strøm alene, og BMW’s konceptbil skulle således kunne klare 50 km, inden batterierne er flade. Det betyder, at langt de fleste gennemsnitsture kan klares uden at starte dieselmotoren og dermed helt uden lokal forurening. Hvis strømmen så kommer fra et gammelt polsk kulkraftværk, kører man selvfølgelig hverken med nul-emission og grøn glorie. Men det er en anden diskussion...

Her står altså et stykke fremtidsmusik, og hvad skal vi så med det? Tjah, BMW skal foreløbig bruge konceptbilen til to ting: Dels at få sin »share of voice« i den verdenskrig af lobbyisme, der udkæmpes hårdere end nogensinde i disse år. Alle producenter vil vise, at de er helt fremme i skoen med miljøvenlig teknologi. Selvom ingen dybest set aner, hvad der teknisk, økonomisk og ikke mindst politisk er værd at satse på.
En tre-cylindret dieselmotor på 1,5 liter med en ydelse på hele 163 hestekræfter!
Og dels skal BMW bruge sin showstopper til at reklamere for de Active Hybrid-modeller, der snart kommer på gaden som specialudgaver af X6 og 7-serien. Fremtiden er her allerede. Men selvom el-biler lige nu er mere hot end højspændingskabler på fuld kapacitet, så er det stadig en højeffektiv forbrændingsmotor, der er i centrum på BMWs konceptbil.
En tre-cylindret dieselmotor på 1,5 liter med en ydelse på hele 163 hestekræfter! Det giver en literydelse, som er verdensrekord inden for dieselteknologi og var helt utænkeligt for bare få år siden. Alene dét fremskridt viser, at der stadig er masser at hente for Bayerische Motoren Werke og andre gode maskiningeniører.

















