BilenFord Focus RS er herlig dunderklump, men 305 heste på forhjulene har sin begrænsning.
Englænderne kalder den slags bil en »hot hatch«, og det rammer lige på kornet af Ford Focus RS. Man tager en mellemklasse familiebil med stor bagklap som basis og bygger så en specialmodel med en hulens masse kræfter og en styling, der er til at få øje på.
Det er en fræk manøvre i sig selv, og i tilfældet Focus RS er resultatet rigtig flabet på den fede måde.
Specielle forhjulsophæng, større sporvidde og spærrediffentiale hjælper med at tæmme de 305 vilde heste
Designet er faktisk meget harmonisk, selvom detaljer som den forslugne front, den enormt store tagspoiler og en virkelig pimpet diffusor under bagenden hver for sig virker groteske. Men når tingene er pakket sammen som her, sat på stilrene 19 tommer fælge og pakket ind i Ultimate Green, så falder det hele i hak.
Focus RS ligner en bøllebil, men også en bøllebil, der har noget at have det i. Du er i hvert fald advaret om, at her kommer en turbo-dunderklump med 305 hestekræfter.
RS står for Rally Sport i Fords verden, hvor man har gjort grusvejene usikre i generationer.
Erfaringer og image herfra skal selvfølgelig bruges i gadebilerne. Focus har jo altid været en dejlig køremaskine – også i hverdagsmodel.

Tagspoileren og luftdiffusoren under bagenden er grotesk store, men i sammenhæng med resten bliver det til en harmonisk pakke.
Så basis var i orden, men i RS-udgaven er der kælet endnu mere for undervognen. Specielle forhjulsophæng, større sporvidde og spærrediffentiale hjælper med at tæmme de 305 vilde heste.
Opsætningen sidder lige i skabet. Affjedringen er superfast uden at støde, styretøjet er perfekt, og sammen med et lækkert gearskifte og masser af power gør det Focus RS til en super underholdende og inspirerende køremaskine. Tag hjemmefra i god tid, for du vil altid køre en omvej.
Men, men, men – en mellemklasse familiebil med stor bagklap har som regel også forhjulstræk, og så rammer vi muren. På varm og tør asfalt som en sydfransk bjergvej er der ingen problemer. Men i en dansk sensommer, når der bare meldes om morgendug i radioen, så melder problemerne sig.
Der er simpelthen fysiske grænser for et koncept med forhjulstræk. Det kan ikke engang Ford gøre noget ved, selvom man er kommet utrolig langt hen ad vejen.
Godt med hjulspin
I vådt føre – nej, bare i fugtigt vejr – står menuen på hjulspin i første, andet og tredje gear, hvis man fyrer raketten helt af. Selvom motorstyringen begrænser kræfterne i de to første gear. Og vel at mærke inden, vi lavede brænderbilleder til ære for fotografen, og fordækkene virkede ikke voldsomt slidt. I bedste fald er bilen meget følsom, hvis der ikke er helt frisk gummi på.
Turboen giver solidt træk helt fra bunden, og det udvikler sig til en kontrolleret sprængning længere oppe ad skalaen
Til udviklernes ros skal det siges, at man også har afstemt antispin-systemet til at gribe sent ind. Det er den nemmeste sag i verden at kvæle ethvert tilløb til hjulspin med elektronikken, men det ville ikke passe til sjælen i Focus RS. Det positive er så, at der dermed går sport i selv at dosere kræfterne.
Her leger perlen af en motor godt med. Den fem-cylindrede 2,5 liters rækkemotor stammer fra koncernkusinen (endnu da) Volvo, men er tunet til perfektion hos Ford.

Turboen giver solidt træk helt fra bunden, og det udvikler sig til en kontrolleret sprængning længere oppe ad skalaen. Harmonisk kraftudvikling, men altså nok til at rive forhjulene rundt i fugtigt vejr, når effekten peaker, hvis man ikke doserer den rigtigt.
Savner lidt lir
Mens vi er ved forbeholdene, så kunne man godt have ønsket sig lidt mere lir i kabinen. De lækre Recaro-skålsæder og sågar Recaro-bagsæder er perfekte, men instrumentbordet er for meget Focus og for lidt RS. Men det er da blevet til lidt snyde-kulfiber og et lille ekstra instrumenthus med olietemperatur, turbotryk og olietryk.
Ford Focus RS er et superfrisk og fornøjeligt pust, og det koster jo at have det sjovt
Overordnet er der dog ikke meget at komme efter, og bortset fra, at RS er tre-dørs, så er den lige så rummelig og praktisk som enhver anden Focus. Prisen på 572.754 kr. er også rimelig – især målt på kiloprisen per hestekraft.
Et fornøjeligt pust
Ford Focus RS er et superfrisk og fornøjeligt pust, og det koster jo at have det sjovt. Især på afskrivningen her, uha-uha.
Men hvis fornuftens briller sniger sig ned på næsen af mig, ville jeg nok overveje at »nøjes« med 210 hk i den endnu mere harmoniske Golf GTI, som selv med fem døre og DSG-gear er 100.000 billigere. Alternativt er en rigtig sportsvogn med baghjulstræk indenfor rækkevidde til samme pris som brugt, f. eks. en fire-fem år gammel Porsche Boxster S.


















