BilenSuzuki VZ 1500 Intruder er en cruiser af den nye slags, som også kan dreje – hvis der ellers var plads.
Lang, lav og ligeud. Sådan er det gennemførte design på Suzukis nye VZ 1500, men det behøver ikke nødvendigvis at beskrive køreoplevelsen. Årets nye Intruder i det kæmpe program af Suzuki-cruisere er til mere end lange gab, lav hastighed og veje, der går ligeud.
Suzuki VZ 1500 er en cruiser, men detaljerne afslører, at den har mere i ærmet
Selvom den har sit klassiske look med lavt sæde, fodhvilerne langt fremme og kilovis af krom, så er det en »new school cruiser«. En af de cykler, der ikke vil snyde sin ejer for at have det sjovt, når han bryder ud af geleddet, blæser frynserne på jakken langt bagud og tvinges til at tænke mere på kurvelinjer end regler for kolonnekørsel. Det kan den også.
Suzuki VZ 1500 er en cruiser, men detaljerne afslører, at den har mere i ærmet. Selvom cylindrene har køleribber, er motoren vandkølet og yder rigelige 80 hk samt et mere end rigeligt drejningsmoment på 125 Nm fra 2700 omdrejninger.
Forgaflen er af upside down-typen, der giver mere føling og mindre uaffjedret vægt, og de store 290 mm bremseskiver er klar til at matche kræfterne. Desværre mangler der ABS – det vender vi tilbage til.
Klassisk kørestilling
Kørestillingen er den klassiske bag det brede, lækre Long Horn-styr, hvor man sidder og omfavner vinden. Man kommer automatisk til at sidde i en let ludende, duknakket hustler-stilling. Sådan skal det være på sådan en cykel, og så falder man perfekt ind i designet med den onde styrkåbe/lygtehus, der både giver udmærket vindbeskyttelse og lidt ekstra karakter til VZ1500.
Apropos navnet, så står der M 1500 på sidedækslerne, men det er den amerikanske modelbetegnelse. Importøren beder os kalde den VZ 1500, og det virker kun, hvis alle gør det.
Finish og forarbejdning virker fin til den rimelige pris på knap 170.000 kr. for så stor en maskine
Finish og forarbejdning virker fin til den rimelige pris på knap 170.000 kr. for så stor en maskine. Specielt de to store, svungne alu-styrholdere og de lange, parallelle lydpotter, der giver lige tilpas meget vrinsk uden at voldlarme.
Man sidder godt både for og bag, spejlene er ganske udmærkede og brede nok, og man har de instrumenter, der skal bruges.

De lange, parallelle lydpotter giver lige tilpas meget vrinsk.
Motoren har selvfølgelig magt over tingene, men gearkassen er lidt klonket især fra første til andet gear.
Til gengæld mærker man ingen negativ påvirkning fra det praktiske kardantræk, og fremfor alt styrer cyklen overraskende godt. Det finder man ud af i første sving, og i næste sving er man bogstaveligt talt nede på jorden.
Problemer for fødder
Når køreegenskaberne udnyttes, skraber man lynhurtigt fodhvilerne i. Det kan jo være meget sjovt og godt for selvtilliden, men med fødderne langt fremme skraber man samtidig støvlehælen i asfalten, så foden simpelthen fejes af fodhvileren. Det kan være farligt, og det er træls, at der ikke er fulgt op på det, når man nu har bygget en cruiser til swingpjat.
Med fødderne langt fremme skraber man samtidig støvlehælen i asfalten, så foden simpelthen fejes af fodhvileren
Næste trend må blive »oprykkersæt« til fodhvilerne på moderne cruisere i stedet for fremrykkersæt.
Bremserne er det andet ankepunkt. Når der er lidt smæk på de 328 kilo sumojern, kommer man hurtigt til at blokere forhjulet, fordi ABS-bremser er sparet væk.
Det er ikke højdramatisk på så lang en cykel, men det er et af de punkter, hvor man betaler prisen for prisen. Igen ærgerligt i forhold til cyklens potentiale. Kan man leve med dét, så får man masser af køreglæde og udmærket kvalitet til prisen.


















