De skarpe linjer på Lamborghini Gallardo’en bliver endnu mere markerede, når taget skæres væk, og designet borer sig ind i øjnene.

10.06.2009 tekst: Kurt Henriksen

Lamborghini Spyder - noget nær narko

BilenMed den nye Gallardo Spyder har Lamborghini skabt noget af det skarpeste og mest eksplosive under åben himmel. Pleasure testede det gule lyn.

Så kommer man ikke meget nærmere himlen i dette liv, når jeg at tænke i et splitsekund. Lige der – mellem to sving, hvor omdrejningstælleren dirrer ved 8000 omdrejninger.

Jeg kører i en rus som en djævel bag et rat, men er også lykkelig, fredfyldt og helt religiøs 



Højdemåleren viser 2000 meter, og 10 cylindre vræler mod den dybblå himmel. Lige i det øjeblik når jeg at kaste et hurtigt blik fra toppen af vulkanen til skyerne under mig. Bare kom an – jeg er klar til at tage herfra med et smil.

Jeg kører i en rus som en djævel bag et rat, men er også lykkelig, fredfyldt og helt religiøs. Ikke fordi det er søndag. Heller ikke fordi jeg bogstaveligt talt er helt oppe i skyerne. Men fordi man bare føler sig lidt nærmere himlen i en bil som denne.

Lamborghini Gallardo Spyder LP 560-4 står der i brochuren, men den burde sælges som lykkepiller på recept. Med advarslen: Stærkt vanedannende, forbudt for børn og maks. tre doser ugentligt for sarte sjæle.



Hvis jeg nyder udsigten for meget heroppe, kan det også hurtigt blive alvor. Altså det med at komme herfra. I det mindste er der så langt ned, at jeg kan nå at ringe hjem og sige farvel, inden jeg rammer jorden. Men det bliver svært at finde på nogen undskyldninger for, at noget skulle gå galt. I så fald vil det være en klar kørerfejl og i hvert fald ikke bilens skyld.

Den griber aggressivt i asfalten med sin perfekte vægtfordeling på fire fede dæk og bremser ned så effektivt, at jeg hiver efter vejret. Og ud af kurverne stamper firehjulstrækket de mange kræfter så hidsigt ned i jorden, at jeg bliver helt nervøs for at vække vulkanen her midt på Tenerife, hvor præsentationen finder sted.

Skarpt design

Det hele går op i en højere enhed, og oplevelsen er lige så skarp som linjerne på bilen. Selv et lysbillede af en Gallardo Spyder ville kunne bruges som papirkniv. Da den første Coupé-udgave ramte gaden i 2003, trak den Lamborghini-historien videre i dyb respekt for den klare, skarpe kropsbygning, der ligger i den italienske tyrs dna.

Ud af kurverne stamper firehjulstrækket de mange kræfter så hidsigt ned i jorden, at jeg bliver helt nervøs for at vække vulkanen her midt på Tenerife, hvor præsentationen finder sted 



Modellen har simpelthen genfødt Lamborghini, og siden lanceringen er der solgt næsten lige så mange Gallardo’er, som der blev solgt Lamborghini-biler i alt i de første 30 år af mærkets levetid. Den lille Lambo skar præcist og brutalt en stor luns af markedet, og alle linjer ser da også ud til at være hugget ud med et samurai-sværd.


Kabinen i Lamborghini Gallardo’en er stadig en blanding af eksklusiv stil, komponenter fra Audi og enkelte smuttere, der ligner noget, som er faldet af en Fiat. Men helhedsindtrykket er dog opgraderet.

På denne åbne Spyder-model træder det endnu tydeligere frem. Normalt er det ellers lige omvendt. Mange smukke coupéer bærer deres Samson-kraft i håret og mister magien, når taget skæres væk. Men på Gallardo bliver linjerne bare endnu renere, og det er jo egentlig logisk nok, når man tænker over det.

På Spyder har man fjernet noget af det eneste med lidt runding på hele den bil – nemlig taget – og det fremhæver det knivskarpe. Hvis ikke det gik så meget ud over køreegenskaberne, ville Lamborghinis designere sikkert også lave hjulene skarpe og kantede ...

Hvis du nu tror, at Lamborghini Gallardo bare er en dyr Audi R8, så tager du ligeså meget fejl, som hvis du vælger Audi’en i forventning om en discount-Lambo 



Men der er jo ting, der er givet i denne verden. Og indtil andet er bevist med den fire-dørs Estoque-model (som foreløbig er parkeret i finanskrisens dybe kælder) er der kun én opskrift på en Lamborghini: Centermotor, to døre, to sæder – og permanent firehjulstræk. Det første er den klassiske recept på en supersportsvogn, og firehjulstrækket er blevet en vigtig del af både mærkets image og køreoplevelsen.

Italiensk for begyndere

Motoren i Gallardo er en 5,2-liters V10, som i den nye model yder 560 hestekræfter. Deraf tilføjelsen LP 560-4, hvor firtallet selvfølgelig står for firehjulstræk. Og mens vi er i gang med italiensk for begyndere: LP står for Longitudinale Posteriore, altså at motoren er langsliggende. Den heftige V10-motor er i øvrigt i tæt familie med maskinen i den nye Audi R8 V10, som vi præsenterede her i Pleasure i marts måned.


De store gab foran samt indsugningsgællerne foran baghjulene sørger for at give masser af luft og køling til den forslugne V10-motor, der regerer lige bag sæderne i sportsvognen.

Audi overtog Lamborghini i 1998, og begge basismotorer fødes side om side på samlebåndet i Audi-gruppens motorfabrik i Gyor i Ungarn, men finjusteres senere i hver sin lejr. Den italienske udgave får således lov at yde 35 hk mere end Audis. Det interne hierarki skal holdes på plads.

Men hvis du nu tror, at Lamborghini Gallardo bare er en dyr Audi R8, så tager du ligeså meget fejl, som hvis du vælger Audi’en i forventning om en discount-Lambo. Det er en udbredt misforståelse og en fornærmelse i begge lejre. Det er tydeligt, når man spørger lidt nærmere ind til de tekniske finesser i familien.

De italienske teknikere fnyser lige så høfligt som en kamptyr ville fnyse, hvis man spurgte ind til dens kropsbygning i forhold til en malkeko. Audi har valgt at satse på en mere komfortabel niche i denne klasse, hvor Lamborghini holder sig til den kompromisløse supersportsvogn.

Sad de på en Kia, ville jeg kalde dem hønsefødder. Men nu sidder de jo på en Lambo, så de er selvfølgelig smarte 



Det gælder hele vejen igennem – lige fra den klassiske ballet, når man skal svinge sig NED i den lave bil og det endnu lavere sæde for ikke at tale om at komme op. Øv dig hellere et diskret sted, inden du triller op foran cafeen.

Det er da heller ikke til at mærke, at basismotoren er den samme som i Audi R8, hvis man ikke lige ved det. I Gallardo Spyder er det en rendyrket sportsmotor, hvor alt er optimeret efter at virke bedst ved hård belastning. Så må komforten blive en funktion af det. Men i forhold til den prioritering er bilen såmænd letkørt nok.


Det sekventielle E-gear kan køres fuldautomatisk, så bilen er meget omgængelig i hverdagen, mens knapperne til Sport og Corsa gør både gearskifte, motorstyring og speederrespons mere råt og brutalt.

Sæt E-gearet i Auto, og det skifter selv, mens du triller ud af byen på jagt efter nogle sjovere veje. Og jo – du har E-gear, for det er så velfungerende og koster i øvrigt ikke ekstra i forhold til manuelt gear, så der er ingen grund til at undvære det. Det praktiske i hverdagen sniger sig også ind i detaljer som bakkamera og muligheden for at hæve forakslen 30 millimeter, så den lave frontspoiler bedre kan forcere kantstenen.

Bakkameraet har i øvrigt en sjov feature, som muligvis bare skyldes italiensk sjusk og/eller et bevidst ønske om at gøre dagen lidt sjovere: Kameraet kan også kobles til, når man kører fremad! Så kan man bedre studere, om manden med den sjove kasket bagved nu også har materiel og evner til at følge med ...

Kørsel for sjov

Kabinen er præget af, at man sjældent køber italienske sportsvogne for at sidde i garagen og kærtegne interiøret. Betjeningsstilkene ligner stadig noget, der er faldet af en Fiat. Andre komponenter har stadig tydeligt Audi-præg, og så kan man diskutere, om det er godt eller skidt i denne sammenhæng.

Det er jo ikke for sjov, at den nye Spyder har fået 40 heste mere og samtidig har evnet at smide 20 kilo. Eller rettere – det er jo for sjov 



Der er dog også kommet nye, forkromede vippekontakter i riflet Bentley-stil. Fortil danner 15 skarpe LED-lygter Y-forms-kørelys, og bagtil går samme form igen i baglygterne. Sad de på en Kia, ville jeg kalde dem hønsefødder. Men nu sidder de jo på en Lambo, så de er selvfølgelig smarte.

Som cabriolet betragtet er det tydeligt, at taget primært er beregnet til at bringe dig tør hjem, hvis det begynder at regne (og der ikke er plads nok til bare at køre hurtigere). Det er ikke verdens mest lydløse kaleche, hverken i mekanik eller vindstøj. Men designet er perfekt, når det nu skulle være, og bagruden af glas kan køres op uden tag, så den virker som en vindskærm.


Bemærk logoet med den hidsige Lamborghini-tyr, som er præget i læderet på de lækre sportssæder. Baggrunden af glas, som kører ned sammen med kalechen, kan i øvrigt køres op separat og fungere som vindskærm bag nakkestøtterne.

Når det gælder turbulens, skal man dog være forberedt på, at Gallardo Spyder er en sportsvogn og ikke nogen suncruiser. Først og fremmest handler det jo om køreoplevelsen, og hvis det andet er vigtigere, så køb en Audi.

Det er jo ikke for sjov, at den nye Spyder har fået 40 heste mere og samtidig har evnet at smide 20 kilo. Eller rettere – det er jo for sjov. Og for menneskepenge får du ikke noget skarpere, mere eksklusivt og mere eksplosivt, når det gælder kompromisløse køremaskiner uden tag.

borsen statistik bnt
Type
Cabriolet
Mærke
Lamborghini
Pris
4.200.000 Kr.
Model
Murcielago LP640
Årgang
2009
Se også
Ny Lamborghini Murciélago til maj
Lamborghini a la Versace
Lamborghini - klar til kamp
Fakta
Lamborghini Gallardo Spyder 560-4 E-gear To-sædet roadster med centermotor, permanent firehjulstræk Motor: V10, 5204 ccm. Effekt: 560 hk v/8000 omdr./min. Moment: 540 Nm v/6500 omdr./min. Køreklar vægt: 1640 kg Acc. 0-100 km/t: 4,0 sek. Tophastighed: 324 km/t Forbrug, bl. kørsel: 7,1 km/l CO2-udledning: 330 g/km Basispris: 4,2 mio. kr.
Magasinet Pleasure
 

Find artikler:

Find artikler
 
 
 

SENESTE BIL ARTIKLER


 
 
 

Seneste