Intet er som det plejer med den ny Ferrari California. Det er den første Ferrari med en V8-motor, der ikke ligger i midten. Det er den første Ferrari med fast foldetag, og den første Ferrari med dobbeltkobling- gearkasse.

26.05.2009 tekst: Kurt Henriksen foto: Ole Joern, Red Star Photo

Ferrari - Intet er som det plejer

BilenEn tung, blød model med vægt på komfort!? Det er nye tider hos Ferrari, så vi triller ud i den nye California sammen med en »rigtig« Maranello-hingst, F430 Spider.

Den har servohjælp på bagklappen, som selv lukker det sidste stykke. Dén detalje siger alt om, at de røde heste rider ad helt nye stier med Ferrari California. Jeg ved ikke, hvor meget dén mekanisme med små el-motorer vejer.

Men jeg ved, at rigtige Ferrari-fans vil mene, at hvert ekstra gram er et gram for meget, og vægtvogterne kan hurtigt få travlt med den nye italiener.

Læs også:
Verdens dyreste bil solgt - for 67 mio. kr.
Legendarisk Formel 1 Ferrari til salg
Verdens bedste sportsvogn

Sigtekornet erhelt klart stillet ind på Gran Turismo-kvaliteter frem for superskarpe køreegenskaber 



Vi kender Ferrari som det kompromisløse biprodukt af mærkets meritter på racerbanen. Gamle Enzo Ferrari byggede kun gadebiler for at finansiere dén passion. Han må hvile i fred, hvis han ellers kan, for den nye California er en logisk konsekvens af den virkelighed, som selv Ferrari må forholde sig til. Der skal søges ny vækst på nye områder, og en ny Dino, en »baby-Ferrari« spøgte længe i kulissen. Men den lille ny blev en stor ny, Ferrari California.

En velvoksen og komfortabel suncruiser med fast foldetag, hvor sigtekornet helt klart er stillet ind på Gran Turismo-kvaliteter frem for superskarpe køreegenskaber. Det er den første Ferrari med en V8-motor, der ikke ligger i midten.

Det er den første Ferrari med fast foldetag, og den første Ferrari med dobbeltkobling-gearkasse. Intet er, som det plejer.


For at minde os om den klassiske sjæl i Ferrari rider vi ud i sommerlandet i selskab med en F430 Spider. Den står for mærkets rå og uforfalskede DNA, hvor det ikke handler om at forkæle føreren, men at få bilen hurtigst muligt hen til og rundt i næste sving. En småhysterisk V8 centermotor, der ligger til frit skue under sit glaslåg. Et F1-gear der skifter lynhurtigt og stenhårdt og en kabine, hvor selv el-rudekontakterne ligner én stor undskyldning for, at de sidder der og fylder og vejer.

Dobbeltsjæl

Det her er Ferrari-følelsen, som vi kender den. Ikke så mange dikkedarer, men en lidt vild og kildrende fornemmelse af, at her pakker man ikke en god køreoplevelse ind i vat.

Når det gælder California, beskriver Ferrari selv bilen som en dobbelt personlighed. Èt hjerte, to sjæle. En dobbeltsjæl som både coupé og cabriolet, men skam også en sporty side ud over det komfortable. Den er ét stort paradoks. Man synker ned i blødt læder og masser af luksus, men har også launch control og Formel 1-skifteflapper bag rattet.

En stor komfortabel flyder med masser af kraftoverskud 



Rent praktisk beskrives konceptet som en 2+, i erkendelse af, at den normale 2+2 betegnelse alligevel aldrig giver 4, når det gælder antallet af brugbare sæder. Bagsæderne her kan på en ultrakort tur bruges som nødsæde til en enkelt voksen i mindre størrelse, hvis ellers taget er nede. Og ellers kan man bruge det til et barnesæde eller som lidt ekstra bagageplads.

Bagagerummet er ellers praktisk nok for en bil med foldetag. Det rummer 340 liter, og når taget klappes ned, fjerner det kun 100 liter. Den resterende plads er reel nok at udnytte, for hele rummets bagvæg åbner sammen med bagklappen, så man nemt kan skubbe et par mindre kufferter ind. Og når man lukker igen, trækker bagklappen sig selv til med servohjælp. Det er ellers en feature, man normalt ser hos ældre Mercedes-ejere, men OK – det er en stor og tung klap.


På vejen opleves Ferrari California præcist som det, den er: En stor komfortabel flyder med masser af kraftoverskud. Hele bilen og den behagelige kabine indbyder til at læne sig tilbage og nyde livet. På godt og ondt mærker man også tydeligt, at California er en ren sumobryder i Ferrari sammenhæng, for den køreklare vægt svinger op på 1735 kilo – 215 kg mere end F430 Spider.

På vejen opleves Ferrari California præcist som det, den er: En stor komfortabel flyder med masser af kraftoverskud 



Det giver rolige, halvdovne bevægelser, men også god komfort. Undervognen er sat op til den bløde side – ren softice i Ferrari-termer – men der kan strammes lidt op ved at sætte undervognen i Sport. Det sker med den såkaldte Manettino – en drejeknap som findes på rattet af de fleste Ferrarier nu – der regulerer undervogn og gearkasse samt traction control og antiskridsystem.

Af god familie

Desværre strammes undervognen ikke særligt meget op. Så man sejler noget rundt og banker affjedringen i bund, hvis man udnytter de 460 hestekræfter og udforsker den rå side af motoren. Den udfolder sig med god Ferrari-sound på den sjove side af 5000 omdrejninger. Her træder California ud af de bløde skygger og viser, at den er af god familie. Indstyringen i sving er overraskende præcis – og faktisk nemmere end F430.

Vi ved jo fra både talentshow og mediebranchen, at det er aldrig er ovre, før den fede dame synger, og det gælder også for Ferrari California. Man kan muntre sig meget på de små veje, når man først har vænnet sig til, at bilen har bedre fat, end det føles. Men det er en dansepartner, der absolut skal føres med fast hånd og forsigtige tæer.

Vi ved jo fra både talentshow og mediebranchen, at det er aldrig er ovre, før den fede dame synger, og det gælder også for Ferrari California 



Jeg stiger om til F430 Spider og ind i en helt anden verden. Kun logoet er det samme, tænker jeg, mens jeg fraværende følger den svedende California-chauffør foran mig på de små veje, hvor Spideren snor sig rundt som en ål i mudder. Motoren skriger det helt rigtige Ferrari-vræl mod himlen. Jeg kan nærmest smage omdrejningerne og mærke nyrerne bløde, når jeg klikker næste gear ind med et vanvittigt ryk. Hver gang føles det som om, jeg efterlader det forrige gearhjul i vejkanten.


California har godt nok lagt et kunstigt ryk ind i sin gearkasse i Sport-indstilling, så man bedre kan mærke skiftet. Men det her er rigtig race, hvor man har fornemmelsen af, at teknikken bare lige skal holde de sidste tre omgange til mål. Her ville onde tunger måske påstå, at det passer vist meget godt med erfaringen for en Ferrari-ejer. Men lad nu det ligge. Holdbarheden er bedre end sit rygte, og generelt har tiden og kvaliteten jo ikke stået stille – heller ikke hos italienske sportsvognsproducenter.

Tilbage i California kører jeg taget på, sætter indstillingen i komfort og får pulsen ned igen. Nu er det pludselig en bil, jeg ville elske at tage hele vejen til Sydfrankrig. Allerede ved 70 km/t lister dobbeltkoblingen syvende gear ind, mens V8-eren pludrer af sted med bare 1700 omdrejninger. Den 4,3 liters motor er helt nyudviklet og har ikke noget med maskinen i F430 at gøre.

Benzinen sprøjtes ind

Californias aluminiumsmotor er langt mere moderne og har fået direkte benzinindsprøjtning. Sammen med den nye dobbeltkoblings-gearkasse giver det også langt bedre brændstoføkonomi med et forbrug ved blandet kørsel på 7,6 km/l. Ja-ja, alt er relativt, men det gør California til en ren sparegris i Ferrari-sammenhæng. Se bare F430 Spiders forbrug i tabellen...

Der er jo ingen grund til at undvære sin stejlende hingst, selv om man bare skal trille en tur hen til golfbanen eller børnehaven 



Men trods det nærmest pinligt lave forbrug er den nye California så en rigtig Ferrari? Hvis du spørger de hardcore fans, er svaret selvfølgelig: No, no, no! Hvis du spørger mig er svaret: Mnjaar. Personligt siger den mig ingenting, for hvis jeg skulle eje en Ferrari, skulle den ikke være et kompromis. Og i mine øjne er designerne hos Pininfarina sluppet lidt for nemt fra opgaven.

Generelt mangler jeg mere Ferrari-familie i linjerne, og specielt ser jeg lidt for meget Hyundai Coupe-stil over bagenden. Døm selv. Retfærdigvis er California ikke særligt fotogen, men noget kønnere i virkeligheden.

Er man velbeslået Ferrari-fan med en hel portefølje, passer California dog perfekt ind i stalden. Der er jo ingen grund til at undvære sin stejlende hingst, selv om man bare skal trille en tur hen til golfbanen eller børnehaven.

borsen statistik bnt
Type
Cabriolet
Mærke
Ferrari
Pris
3.851.000 Kr.
Model
California
Årgang
2009
Se også
Ny standard for Ferraris fart
Verdens dyreste bil solgt - for 67 mio. kr.
Hør brølet: One-77 endelig afsløret
Fakta
Ferrari F430 Spider F1 Motor: V8 centermotor, 4308 ccm Effekt: 490 hk v/8500 omdr. Moment: 465 Nm v/5250 omdr. Transmission: Seks-trins sekventielt gear, baghjulstræk Acc: 0-100 km/t 4,1 sek. Tophastighed: > 310 km/t Forbrug, bl. kørsel: 5,5 km/l CO-udledning: 420 g/km Listepris: 4.315.000 kr. Plus Ægte racer-følelse Knivskarpe køreegenskaber Rigtig Ferrari-sound Minus Stenhård og ukomfortabel Upraktisk i hverdagen Tårnhøjt forbrug Ferrari California F1 Motor: V8 frontmotor, 4297 ccm Effekt: 460 hk v/7750 omdr. Moment: 485 Nm v/5000 omdr. Transmission: Syv-trins sekventielt gear m/dobbeltkobling, baghjulstræk Acc: 0-100 km/t < 4,0 sek. Tophastighed: 310 km/l Forbrug, bl. kørsel: 7,6 km/l CO-udledning: 306 g/km Listepris 3.851.000 kr. Plus Høj komfort Dobbeltkobling Udmærket bagagerum Minus Blød undervogn Bittesmå bagsæder Fesent design
Børsen Weekend
 

Find artikler:

Find artikler
 
 
 

SENESTE BIL ARTIKLER


 
 
 

Seneste