BilenHistorier om faldende priser på luksusvarer og konkurs-trusler mod verdens højest profilerede yacht-værfter bliver gjort til skamme med nyheden om salget af denne superyacht, Silver.
Salget af den 74 meter lange Silver, der er designet af det norske yacht-koryfæ Espen Øino, regnes af eksperter for at være det dyreste yachtkøb siden september 2008. Men både købers identitet og den præcise købesum er endnu hemmeligholdt.
Prisen ligger givetvis på niveauet trecifret million-beløb og alene det at få solgt en superyacht i disse tider må siges af være en "god" nyhed. Krisen og de manglende bonusser har nemlig ellers fået folk til at forlade deres yachts eller hive bundproppen for at indhente forsikringspræmien.

240 fod - 73,3 meter - målet på en ægte superyacht
Milliardærer på rov
Yacht-mægleren Yachting Partners International (YIP) melder nu også om stigende køberinteresse fra sultne milliardærer på rov i rækkerne af ledige superyachts, som pt. ligger brak i marinaerne uden kunder i kabyssen.
Derfor selvpromoverer YIP sig med denne triumf som selskabet, der om nogen kan finde frem til de få, likvide købere og bringe dem sammen med markedets realistiske sælgere.

Yachten Silver mødte bølgen blå for første gang i 2007, da den forlod værftet Hanseatic Marine i Australien. Siden hen er Silver blevet udlejet for den nette sum af 480.000 euro om ugen i højsæsonen i Middelhavet.

Designmæssigt er den slanke linje hos Silver et tegn på, at trenden om "højere og bredere" superyachts er ved at ebbe ud. Interiøret er moderne italiensk, med håndvævede tæpper, en overflod af valnøddetræ og indretningen minimalistisk.
Med det topmoderne satellit-tv og satellit-internet ombord på Silver kan man holde kontakten til land over alt på jorden og der er jacuzzi både indendøre og udendøre.

Sødygtig luksus
Den mindre vandprofil og brugen af mange letvægtsmaterialer i interiøret giver Silver en topfart på 25 knob og en cruise fart på 18 knob ved hjælp af de to 16V-4000 MTU motorer.
Silver lever fuldt op til alle SOLAS-reglementer (Convention on Safety of Life at Sea) så både sikkerhed og luksus holder samme høje niveau for de op til 12 gæster om bord.

Silver betegnes som meget sødygtig og på denne båd bør man kunne udforske jordens koldeste og mest vindblæste farvande - hvis man vel at mærke har husket at fylde tanken helt op med 110.000 liter diesel og husket de 30.000 liter vand, som giver Silver en helt særlig rækkevidde.

















