BilenSjette generation af ikonet er klar, men er GTI-auraen stadig intakt? Vi går den efter i sømmene.
Først sætter vi uret 33 år tilbage. Året er 1976. Den allerførste GTI rammer markedet – Volkswagen Golf GTI MK 1. En nyskabelse der planter de første dækspor til en hel ny klasse. Kendetegnet er et udseende, der er peppet op til sjov, og det sportslige udseende matcher køreegenskaberne, der sender læberne i opadgående retning.
GTI har gennem årene spredt skræk og rædsel hos forsikringsselskaberne
Siden er 1,7 mio. GTI’ere rullet af samlebåndet. GTI’en manifesterer sig ved at være en levende legende. Den har udfoldet og udviklet sig gennem de sidste fire årtier, og benævnelsen GTI har gennem årene spredt skræk og rædsel hos forsikringsselskaberne. Tilbage i nutiden præsenteres vi nu for sjette generation af den legendariske nutidsklassiker.

Bagenden er knap så markant i udtrykket som fronten, men de to afgange afslører GTI’ens hensigter.
Sublime køreegenskaber og kvalitet gennemsyrer bilen. Det er hverken en fuld- eller halvblodsracer, vi har med at gøre. GTI’en ligger et sted midt i mellem. Den er hverken en rebel eller en vandal. I stedet er det en gennemtænkt allrounder til hverdagsbrug med et kraftoverskud, der kan gøre de fleste carportejere misundelige. Kort sagt kan den bruges til både hverdag og sjov – tilsat en gang pedal er den fantastisk sjov at køre. De 210 heste bider, uanset hvilke arbejdsbetingelser de tilbydes.
Harmonisk undervogn
Den velafstemte undervogn er mere end almindelig harmonisk. Testbilen var udstyret med den elektronisk variable undervogn, og tak guderne for den. Uanset om indstillingen er sat til comfort eller sport, er den fabelagtig. Den bider og hiver, samtidig med at den ligger vognen i et solidt vejgreb. Den svigter ikke en eneste gang, selvom den får lov til at yde det maksimale på de sydfranske bjergeveje. Samtidig er den ufattelig komfortabel. Kør hen over de største ujævnheder, og de ænses knap nok.
Køreegenskaberne kan behæftes med ord som kultiverede, veloplagte og ualmindelig indbydende.

To klassikere fra hver deres periode - succesen fortsætter på fjerde årti
Kontante gearskift
Lad os så også en gang for alle slå fast, at DSG-gearet ikke barberer toppen af køreoplevelsen. Anordningen med den dobbelte kobling byder på kontante gearskift og tilbyder muligheden for hele tiden at køre bilen på grænsen. Når man har været gennem de første 20 sving med manuelle gearskift, begynder man efterhånden at få nok af det. Med DSG-gearkassen bliver det aldrig for meget. Man kan nemlig holde fuldt fokus på køreoplevelsen frem for at rive i gearstangen. Det er fantastisk.
Kort sagt kan den bruges til både hverdag og sjov – tilsat en gang pedal er den fantastisk sjov at køre
Hvad angår udseendet, kan vi lige så godt sige det, som det er. Den ser ganske enkelt formidabel ud. Golf 6’s skarpe linjer krydret med detaljer, der trækker spor tilbage til 1970’erne, er bare et godt match. Specielt stofindtrækket er en fed detalje. Stoffets tern leder tankerne hen på indtrækket i den allerførste model i rækken. Golf 5 GTI kunne ligeledes fås med dette indtræk, og det blev modtaget så godt af bilkøberne, at VW altså har valgt at følge den succes op.

Frygt ikke, at du bliver træt af at sidde bag det rat. Lækre detaljer og materialer præger kabinen.
Kabinen er indbydende, og kvaliteten er mere end i top. Derfor er det også svært at pege fingre af noget som helst. Oven i købet kan man som dansker glæde sig over, at der har sneget sig lidt dansk islæt ind i kabinen. Anlæggets højtalere er nemlig leveret af danske Dynaudio. Ud over at de er danske, leverer de også en fortrinlig lyd.
Vellykket frontdesign
Udvendigt er specielt frontdesignet vellykket. Forlygternes skarpe udføring giver bilen en aggressiv fremtoning. Kombineret med de røde linjer i kølergitteret og det lille GTI-logo står det klart, at her kommer en bil, der vil fremad.
Når al rosen er fyret af, kan vi lige så godt gå videre til den alvorlige del – prisen
Bagendens udtryk er knap så råt, men de to udstødningsafgange bevidner, at vi ikke har med en almindelig golf at gøre. De to udgange leverer i øvrigt lidt af en symfoni, når bilen får lov at strække ud med højt omdrejningstal.
Flotte fælge
De fælge, testbilen stod på, er desværre ikke standard. Som kommende GTI’ejer bør man punge ud for at få dem med i handlen. Den polerede overflade tilsat den sorte lakering på indersiden ser super godt ud.
Når al rosen er fyret af, kan vi lige så godt gå videre til den alvorlige del – prisen. Endnu er den ikke fastlagt, men ifølge importøren kan vi forvente, at den falder ud nogenlunde som for den tidligere model. Altså en startpris i omegnen af 420.000 plus levering og diverse ekstraudstyr.

















