Zenvo ST1 er bare begyndelsen – de næste tre modeller er allerede på tegnebrættet.

13.03.2009 tekst: Kurt Henriksen

Thors Hammer - med 1100 danske hestekræfter

BilenSuperbilen Zenvo ST1 bliver første model i rækken fra en lille dansk bilfabrik, der gør en vild drøm til virkelighed.

Det er en historie i stil med cykelsmeden Theodor Felgen i den klassiske dukkefilm Bjergkøbing Grand Prix. Resultatet er bare meget, meget kønnere, endnu vildere – og frem for alt virkelighed.

Projektet har i al stilhed været et par år undervejs, indtil de to entusiaster lod bomben springe på forsiden af Bilmagasinet kort før Jul 



Zenvo ST1 – en sportsvogn i den absolutte spitzenklasse og »made in Denmark« hos Zenvo Automotive.



Det giver gåsehud bare at skrive om en helt ny superbil, som snart ruller ud af en beskeden garage på Sydsjælland med over 1100 heste under hjelmen og Thors Hammer i logoet. Det sker formentlig en skøn dag i starten af maj. Og den dag bør alle danske bilelskere rejse sig, vende ansigtet mod Præstø og bukke i dyb respekt.

Bagmændene Jesper Jensen og Troels Vollertsen mødte hinanden for en del år siden i forbindelse med andre bilinteresser, og så opstod den meget udanske ide om en superbil på niveau med det vildeste i hele verden.


Senest til maj er det planen, at uhyret skal frem i forårssolen.

»Vi gik godt i hak, og Troels nævnte en ide, han gik og puslede med. Og oprindeligt var det tanken at gøre det på en lidt mere manuel og gammeldags måde. Udgangspunktet var bare at bygge en prototype,« fortæller Jesper Jensen om den indledende fase.

»Men det hele tegnede efterhånden så godt, at vi besluttede os for at gå hele vejen og gøre det rigtigt.«

Troels Vollertsen har lang erfaring i tuning af biler – der i forvejen er voldsomme – i sit firma TVA Motorsport, og han står for den tekniske side af sagen. Hjertet i Zenvo ST1 bygger på en basisblok fra GM og har både supercharger (kompressor) og turbo – deraf S og T i navnet.

En pæn økonomisk mundfuld

Jesper Jensen har »tjent lidt penge tidligere« og bl.a lavet et par hushandler uden at ville nærmere ind på pengesiden. Men han lægger ikke skjul på, at det økonomisk er noget af en mundfuld at udvikle en ny bil fra bunden i det ambitiøse projekt, der er lagt i det nystiftede selskab Nordic Sports Car A/S med Jesper Jensen som hovedaktionær.

Vi har de næste tre modeller på tegnebrættet allerede 



Der blev selvfølgelig brugt en masse tid på at undersøge alt det tekniske, praktiske og ikke mindst lovmæssige i forhold til godkendelser. Det sidste er ikke så ligetil i et land uden tradition for og kendskab til bilproduktion.

Projektet har i al stilhed været et par år undervejs, indtil de to entusiaster lod bomben springe på forsiden af Bilmagasinet kort før Jul. Egentlig var det meningen, at man først ville gå ud i offentligheden, når der stod en færdig, køreklar prototype. Men efterhånden skulle der involveres så mange i projektet, at det var svært at holde hemmeligt længere.

De første fotos samt billederne her på opslaget er alle skabt i en computer, for lige nu er bilen igen skilt ad i atomer for at blive finpudset og klargjort til lakering. Men senest til maj skulle den rulle ud af porten – ud i solskinnet og lige ind i en global finanskrise.


Ikke ret tynget af politisk korrekte skrubler – med 1100 vilde heste under hjelmen.

»Det var selvfølgelig ikke med i planerne, da vi startede i sin tid. Men hvis vi ikke kan sælge bilen, så er det i hvert fald ikke finanskrisens skyld. Det ville være den nemmeste og dårligste undskyldning,« fastslår Jesper Jensen.

Der bliver lavet maksimalt 15 styk af Zenvo ST1, som håndbygges i Danmark med stumper fra en lang række underleverandører herhjemme og i udlandet. Når den første prototype er færdig, kommer den på rundtur til potentielle kunder, der så kan skræddersy deres egen udgave. Finansieringen er på plads til at komme i gang, og der bygges kun efter ordre.


Zenvo ST1 bliver maksimalt lavet i 15 eksemplarer, som håndbygges i Danmark.

Udsigt til udsolgt

»Når den første bil er solgt, går vi i gang med at bygge,« fastslår Jesper Jensen, der er fuld af fortrøstning til, at han nok skal få udsolgt.

»Vi havde jo en masse forbindelser i forvejen, så vi har løbende fået input fra potentielle forhandlere og kunder. Så mange af de mulige købere har vi lidt fat i forvejen, og dertil har vi siden offentliggørelsen fået en lang række interesserede på listen, hvor jeg vurderer, at der er 40-50 seriøse emner.«

Og går det hele som det skal, så er ST1 bare begyndelsen for Zenvo Automotive.

»Vi har de næste tre modeller på tegnebrættet allerede. Den første model bliver jo ikke just nogen guldgrube for os, men meget af udviklingsarbejdet kan genbruges til nye modeller, hvor en stor del af teknikken bliver den samme,« siger Jesper Jensen.

Vi vender frygteligt tilbage til Zenvo ST1, så snart bæstet er klar til en køretur. Når du hører en torden til foråret, er det Thors Hammer, vi er ude at svinge.

borsen statistik bnt
Type
Sportsvogn
Mærke
Zenvo
Model
Zenvo ST1
Årgang
2009
Se også
Dansk superbil til 16 millioner
Aston Martins mest potente nogensinde
Verdens hurtigste cabriolet er på gaden
Fakta
Zenvo ST 1 To-sæders centermotor sportsvogn med baghjulstræk Længde/bredde/højde: 467/204/120 cm Vægt: 1376 kg Motor: 7 liter V8 Effekt: 1104 hk v. 6900 omr. Drejningsmoment: 1430 Nm v. 4500 omdr. Gearkasse: Seks trin manuel Acceleration 0-100 km/t: 3,0 sek Tophastighed: 375 km/t elektronisk begrænset Brændstofforbrug: Tilstrækkeligt
Børsen Weekend
 

Find artikler:

Find artikler
 
 
 

SENESTE BIL ARTIKLER


 
 
 

Seneste