BilenDetroit 2009: Nyskilte tyskere førte sig frem med en magtdemonstration på ekspartnerens hjemmebane.
Den ene fyrede den af på byens dyreste hoteller og restauranter, mens den anden næsten bogstaveligt måtte løbe fra regningen på et ydmygt værtshus. Sådan er lykken så lunefuld i en skilmisse. Og forskellen var mere end symbolsk mellem Mercedes-Benz og Chrysler på årets biludstilling i Detroit.
El-drift er superspændende, og jeg siger det ikke kun, fordi elektroteknik var mit speciale på universitetet
Parterne gik hver til sit sidste år, hvor tyskerne slap af med sin amerikanske kæreste, der aldrig helt fik styr på kreditkortet. Så Mercedes fløj nonchalant 650 journalister ind fra hele verden til en storstilet nytårsreception lørdag aften på byens fineste, nyrenoverede hotel.
Samtidig måtte Chrysler opgive at give en bajer og en burger på den gamle Firestation lige over for udstillingshallerne.
Her startede de to ellers en populær tradition i sin tid med at holde hof og slukke halsbrand på pressekorpset i en meget uformel stemning. Topcheferne selv tog vagter i baren – og så oven i købet ud til at nyde en god bilsnak hen over ølsjatterne – så man kunne opleve ellers meget formelle tyske topchefer med både forklæde og høj cigarføring.

Konceptbilen Blue Zero giver en forsmag på en ny B-klasse, men rummer også Mercedes’ bud på el-drift i tre forskellige varianter med ren batteridrift samt enten brændselsceller eller forbrændingsmotor som lokalt el-værk. Foto: Kurt Henriksen
Oprindeligt var meldingen, at Chrysler i år ville videreføre traditionen, men kun holde brandstationen åben en enkelt aften. Til sidst stod det dog klart, at en uheldig cocktail af tørre lommesmerter og faren for politiske tømmermænd i forhold til Washington endelig satte proppen i. Så Chrysler fik aldrig åbnet baren.
Til gengæld tog Mercedes igen spenderbukserne på søndag aften, og denne gang satte man sig bogstaveligt talt på toppen af selveste General Motors.
Hele restaurantkomplekset på 72. sal i GM’s enorme, globale hovedkvarter i Renaissance Center var booket af Mercedes, hvor alle kunne skue ud over hele det gamle rige. Stjernen strålede øverst over Detroit.
Slipper af sted med det
Det kunne have set arrogant ud, men Mercedes kan slippe af sted med den slags, fordi topchef Dieter Zetsche nok stadig er den mest populære tysker i Detroit.

Som tidligere Chrysler-chef i de første år efter fusionen førte han meget godt med fra Stuttgart, og hans meget utyske væsen (altså u-tyske...) var stærkt medvirkende til at få fusionen godt fra start. Hans nytårstale var da også præget af respekt og medfølelse for de gamle kolleger i Detroit.
Hos Mercedes vil vi ikke spise vores såsæd ved at lave kortsigtede besparelser på udviklingsomkostningerne
»Som tidligere direktør her har jeg stadig en stor stolthed og empati for de stolte folk i området. Og jeg har stor tiltro til, at der stadig vil være en innovativ bilindustri her i byen,« sagde Dieter Zetsche – uden dog at spå om, hvorvidt den fortsat vil være amerikansk ejet.
»Bilindustrien er et offer for krisen – ikke årsagen. Og for vores vedkommende hos Mercedes vil vi ikke spise vores såsæd ved at lave kortsigtede besparelser på udviklingsomkostningerne.«
Ny konceptbil
Efter den officielle afsløring af den nye E-klasse viste Mercedes sin nye konceptbil Blue Zero frem. En el-drevet bil i tre forskellige udgaver med enten ren batteridrift, brændselsceller med brint eller en forbrændsmotor som lademaskine.
»El-drift er superspændende, og jeg siger det ikke kun, fordi elektroteknik var mit speciale på universitetet,« sagde Dieter Zetsche med et bredt grin under sin enorme moustache.
»Vi vil accelerere udviklingen med sidste skrig i litium-ion-batterier og tro mig – det vil give begrebet E-klasse en helt ny mening. El-biler er ikke længere science fiction.«
Alligevel skal vi et lille stykke ud i fremtiden, inden de rammer gaden. I år vil Mercedes bygge en lille serie af brændselscelle-biler, og næste år er det planen at sende en mindre serie af de rene el-biler på gaden.


















