BilenEl-biler erobrer scenen på Detroit Autoshow, hvor de lokale fabrikker kæmper mod uret for at få bilerne på markedet til tiden.
Sidste mand lukker og slukker? Eller alle mand tænder og sukker – lettede og glade? Det er den korte version af situationen i Detroit, hvor de lokale bilproducenter General Motors, Ford og Chrysler lige nu desperat rækker ud efter den kontakt, der skal tænde respiratoren.
Yes, sir, vi skal nok se at komme ind i fremtiden, for se bare alle vores nye miljøbiler
El-biler er det helt store mantra på North American Auto Show, der åbner for publikum i morgen, og denne gang er showet i lige så høj grad rettet mod politikerne i Washington.
»Yes, sir, vi skal nok se at komme ind i fremtiden, for se bare alle vores nye miljøbiler,« lyder det som med én mund fra scenerne i Detroit.
General Motors – en titan på den globale virksomhedsscene, som i sine velmagtsdage solgte mere end hveranden bil til amerikanerne, mens Chrysler og Ford delte resten – tog også medarbejderne til hjælp i en fælles appel til politikerne. GM’s pressekonference startede med videoklip fra medarbejdere, der kaldte det »en fordom, at GM står stille,« og udsagn som »hvis vi bare får fair konkurrenceforhold, så skal I bare se«.

Chrysler kæmper også for livet efter skilsmissen fra Mercedes, men viste en række overbevisende konceptbiler, f.eks. denne el-drevne Chrysler 200C. Spørgsmålet er så, om selskabet lever længe nok til at få den på gaden. Foto: Scanpix/AFP
Selv de medbragte jubelkor af nuværende og pensionerede medarbejdere samt forhandlere kunne ikke overdøve lyden af tæer, der krummede sig i skoene på alle andre end GM-ansatte. Det politiske blev direkte pinligt, da Michigans guvernør bogstaveligt talt gik forrest i jubelkoret bag el-bilen Chevrolet Volt, mens hun holdt et kæmpeskilt med teksten »We’re electric«.
Det er dog noget af en tilsnigelse at skrive det i nutid, for Volt kommer i heldigste fald på gaden om to år. Men det store grundfjeld er i det mindste i bevægelse.
»I dag er en ny begyndelse for GM, og i 2009 vil vi have fokus på vores restruktureringsplaner,« sagde topchefen Rick Wagoner i sin tale.
»Det er en stor opgave, men den rummer langt mere end restrukturering, for GM er drevet af innovation og fantastiske biler. De matcher starten på vores andet århundrede og har trækkraften til at få os tilbage på sporet,« fortsatte han. Ford præsenterede også en storstilet plan for el-biler sammen med fortsat udvikling af hybrider samt mindre og mere effektive benzinmotorer med turbo.
Chrysler satser benhårdt på noget, der ligner et overbevisende program af nye el-drevne modeller, men har også ryggen presset helt fladt mod muren
I virkelighedens verden er det dog helt andre trækheste, kunderne stadig spænder for vognen. Fords store F-serie- pickuptruck (med 4,6 liters V8-motor i den mindste model) er således stadig det allermest sælgende køretøj i USA – for 27. år i træk...
Samtidig er salget af miljøbiler raslet ned de seneste måneder i takt med benzinpriserne. F.eks. er salget af hybridbilen Toyota Prius, der ellers har solgt som varmt brød i USA, faldet med 45 pct. i december. Og bilbosserne, der bandede de høje oliepriser langt væk for et halvt år siden, beder nu næsten direkte om højere benzinafgifter for at få økonomi i de mange miljøbilsprojekter.
Hos Chrysler spillede ledelsen i vanlig stil sin yndlingsrolle som klassens frække dreng. Sidste år præsenterede Chrysler en ny pickuptruck ved at drive en flok longhorn-kvæg gennem gaderne foran udstillingscenteret, men de manglede i år.
»Vi havde booket køerne, men tænkte at vi hellere måtte ringe til vores »cow Tsar« i Washington først,« lød det sarkastisk spøgende fra Chryslers vice president Jim Press.
Et svirp med halen
Det skete med hentydning til planerne om at sætte en overordnet, statslig person ind i ledelserne i Detroit i bytte for de store støttechecks. Den politiske forargelse over bilchefernes brug af privatfly fik også et svirp med halen.
»Men vores cow Tsar ville vide, om køerne nu også ville komme hertil med kvægtransport, så vi droppede det. Det er jo alligevel også et bear market,« sagde Jim Press og sørgede dermed for, at der trods alt blev noget af grine af i Detroit i år.
Det er fantastiske ting, de har præsenteret. Men spørgsmålet er, om de vil leve længe nok, til at få bilerne på markedet
Chrysler satser benhårdt på noget, der ligner et overbevisende program af nye el-drevne modeller, men har også ryggen presset helt fladt mod muren. Ledelsen oplyser, at der ikke længere føres forhandlinger om salg eller fusion med GM, som har været på tale, og en analytiker peger på, at Chrysler snart løber tør for tid.
Lever måske ikke længe
»Det er fantastiske ting, de har præsenteret. Men spørgsmålet er, om de vil leve længe nok, til at få bilerne på markedet,« siger Aaron Bragman fra IHS Global Insight til Detroit Free Press.
Hele Michigan-området er allerede hårdt ramt af de mange nedskæringer, og de lokale myndigheder har for længst set skriften på væggen, i takt med at den lokale bilindustri taber terræn til udenlandske producenter.
Der satses på at tiltrække nye industrier, og det sidste års tid har en meget generøs støtteordning fået hul på en ny rolle for Detroit som filmby.
Senest har bl. a. Clint Eastwood indspillet sin seneste film i området, hvor han selv spiller hovedrollen som tidligere ansat på en bilfabrik. Ironisk nok som en aldrende mand, der hverken kan lide eller forstå, hvad der sker med alle de fremmede, der flytter ind i hans gamle kvarter.



















