Land Rover-koncernen arbejder nu intenst med at finde sin egen grønne vej ud af det seje miljømudder. Foto: Land Rover

23.12.2008 tekst: Kurt Henriksen

Land Rover i svær kamp

BilenLONDON – Det svarer vel til at bede en 120 ton dinosaur om at overleve på tre bregner om dagen og i øvrigt lære at flyve, så den ikke laver dybe fodspor. Altsammen inden 14 dage. Så kan man tale om, at der er brug for en ny forretningsmodel.

Det er den udfordring i moderne udgave, der lige nu giver hovedbrud hos engelske Land Rover. Politikerne rasler med miljøsablen, og EU vil tvinge bilproducenternes CO2-udslip så langt ned som 120 gram CO per km målt som et gennemsnit af alle solgte enheder.

Her er CO2-snak foreløbig en by i Rusland 



De store satser på de små. Det vil sige, at fabrikker som Volkswagen og Toyota ruller mere af det lette kavaleri på gaden for at trække snittet ned. Men hvad gør så en producent, hvis selve varemærke og eneste slagvare i en overbefolket bilverden er at sælge store, tunge firehjulstrækkere?


En producent hvor selv den lille model hører til blandt de tunge i SUV-mellemklassen med et CO2-udslip på 194 g/km for den mest nøjsomme variant?

Tja, elefanter – og dinosaurer – skal som bekendt spises i små bidder, så Land Rover starter med første skridt på en lang rejse: Fra næste år bliver start/stop-automatik standard i Freelander 2-modellen med dieselmotor og manuelt gear. Det vender vi tilbage til.

Men det er bare begyndelsen på den rejse, som Land Rover meget gerne vil have fortalt som en del af sin egen livsforsikring.

CO2-udslip sættes ned

»De kommende år kommer vi til at investere 800 mio pund i ny teknologi og vil reducere vores CO2-udslip uden at gå på kompromis med vores offroad-arv,« siger David Mitchell, chief program engineer hos Land Rover.

»Vores konceptbil LRX viser samtidig, at vi gå ned på et CO2-udslip omkring 120 g/km med den dieselhybrid, vi arbejder på. Det viser også, hvor vigtig downsizing og nye motorer er for et mærke som Land Rover.«

Det kan man roligt sige. For øjeblikket ligger mærkets gennemsnitlige CO2-udslip på omkring 265 g/km for hele modelpaletten, så det ligner en umulig forhindring – selv for Land Rover – at komme ned under det halve. Også selvom de største, eller rettere eneste, vækstmarkeder lige nu er lande som Kina og Brasilien samt ikke mindst Rusland, der om et år eller to sandsynligvis er mærkets største marked.

Her er CO2-snak foreløbig en by i Rusland, men alligevel bliver Land Rover nødt til at rette ind efter de kommende EU-krav, for over halvdelen af salget ligger fortsat på de vestlige markeder.

Det mest besværlige spørgsmål fra miljøfanatikerne springer vi høfligt over i denne omgang 



Selvom Land Rover siden i sommers nu er ejet af den indiske bilproducent Tata med masser af små modeller i porteføljen – ikke mindst mikrobilen Nano – så kan de foreløbig ikke hjælpe med at trække snittet ned, fordi de ikke sælges i Europa.

»Vi ved endnu ikke, hvad Tata vil. Derfor står det ikke klart, om vi kan få hjælp fra den side,« siger David Mitchell, der også håber på politisk forståelse for Land Rovers situation, når de endelige grænser skal udstikkes.

På længere sigt håber Land Rover med en helt ny hybridteknik at kunne komme ned under 100 gram CO2 for en ny Freelander-model og ned under 140 gram for selv den største Range Rover.

Prototype kører

Prototypen er allerede kørende; en hybridbil med el-motor på bagakslen, men stadig med fuldt mekanisk firehjulstræk. Dermed kan man køre på fuld el-drift ude i naturen, med vilde 1600 Nm i klippesolidt træk fra batterierne. Senere følger også en plug-in-ybrid med endnu større rækkevidde på strøm.

Men foreløbig gælder det altså Freelander med start/stop-teknik. Sammen med forskellige andre, små optimeringer giver den ifølge Land Rover en 8 pct. sænkning af CO2-emissionen.

Systemet fungerer fremragende, og der er absolut ingen ulemper ved det. Start/stop-mekanikken tilpasser sig og slår automatisk fra, så man ikke risikerer for eksempel at miste motorkraft, servostyring og bremsetryk midt i en gang seriøs terrænkørsel.

En tur ind gennem Londons centrum viser, at det er et godt og pragmatisk her og nu-svar for mærkets mest sælgende model.

Det mest besværlige spørgsmål fra miljøfanatikerne springer vi høfligt over i denne omgang, som for eksempel hvad en stor firehjulstrækker laver inde midt i en storby.

borsen statistik bnt
Type
Offroad
Mærke
Land Rover
Model
Freelander 2
Fakta
 

Find artikler:

Find artikler
 
 

SENESTE BIL ARTIKLER


 
 
 

Seneste