BilenJEREZ – Tre år kaldes som bekendt også trodsalderen. Her står Porsches mindste model Cayman nu – endnu mere næsvis og udfordrende over for stamfaderen 911.
Nye motorer, flere kræfter, endnu bedre undervogn, syv-trins gearkasse med dobbeltkobling. Mere af det hele - undtagen forbrug og CO2-udledning, der er sænket en tak. Alle modeller kører nu over 10 km/liter, også Cayman S med 320 hk!
Vi skal i øvrigt ikke mange år tilbage, før 320 heste var effekten i en basis-911. Og så har Cayman selvfølgelig også lige den grundkonstruktion, som aldrig overlevede fra Ferdinand Porsches allerførste bil: Centermotor.
Ikke så sært at det er en selvsikker lille satan, der nu står og puster sig op. Af alle motorklichéerne er »en rigtig Porsche-killer« en af de mest udkørte, men Cayman er rent objektivt så godt skruet sammen allerede som treårig, at go’e gamle 911 skal stå tidligt op for at holde hierakiet på plads.

Udvendigt har den fået nye lygter for og bag med LED-teknik samt nye luftindtag i fronten. I kabinen finder man Porsches nye midterkonsol med logisk og velfungerende infocenter.
Alt i interiøret, sæder, gearstang og rat giver den der fede fornemmelse af at kunne prygle bilen fra nu af og til juleaften, uden at der ville springe så meget som en pære. Det er jo ikke noget nyt, men det er lige rart, hver gang man sætter sig ind.
Motoren er vokset til 2,9 liter
Under huden finder vi to helt nye motorer – seks-cylindrede boksermaskiner selvfølgelig.
Basismodellen Cayman er vokset fra 2,7 til 2,9 liter slagvolumen med 265 hk og har nu seks gear som standard. Nu skal det være slut med at stave Cayman med G, men vi kunne desværre ikke få lov at prøve den lille udgave under præsentationen i Sydspanien.
Cayman S er fortsat på 3,4 liter, men nu med direkte benzinindsprøjtning som i 911. Det har hævet ydelsen med 25 hk, men samtidig betyder færre bevægelige dele og bedre styring af brændstoffet, at forbruget falder med op til 16 pct.
Det allerbedste er, at motorlyden slet ikke har taget skade. I 911 lyder de nye motorer lidt pænere i tonen, og det er ikke nogen kompliment. Men Cayman vræler videre, og det hjælper selvfølgelig også at have maskineriet liggende få cm bag sæderyggen.

De syv trin i PDK-gearkassen med dobbeltkobling sørger også for at holde motoren til ilden, og Cayman S sprinter fra 0-100 km/t på bare 5,1 sekunder.
Vælger man Sport Chrono-pakken som ekstraudstyr til PDK-gearet, får man desuden Launch Control med i købet. Ligesom i formel 1 sikrer det maksimal acceleration med minimal indsats fra føreren, og så kryber Cayman S helt ned på 4,9 sekunder i acceleration. Det er go’ lir.
Ekstra hurtige skift
Det samme gælder en anden feature, der hænger sammen med Sport Plus-indstillingen: Her skifter systemet ekstra hurtigt og lægger en kunstig »huggen« ind i skiftet, der ellers ikke skulle forekomme med dobbeltkobling, men giver et ekstra sporty indtryk.
I hverdagen virker PDK-gearet fremragende, dels som komfortabelt automatgear, dels med en stor forbedring af brændstofforbruget. PDK koster 83.000 kr. ekstra, men er godt givet ud – også af hensyn til gensalgsværdien.
Listepriserne for Cayman starter ved 1.032.948 kr. og 1.287.524 kr. for Cayman S. Det er stadig et røverkøb i forhold til 911, men som tre-årig har man selvfølgelig ikke historien og ikonværdien med sig.
Cayman presses af Boxter
I skyggen vokser træerne sjældent ind i himlen, og Cayman presses også af sin topløse tvilling, den åbne Boxster. Den er oven i købet billigere, og jeg kan ikke lige komme i tanke om andre tilfælde, hvor det er billigst at få en cabriolet med i købet.
Det hænger jo sammen med, at Cayman i princippet er en Boxster med tag. Cayman kom sidst, men får nu lov at have lidt flere kræfter end næste Boxster.
Porsche-folkene indikerer også, at Cayman fremover skal udvikle sig mere selvstændigt for at få mere af den plads, den fortjener så meget.


















