BilenDen russisk-canadiske milliardær Alex Shnaider har sat salgsprisen på sin superyacht Midlandia ned med næsten en tredjedel til 19,9 mio. euro som direkte effekt af finanskrisen.
Den tidligere ejer af noget så usædvanligt som et russisk Formel 1 hold er nu blevet boss for Israels stolthed, Maccabi Tel Aviv, som han ejer 80 pct. af.

Hans Formel 1 hold hed Midland F1 Racing, men han solgte det efter kun en sæson til Spyker Cars for 106 mio. dollar - dobbelt op af prisen han selv gav.

Alex Schnaider er nære venner med Donald Trump og lander på 557-pladsen over verdens rigeste mænd. Han har altså umiddelbart ingen grund til at være sur.
Begge handler blev ifølge rygterne ordnet og underskrevet af sportsfanatikeren Shnaider ombord på hans yacht Midlandia, der er opkaldt efter hans pengemaskine, selskabet Midland Group, som de seneste år har scoret kassen på ejendoms-, stål- og shippingmarkedet.

Men som bekendt er tiderne nu anderledes og prisen på Midlandia er faldet fra 27
til 19,9 mio. euro - et prisfald på over 50 mio. kr. Men endnu har ingen købere meldt sig.

Det 170 fod lange skib Midlandia er ellers ladet med ekstravangante salgsargumenter. Vinduerne er skudsikre - som jødisk milliardær og fodboldboss er man jo udsat - men møblerne er bløde som smør og lavet af Tanganyika-træ, som går igen i indretningen af den ganske hyggelige yacht.

De op til 12 gæster ombord kan vælge mellem legetøj og luksus på alle hylder. Fladskærmene og satellit-tv i hver kahyt er jo snart trivielt at nævne, men overfloden af dyrt grej til vandsport inkluderer: 2 Bombardier Seadoo jet ski, bananbåde, 2 stk. 22 fods speedbåde til vandski og wakeboards, 2 vandkajakker, en open air biograf og selvfølgelig et lækkert soldæk med jacuzzi.


















