BilenDet er styr på sagerne selv når rattet vrides af led i en Passat. Tyskeren kommer ind på fjerdepladsen i Børsens test af biler til jobbet.
Sidste år sluttede Passaten på en fornem andenplads, kun slået med små fire point af Mondeoen. Ser man på salgsstatistikkerne, ser man også, at en Passat er en utrolig populær bil ikke mindst herhjemme. Og der er mange gode grunde til det.
Den femte Passat-generation kom på gaden i 2005, og designet blev hurtigt accepteret af køberne. Nok mere vigtigt er det, at mens forgængeren også var en succes, så var den ikke særlig inspirerende at køre.
Det er ganske elementær logik
Og lige her sætter den seneste Passat-generation ind. Og uanset hvor meget man kunne finde på at presse bilen, så efterlader undervognen altid det indtryk, at der er styr på sagerne.
Det er ganske elementær logik – drejer du på rattet, så drejer bilen. Slipper du speederen, så taber bilen fart, og træder du på bremsen, så bremser den med det samme. Det er den harmoni, der gør, at Passaten nu om dage er så meget bedre end tidligere.
Op mod en Mondeo
Men nu skal Passaten ikke måle sig med sin forgænger, men med Mondeo & Co. Der er nogle afgørende forskelle mellem Passaten og en Superb – for eksempel 140 hestekræfter i Passaten mod 170 hestekræfter i en Superb. 9,8 sekunder tager accelerationen fra 0-100 km/t i en Passat, mens en Superb er et sekund hurtigere.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at en Passat er en rigtig fornuftig firmabil
Passaten er også tungere end en Superb og i direkte sammenligning 5000 kr. dyrere end Superben med den største udstyrspakke. Det er ikke en stor trøst, at bagagerumsvolumen er lige stor hos begge, og at www.bilpriser.dk forventer et lidt lavere værditab for Passaten.
Plads eller stil for pengene?
Sammenligner vi Passaten med eksempelvis en C5, en Laguna eller en Accord, så er det fortsat Passaten, der henter sejren hjem. Sammenligner vi dog Passaten med sin A4-bror, så skiller knap 30.000 kr. bilerne, og så er spørgsmålet, om man ønsker plads eller stil.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at en Passat er en rigtig fornuftig firmabil, og efter Passaten nu har sagt farvel til pumpe-dyse-dieselen og god dag til commonrail-motorerne, så er resultatet Spitzenklasse.
Passaten leverer også den sidste overraskelse – i elgtesten var den lige så hurtig som en BMW 320d. Det siger mere om Passaten end BMW’en, men vidner endnu engang om de brillerende køreegenskaber, som mange nyder hver dag på landevejene i Danmark.
Første gang offentliggjort i Børsen Weekend fredag den 12. september 2008.




















Copyright © 2010 af Dagbladet Børsen