BilenDen nye Toyota Land Cruiser V8 brummer godmodigt gennem ild, vand og mudder.
I begyndelsen var Land Cruiser. Det virker, som om den altid har været her. Og selvom Jeep og Land Rover kom meget tidligere, er den store japaner siden blevet standardudstyr i mange af verdens mest udfordrende geografier og brændpunkter.
Køn har den sjældent været, men den er stor, stærk, pålidelig og en ægte terrænbil, hvis det skal være.
Land Cruiser V8 dog en stor godmodig bamsebil, der tager dig sikkert, trygt og komfortabelt til verdens ende
Sådan er det stadig med den nye, største udgave i serien, der nu simpelthen bare hedder Land Cruiser V8. Som navnet antyder, leveres den kun med V8-motor, dels en 4,7-liters benzinudgave, som er ret uinteressant – dels den testede dieselversion på 4,5 liter.

<
En meget harmonisk motor, der yder 265 hk og trækker med et bjørnemoment på 650 Nm helt nede fra 1600 omdrejninger. Ved start og fuld acceleration er lyden som på en mellemstor lastbil, men lyden er både sund, lækker og meget macho. På landevejen falder den dog hurtigt til ro, og så hører man ikke mere til motoren, der dovner af sted med meget lave omdrejninger.
Dejlig rejsevogn
Man hører i det hele taget ikke meget til bilen, og det er imponerende, hvor lidt vind-, hjul- og transmissionsstøj sådan et kæmpe apparat kan snige sig rundt med.

Selv ved høj motorvejsfart er der nærmest stille i kabinen. Sammen med rigtig god komfort fra den justerbare, hydrauliske undervogn, masser af plads og suverænt udsyn gør det Land Cruiser V8 til en dejlig rejsevogn.
Eventyret har sin pris, der ligger i godsejerklassen: Listeprisen ligger omkring 1,5 mio kr.
Og selvom køreegenskaberne indbyder til tilbagelænet cruising, så har den også kraftoverskud til et hurtigt motorvejsridt. Topfarten rækker til 210 km/t, men omkring 160 km/t er forbruget mere anstændigt med knap 7 km/liter ved konstant fart.
Det officielle snitforbrug er i øvrigt på 9,8 km/l ved blandet kørsel. Det er også indenfor rækkevidde ved rolig kørsel i praksis og er meget pænt for en 2,7 ton bamse. Den må i øvrigt slæbe af med en trailer på 3500 kilo, så bare kom an.
Justerbare ryglæn
I kabinen mødes man af et lækkert interiør, der på mange punkter nærmest er på Lexus-niveau. Her er bl.a. black panel-instrumenter, en kæmpe trykfølsom infoskærm, nøglefri adgang og start, samt en generelt god kvalitet. I Danmark leveres Land Cruiser V8 kun i en topudgave med luksuspakke, så man mangler ikke noget. Pressebiler er normalt belæsset med ekstraudstyr.
Så det er meget sigende, at importøren i dette tilfælde kun kunne hælde anhængertræk og gulvmåtter på som ekstraudstyr.

Anden sæderække byder også på masser af plads og ryglæn, der kan justeres i hældning. Tredje række består af to klapstole, der står ret i hver sin side langs vinduer, når de ikke er i brug.
I modsætning til f.eks. duksen Land Rover Discovery er det dog ikke to reelle sæder, for der er ingen brønd til benene. De kan dog bruges til børn op til vel 140 centimeter, og klapfunktionen fungerer fint. Når de klappes op, har man et kæmpe dybt og regulært bagagerum, og den to-delte bagklap er superpraktisk til både picnic og powershopping. Det kan dog undre, at man i en så oplagt fritidsbil skal helt om til første række for at hente strøm til f.eks. en køleboks.

Tryg og komfortabel
Alt i alt er Land Cruiser V8 dog en stor godmodig bamsebil, der tager dig sikkert, trygt og komfortabelt til verdens ende – hvad enten der er asfalt, mudder eller op til 70 centimeter vand derude. Den har været her, længe før SUV’erne blev et modehit. Og den vil garanteret være her længe efter, selv om den aldrig bliver nogen folkevogn.
Eventyret har sin pris, der ligger i godsejerklassen: Listeprisen ligger omkring 1,5 mio kr. med plader i den rigtige farve.

















