I terrænet er den nye Koleos i sit rette element takket været Nissan X-Trail-teknikken.

9.07.2008 tekst: Jens Peter Lange foto: Renault

Skjulte talenter hos Renault

BilenMed hjælp fra Nissan og Samsung blander Renault sig i den kompakte SUV-klasse.

Bilfabrikkerne har kastet sig over den kompakte SUV-klasse som sultne løver. Der er efterhånden ikke en eneste bilproducent med respekt for sig selv, som ikke har deres egen fortolkning af det, som bilfabrikkerne tror, kunderne søger i denne klasse.

Der er den dyre, den billigere, den store og den lille, og sådan kunne vi fortsætte.

Derude, hvor langt de fleste andre kompakte SUV-modeller aldrig vover sig ud, er den nye Koleos takket været sin X-Trail-teknik de fleste af sine konkurrenter overlegen 



Det giver næsten sig selv, at når Renault i 2006 annoncerede, at man ville lancere ikke mindre end 29 nye modeller inden udgangen af 2009, så vil Renault også på et tidspunkt bevæge sig ind på det for franskmændene jomfruelige marked, fordi en rigtig firehjulstrækker har Renault endnu ikke haft på programmet. Bevares, der har været en Scénic-firehjulstrækker, men det var nu ikke »blommen i ægget«.

Allerede for to år siden på biludstillingen i Paris fik vi en forsmag på, hvad Renault havde i tankerne i form af konceptbilen Koleos. Nu er Renault klar med bilen, og til september dukker den nye Koleos op hos de danske forhandlere.


En todelt bagklap åbner op til et 450 liter stort bagagerum

At Renault kan designe biler, ved vi. Tag en Mégane eller den nye Laguna – begge to meget iøjnefaldende modeller. Fronten på den nye Koleos er en Renault-front, men man kan ikke beskylde Renault for at have givet bilen et aggressivt design, tværtimod.

Bevidst valg

Når det er sagt, så er det også et meget bevidst valg fra Renaults side, som forventer, at kunderne i fremtiden ønsker, at denne type bil mere skal falde ind i gadebilledet end at skille sig ud.

Platformen, undervognen og firehjulstrækket stammer fra Nissan, nærmere bestemt Nissans X-Trail. Dette i sig selv er ikke de værste sten at bygge på.

Ude på landevejen, hvor det tæller, er en Koleos nemlig utrolig blød i benene, krænger meget i svingene, og styretøjet er svampet og formidler ingen feedback fra vejen overhovedet 



Selve produktionen af den nye Koleos foregår på den i 1995 åbnede Samsung-fabrik i Korea, hvor også søstermodellen Samsung QM5 bygges.

Valgfri motor

Motorerne er en blanding fra Renault og Nissan. Der er to 2-liters dieselmotorer med henholdsvis 150 hk og 175 hk, mens den tredje mulighed er en 2,5-liters benziner med 170 hk. Alle modeller leveres med en sekstrins manuel gearkasse, ligesom dieselmodellerne kan leveres med en sekstrins automatisk gearkasse.

Både benzin- og dieselmodellen fås med udelukkende forhjulstræk, men den danske importør forventer indtil videre kun at hjemtage biler med træk på alle fire hjul.

Men lad os lige kort vende tilbage til Renaults filosofi med den nye Koleos: Den skal hverken være den billige eller den dyre, den store eller den lille, men den skal være den mest komfortable i klassen.

Det starter allerede med siddestillingen, som er forholdsvis høj for at forbedre kørerens udsyn, og fortsætter med et hav af aflægningsmuligheder (42 liter i alt) rundt omkring i kabinen og ender med en todelt bagklap, hvor man roligt kan sætte sig på den nederste del, når man f. eks. lige skal skifte sko.

Renault siger, at klappen kan tåle 200 kg. Trods den todelte bagklap er læssekanten meget høj, og med 450 liter bagagerumsvolumen er der heller ikke oceaner af plads, men selvfølgelig nok i hverdagen.

God til det forkerte

Hvad kørekomforten angår, er Renault muligvis gået en tand for langt. Problemets kerne er paradoksalt nok bilens fortræffelige offroadegenskaber. Derude, hvor langt de fleste andre kompakte SUV-modeller aldrig vover sig ud, er den nye Koleos takket været sin X-Trail-teknik de fleste af sine konkurrenter overlegen.

God frihøjde, en høj indgangs- og udgangsvinkel samt en »hill decent« viser, at en Koleos langt hen ad vejen kan være med der, hvor ellers kun hardcore firehjulstrækkere kommer.

Men hvad skal en Koleos-kunde med alle disse muligheder? De fleste Koleos-kunder kommer alligevel ikke til at se skyggen af en grusvej, og derfor er en Koleos rigtig god – bare til det forkerte.

Ude på landevejen, hvor det tæller, er en Koleos nemlig utrolig blød i benene, krænger meget i svingene, og styretøjet er svampet og formidler ingen feedback fra vejen overhovedet.

Benzinmotoren er desværre heller ikke af overbevisende karakter. Til trods for 175 hk er den meget svag på brystet, så eneste fornuftige alternativ er den 170 hestes diesel, som vi tilbragte det meste af tiden bag rattet i til præsentationen i Marokko.

Desværre foreligger der i skrivende stund ikke nogen oplysninger om priserne af den nye Koleos, når bilen introduceres i september. Meget tyder dog på en startpris på ca. 395.000 kr. for den lille diesel med firehjulstræk, og hvis det holder, så sættes det hele igen i relief – for den nye Koleos har mange skjulte talenter.

borsen statistik bnt
Type
SUV
Mærke
Renault
Pris
395.000 Kr.
Model
Koleos
Årgang
2008
Fakta
 

Find artikler:

Find artikler
 
 
 

SENESTE BIL ARTIKLER


 
 
 

Seneste