BilenVW Passat R36 byder på 300 hestekræfter for hele familien.
Der kan og skal siges meget godt om kongerigets mest solgte bil sidste år, Volkswagen Passat. Men nogen sexbombe har den nu aldrig været, medmindre man er meget dårligt kørende på den front.
En traditionel stram tysker med alu-dele i undervognen, faste køreegenskaber og et præcist styretøj
Men Volkswagen vil så gerne, og opfinderen af selveste GTI-begrebet har det da også i sig – dybt under huden, når man løsner lidt på den pæne facade.
Dna-koder og knoglebygning på den pæne Passat er jo lækker nok som udgangspunkt: En traditionel stram tysker med alu-dele i undervognen, faste køreegenskaber og et præcist styretøj. Der mangler bare nogle flere kræfter, lidt vildskab og en lille smule lir. Vupti – så har man en Passat R36.
Ingen anmassende spoilere eller brovtende emblemer, men diskrete skørter og små frække detaljer, der pirrer fantasien
Tilløbet har været langt, og lanceringen blev forsinket efter en aflyst pressepræsentation sidste år med kort varsel. Muligvis på grund af teknisk knas med den avancerede drivline, der byder på 3,6-liters V6-motor med 300 hestekræfter, DSG-gear med dobbeltkobling og firehjulstræk. Men nu er den her, og hele bilen virker i dén grad skruet færdig.
Når det gælder designet handler det som altid for denne biltype om diskret brugskunst. Ingen anmassende spoilere eller brovtende emblemer, men diskrete skørter og små frække detaljer, der pirrer fantasien.
Her holder R36 balancen fint. I kabinen er testbilens alu-beklædning i mine øjne tippet over stregen, mens alu-pedalerne samt rat og gearstang med logo holder stilen perfekt. Lækre sportssæder med fast greb om kroppen og afdæmpet R36-logo kører den helt hjem.
En sporty vogn
Det er et dejligt sted på jorden, og det bliver endnu bedre, når nøglen drejes. For et par måneder siden fik jeg en smugpremiere på den nye motor i den firedørs coupé Passat CC, men her foldede den sportslige side sig ikke rigtigt ud. Anderledes i R36, hvor lydpotterne er designet til at lade mere nerve og puls sitre i luften.
Motorlyden, lynhurtige gearskift og den gode kontakt med underlaget giver en noget anden oplevelse
Køreoplevelsen virker også noget mere nærværende med en meget fast sportsundervogn, der er sænket hele 25 mm, men også levner plads til passende komfort på de 18 tommer alufælge med dæk i 40-profil.
Motorlyden, lynhurtige gearskift og den gode kontakt med underlaget giver en noget anden oplevelse end med samme motor i Passat CC, der selvfølgelig også er udlagt som en noget anden biltype.
I forhold til f.eks. en standard Passat 1,8T vejer R36 med større motor, DSG-gear og firehjulstræk næsten 300 kilo mere, men den bærer med smil sin byrde. Motoren er meget omdrejningsvillig op imod de 7.000 omdrejninger, og hele bilens karakter har mere sjæl end f.eks. flere af S-modellerne fra kusine Audi.
Det er overdrevet at kalde R36 en sportsvogn, men det er en meget sporty vogn
Accelerationen 0-100 km/t er overstået på 5,8 sekunder (eller 5,6 i sedan), og topfarten begrænset til 250 km/t. I forhold til plads og præstationer virker det rimeligt med et snitforbrug på 9,5 km/l.
Det er overdrevet at kalde R36 en sportsvogn, men det er en meget sporty vogn, der samtidig holder stilen og byder på masser af komfort og brugsværdi. Umiddelbart kan jeg ikke komme i tanker om konkurrenter lige i nærheden med samme præstationer og prisniveau.
Prisen er dog også velvoksne 778.899 kr. for Variant-udgaven her. Det er teknisk set fair nok. Men så er spørgsmålet bare, om man er mand nok til – i al respekt – at nøjes med et VW-skilt på fronten.
Første gang offentliggjort i Børsen Weekend fredag den 27. juni 2008


















