BilenAudis R8 V12 er den første dieseldrevne supersportsvogn i verden. Pleasure-magasinet fik som de eneste en tur i bilen, der når 300 km/t og stadig kører mere end 10 km/l
Der er noget meget specielt over Audis nyeste sportsvogn. Det er ikke så meget bilens ekstravagante design, men mere, hvad der gemmer sig under det LED- belyste motorrum samt det faktum, at der er tale om den eneste prototype, der findes.
Det må altså blive dobbelt så godt, når Audi sætter bilen i produktion. Og når den så endelig kommer, bliver det uden tvivl en af de bedste supersportsvogne, man kan få

I september sidste år spurgte Audis øverste chef, Rupert Stadler, sin udviklingsafdeling, om der ikke var plads til den nye V12-dieselmotor i en R8, og allerede kort tid efter var meldingen klar:
"Jo, der er plads til motoren."
"Hvad venter I så på? Genève-biludstillingen er allerede om fem måneder, og så skal konceptbilen være klar," svarede Rupert Stadler.
Et halvt år efter topchefens marchordre står vi denne morgen i Miami. Det er over 20 grader fra morgenstunden, og luftfugtigheden er så høj som larmen på Ocean Drive aftenen før. Men vi er ikke på ferie, om end vi skal noget, der er langt bedre end en ferie.
Hovedattraktionen befinder sig lidt uden for byen i bugten ved Star Island og Fishermans Island. Vi skal ikke bare se, men også køre i Audis konceptbil R8 V12 TDI. Og allerede inden vi har fået vores obligatoriske Starbucks-kaffe indenbords, og duften blander sig med en let havbrise, står vi ansigt til ansigt med den.
Bilen, der først var sølvfarvet på udstillingen i Detroit, for så at blive omlakeret til den knaldrøde farve, som publikum også kunne stifte bekendtskab med i Genève på årets første store europæiske biludstilling.
Kraftudfoldelsen kan kun sidestilles med det, som astronauter må opleve under starten af en rumfærge: Ubeskriveligt
Se Audi R8 V12 i dyst mod en Porsche 911:
Det er altså den selv samme bil. Den bil, som folk på udstillingen flokkedes omkring, og som fik en schweizisk gentleman til at trække checkhæftet frem og med alvor i stemmen spørge:
»Wie viel?« og næsten forvente, at han kunne tage den med hjem.
Men nej, den gik ikke.
Glemte næsten gearkassen
Thomas Kräuter var den ansvarlige for R8 diesel-projektet, og sammen med motorspecialisten Andreas Fröhlich, der har været med til at udvikle den nye dieselmotor, gik duoen for seks måneder siden i gang med målebåndet.

Det belyste motorrum er proppet til bristepunktet med den nyeste diesel- teknologi.
»Det er ikke så meget det, at der ikke er plads til motoren,« forklarer Thomas Kräuter os i dag, »men der skal også være plads til alle de andre komponenter, og så må vi ikke glemme det vigtigste – gearkassen.«
»Den nye V12-diesel er udviklet til den store Q7,« supplerer Andreas Fröhlich:
»Og den modelversion lanceres med en automatisk gearkasse. Og hvis der skal være plads til den i en R8, måtte vi forlænge bilen med en halv meter,« siger Andreas Fröhlich og griner.
Man behøver kun at kæle for speederen, og jeg frygter, at hvis jeg giver mere, vil asfalten blive flænset op af de kolossale kræfter, jeg egentlig skal tæmme
Til trods for at begge herrer er tyske ingeniører, har de dog humor, og vi fornemmer tydeligt den glæde og entusiasme, begge to har for projektet.
Løsningen med gearkassen er indtil videre, at Audi har flyttet skillevæggen fra kabinen til motorrummet længere frem, og dermed har inddraget den smule plads, der ellers er til en golftaske bag forsæderne i en normal R8. Men faktisk er dette i fremtiden ikke nok, for konkret mangler man stadig fem centimeter.
Nu lyder fem centimeter måske ikke som alverden, men det er lige så hårdt at finde disse, som de sidste 10 kilometer er for en maratonløber. Begge plejer dog at komme i mål til sidst, så mon ikke det ikke også denne gang bliver tilfældet?
Efter en lille snak er tiden endelig kommet til det, som det hele handler om: Ind bag rattet og tænde motoren. Inden jeg sætter mig ind, går jeg dog lige en ekstra gang omkring bilen. Bare som en slags anerkendende respekt over for den.
Man ser tydeligt den store appetit, motoren har for luft. Foran er grillen forstørret på hver sin side under lygterne, så kølerne får al den luft, de har brug for. Men det er ikke nok. Bilens sideblades er 30 pct. større, for at selve motoren kan få den køling, den skal bruge, mens designerne er gået nye veje for at levere den luftmængde, de to store turboladere ønsker, så motoren kan yde 500 hk og nok mere imponerende – 1000 Nm i moment.
Fra rumfarten kom idéen med en såkaldt NACA-indsugning, som er en integreret del af taget, og som presser luften ind til turboladerne, mens en større grill i bagenden – lige hen over det nye håndlavede udstødningssystem – leder den varme luft ud. Så vidt teorien.
Kabinen er bortset fra den manglende plads bag sæderne identisk med indretningen fra den gængse R8, bortset fra at designerne er gået en smule amok med den røde farve.

I rattet sidder startknappen, der skal trykkes to gange – første gang for at slå tændingen til, og anden gang for at starteren ved, at nu skal den store seks-liters V12-diesel i gang.
Første indtryk? Starteren lyder ligesom på en almindelig bil, men hvad der så kommer, er anderledes, men samtidig fascinerende. Men først en smule skuffelse: Det er ikke nogen lyd som i en Ferrari, men næsten en skræmmende stilhed.
Forklaringen er det håndbyggede udstødningssystem med sine katalysatorer. Luften skal næsten være så ren, så man kan tappe den på flaske, og der kommer tilhængerne af den sportslige lyd – i tomgang i hvert fald – til kort. Man fornemmer en smule den typiske diesel-lyd fra ventilerne, men samtidig mærker man helt ind til rygraden, at der alligevel arbejder en stor V12 blot en håndsbredde bag sig.
Men så trykker jeg på speederen. Og det er ikke meget, man skal træde på pedalen, inden man hører, hvordan luften bliver suget ind henover hovedet på en, og den karakteristiske lyd fra turboladerne spiller en symfoni, som ikke engang Herbert von Karajan kunne dirigere bedre.
Fart flænser asfalten
Gearvælgeren ind i første gear, forsigtig med koblingen og af sted, vi kører. Man behøver kun at kæle for speederen, og jeg frygter, at hvis jeg giver mere, vil asfalten blive flænset op af de kolossale kræfter, jeg egentlig skal tæmme. Faktisk er min fornemmelse, at det næsten er underordnet, i hvilket gear bilen bliver sat i gang med – slip koblingen, og man kører. Punktum.
Et er at slippe en dansk journalist af sted i en nok ubetalelig prototype – noget andet er, når man skal blande sig med den amerikanske trafik. Der er to problemer: Der er risiko for, at de andre bilister, som ellers er vant til både Bugatti og Maybach i dette område, drejer hovedet af led efter bilen, og så er det ikke just en ære at blive kendt for at være den, der måske kom til at lave en bule i bilen.
For at løse problemet har vi derfor allieret os med to biler fra Highway Patrol, som sørger for fri fart foran, og skærmer de andre trafikkanter af bagtil. »Only in America«. Med fri bane og med politibeskyttelse er det nu muligt for alvor at føle bilen på tænderne.
Jeg skal lige fornemme kræfterne, der hvor det tæller – ved mellemaccelerationerne. Fra fjerde gear ned i anden og speederen i bund. Thomas Fröhlich, der er min sidekammerat hele formiddagen, smiler kun og lader mig gøre det, der gør projektet så interessant – masser af moment. Indsugningslyden er mere markant end tidligere, og kraftudfoldelsen kan kun sidestilles med det, som astronauter må opleve under starten af en rumfærge: Ubeskriveligt.
Men for at give politifolkene i deres Chevy en chance for at kunne følge med, må jeg modvilligt slippe speeder-foden igen. Det er nu, Thomas Fröhlich forklarer mig, at jeg kun har oplevet halvdelen af det gode. Halvdelen?
»Jo, ser du. Lige nu har vi monteret en gearkasse fra en A4 TDI i denne bil, og for at motoren ikke skal flænse den i atomer, har vi droslet motorens moment ned til 500 Nm – altså det halve af det, motoren normalt yder,« forklarer Thomas Fröhlich.
Det må altså blive dobbelt så godt, når Audi sætter bilen i produktion, og på det tidspunkt sandsynligvis med en syvtrins DSG-gearkasse. Og når den så endelig kommer, bliver det uden tvivl en af de bedste supersportsvogne, man kan få.
Hvor får man ellers en bil, der ser sådan ud, kører over 300 km/t og som kører over 10 km/l?


















